Tine Bendixen: Det vil jeg da s…. på. For lukket dør tak!

Dét stod der altså ikke noget om, da min mand bestilte hotelværelset … Glade ankom vi til Antwerpen efter at have kørt hele dagen og hele vejen ned igennem Europa. Lidt træt og fedtet bliver man jo af sådan en tur, ikke? Så trænger man bare til et skønt hotelværelse med en dejlig seng og et veludstyret badeværelse. Det skal jeg lige love for, der var. På sin helt egen måde. Ind trådte vi på et lillebitte værelse med en formidabel udsigt: Det meste af ydervæggen var af glas. Det var væggen ind til badeværelset så også. Og ind til wc’et. Man kunne simpelthen sidde på toilettet og nyde udsigten. Og den, man delte værelse med, kunne så vælge enten at glo ud ad vinduet eller ind på toilettet …

Jeg var altså ret glad for, at jeg snart har været gift i 20 år. Forestil dig lige at være nyforelsket og stadig på det dér lidt blufærdige stadie, når det gælder prutter og den slags og så havne på et hotelværelse på størrelse med et walkincloset, hvor man enten skal stå henne ved døren eller sidde med ryggen til i venstre side af sengen, hvis man vil undgå at glo direkte på toilettet og den, der sidder dér. Det er altså ikke ret sexet … Har jeg glemt at sige det? Det var et design-hotel. Virkelig smart det hele. Men temmelig krævende, hvis man hører til dem, der foretrækker at være alene, når man er på wc. Da jeg kom hjem igen, fortalte jeg glædestrålende min gode kollega om frit udsyns-toilettet i forventning om, at vi sammen ku’ slå os på lårene af grin over det skøre og absurde påfund. Men det var da ikke noget særligt, sagde hun. Hun havde lige oplevet nøjagtig det samme på et hotel i New York. Nå? Siden hvornår er privatliv blevet noget, man ikke længere kan regne med er inkluderet i hotelværelsets pris? Hvad forestiller de sig egentlig, de mennesker, der designer hotelværelser på den måde? Ville de selv bo der? Handler det om en vision: At vi skal være mere sammen om ”det nære” – toiletbesøg inklusive? Tænker de designere overhovedet over, hvor mange forskellige mennesker fra hvor mange forskellige kulturer der skal bo på de værelser? LÆS OGSÅ: Kærlighed har ingen alder, vel? Muligvis er det mig, der er sart, men jeg synes sgu, det er underligt. Det er bestemt ikke, fordi jeg er modstander af, at folk går på wc for åben dør, jeg er bare tilhænger af, at der ER en dør, så man selv kan bestemme. Jeg tror på det enkelte menneskes ret og evne til selv at vurdere, hvor privatlivets grænse går. Hvad bliver det næste? At alt nybyggeri opføres uden wc-døre? Blufærdigheden er på vej til at blive hjemløs. Og hvad med alle de stakkels mange mænd, der har gjort det til en vane at fortrække til toilettet med deres mobil og sidde der lææænge – fordi det efterhånden er det eneste sted i hjemmet, de kan være i fred? Et skrækscenarie trænger sig pludselig på: Nu har vi efterhånden vænnet os til storrumskontorerne på arbejdspladserne. Det næste må blive storrumstoiletterne: Gå på wc med din kollega – arbejdsgivernes garanti for, at man ikke hænger derude for længe. Eller bedst: Slet ikke går derud i løbet af arbejdstiden. Menneskers privatliv er under afvikling. Velkommen til det gennemsigtige liv.

Er jeg for langt ude? Det vil jeg da s…. på. Men helst i enrum tak.

Min mand gik en tur, mens vi var i Antwerpen – og jeg siger ikke, hvad jeg lavede imens. Da han kom tilbage, sagde han storgrinende, at man ikke bare kunne se UD ad hotelværelsets kæmpestore vindue. Man kunne også se IND. Heldigvis kun når det var mørkt, og lyset var tændt. Så deet …

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg, og få mere info her