Selvudvikling

Tine Bendixen: Er du flyttet hjemmefra? Nej, jeg er kun 34!

af Tine Bendixen 8. juli 2015
Det er ikke nogen nyhed, at italienske mænd hænger ved mors pastagryder til langt op i 30’erne. Men det kom altså som noget af en overraskelse for mig, at 48 procent af alle europæiske unge mellem 18 og 34 år boede hjemme hos deres forældre i 2013
Kan du huske, da du flyttede hjemmefra? Med dit fremtidige liv pakket i et par kasser med lidt umage køkkengrej? Hvor gammel var du? Jeg var 19. Glædede mig til at kunne bestemme vægfarven selv (pink med håndmalede guldstjerner, uargh!). Men var også rædselsslagen ved tanken om at skulle stå på egne Bambi-ben. Hvordan betaler man regninger? Hvordan sørger man for, at der er NOK penge til at betale dem? Hvordan finder man overhovedet et sted at bo, som man har råd til? Kender jeg ”nogen”? Nej. Kan jeg få et kollegieværelse? Nej. Forældrekøb? Hahaha. Det fandtes overhovedet ikke dengang, jeg pakkede tekanden og de tre grimme stentøjskrus, desuden er jeg fra en familie, hvor man forventes at bevæge sig ud i livet uden støttestok.   Der var selvfølgelig også hele den følelsesmæssige udfordring: Tanken om ”aldrig mere”. En epoke var endegyldigt slut. Farvel barndom. Men man fandt jo ud af det, ikke? Voksede med opgaven. Fandt ud af, at der var visse fordele ved, at man kunne låse sin egen dør, når man endelig havde fundet den. Og ret hurtigt virkede tanken om nogensinde at rykke tilbage i børneværelset fuldstændig utopisk og klaustrofobisk. Goddag privatliv, hvor er jeg glad for, at du er mit!   Kom til at tænke på det, fordi jeg har læst om en ny tendens. At flere og flere unge i den vestlige verden bliver boende hjemme i længere og længere tid. Det er vel ikke nogen nyhed, at italienske mænd hænger ved mors pastagryder til langt op i 30’erne. Men det kom altså som noget af en overraskelse for mig, at 48 procent af alle europæiske unge mellem 18 og 34 år ifølge EU’s statistikbank Eurostat boede hjemme hos deres forældre i 2013. Jeg er godt klar over, at der nok er flere 18-årige end 34-årige i tallene, men alligevel: I de eksperimenterende og personlighedsudviklende år, hvor man normalt bor alene, i bofællesskab eller sammen med en kæreste og vel også af og til får nogle børn, er millionvis af unge europæere henvist til enkeltsengen på børneværelset og den faste plads ved middagsbordet med far og mor. Den økonomiske krise har gjort det sværere for unge i den vestlige verden at skabe sig et voksenliv.   LÆS OGSÅ: Tine Bendixen: Giv sliiip   Det står værst til i Italien, hvor lige under 66 procent af de unge mellem 18 og 34 bor hjemme, i Tyskland ser det heller ikke for godt ud – lidt over 42 procent bor hjemme. I Danmark er vi europamestre i at flytte tidligt hjemmefra, så her er tallet kun lige under 16 procent. Hurra for det, men tendensen er ikke til at komme uden om. Og er det ikke mærkeligt? I den – trods finanskrise – stadig rige del af verden har de unge ikke råd til at klare sig selv. Det er da et velfærdsparadoks.   For hvad gør det egentlig ved voksne mennesker at bo hjemme hos far og mor? Nogle synes vel, det er ret bekvemt. Som ham, jeg på et tidspunkt mødte. Vist nok i midten af 20’erne. Han havde sin egen afdeling i forældrenes kælder, de betalte for hans forbrug af mad og så videre, og hvis han skulle flytte, ville han jo ikke have råd til sin – bil. Det lyder usundt, ikke? Andre drømmer længselsfuldt om egen nøgle til egen hoveddør. Uanset om det er frit valg eller ej, bliver man fastholdt i en rolle, man burde have lagt bag sig for længst, når man som myndig og valgbar bor hjemme hos far og mor. Og det tegner ikke godt for EU’s fremtid. Parlamentsmedlemmer, der bor hjemme? Min datter er 15, og jeg har overhovedet ikke lyst til, at hun nogensinde skal flytte hjemmefra. Men ”nogensinde” er altså for længst overskredet, når hun er 34 ...   Der må være nogle milliarder gemt i et hjørne et sted i EU. Som kan bruges til at få de børnevoksne ud af børneværelserne. Det kan da kun gå for langsomt.