Min morbror kørte hele vejen til Indien i et folkevognsrugbrød engang i 1960’erne. Han gjorde det sammen med en ven. Efter næsten et år på farten kørte de hele vejen hjem til Danmark igen. En enkelt gang var de på grund af deres skandinaviske troskyldighed tæt på at blive ekspederet videre til de evige jagtmarker af et par spooky typer, som var sekunder fra at få lokket dem i en fælde, men ellers var den lange rejse en stor og fantastisk oplevelse for resten af livet. Jeg kom til at tænke på min morbror og hans usædvanlige køretur igennem verden og tilbage igen, da jeg for nylig læste, hvordan bunkevis af bjergbestigere havde stået i en lang kø på en ultrastejl, smal og isglat bjergskråning næsten oppe på toppen af Mount Everest. Flere var døde i køen få meter før det forjættede mål. Nogle af bjergbestigerne havde så måttet skræve over døde ”kolleger” for at nå det sidste stykke til toppen. De gik i gåsegang derop. Det virkede så absurd. Jeg formoder, at alle dem, der stod i den kø, stod der, fordi de havde ønsket at gøre noget usædvanligt, noget unikt i deres liv. Så ender de med at stå i kø for at gøre det sammen med bunkevis af andre, der har ønsket nøjagtig det samme. LÆS OGSÅ:
Det vil jeg da s…. på. For lukket dør tak! Hvad er forskellen egentlig på de to udfordrende ting – Indiens-turen og Mount Everest-klatringen? Hmmm … jeg er nået frem til, at det må handle om livsindstilling. Om, hvad det er, der er givende for os hver især. For mig repræsenterer rejsen til Indien én lang, sanseboomende oplevelse, der kan ændre både én selv og éns verdensbillede, mens turen op til toppen af Mount Everest grundlæggende handler om at vinde over sig selv. For mig handler det første om fællesskab og det andet om den mest ultimative måde at søge sit eget selskab på (det er jo ikke MENINGEN, man skal stå i kø, endsige overhovedet møde andre deroppe …). Jeg ved udmærket godt, hvad jeg selv ville vælge, hvis jeg fik muligheden: Folkevognsrugbrødet, og så bare derudad. Jeg kommer aldrig til at bestige et bjerg eller løbe en maraton eller lave en ironman eller noget som helst andet i den dur. For mig ville det være en eksistentiel falliterklæring. Jeg keder mig i min krop bare ved tanken. Men jeg føler mig efterhånden en lille smule udenfor, fordi jeg har det sådan. Jeg dyrker ikke engang motion, er du klar over, hvor pinligt det er?
For tiden er til at vinde over sig selv. Den er ikke til lange, sanseboomende oplevelser ud i det blå. Tiden er til målrettet indsats og mentale medaljer. I dag handler ”god tid” ikke om langsomhed, men om at gøre noget hurtigst muligt på en ”god tid”. Jeg undrer mig, hver gang jeg læser om toperhvervsfolks fritid. Det indebærer stort set altid noget med en netop overstået maraton eller en, der er lige på trapperne, og på natbordet ligger der kun faglitteratur, for de har ikke tid til at læse andet. De skal jo vinde over sig selv – op på toppen af ”bjerget” i deres liv. Jeg er stensikker på, at det er de færreste af dem, der nogensinde er kørt ud i det blå i et folkevognsrugbrød, det er allerhøjst blevet til en uge på La Santa Sport …
Min datter er lige blevet student, og hun gør det, unge i den grad bliver frarådet: Tager et sabbatår, muligvis to. Hurra for det. Mennesker har godt af pauser. Forfatteren Elsebeth Egholm – som du i øvrigt kan møde i næste uges femina – sagde engang til mig, at hun fik sine bedste idéer, når hun sad og gloede ud i luften. Havde god tid, i den gammeldags forstand. Jeg satser stærkt på, at det langsomme, sanselige liv får en revival. Jeg har i hvert fald brug for det. Hvad med dig? Vil du med til Indien? Folkevognsrugbrød søges!
