Selvudvikling

Tine Bendixen: Giv sliiip!

af Tine Bendixen 20. august 2014
I dag curler vi vores børn langt uden om modnende eventyr. Fordi vi vil vide, hvad de laver, og hvem de er sammen med. Til deres eget bedste, siger vi. Vi burde sige: fordi vi selv har det bedst sådan
Min datter er i lufthavnen, mens jeg skriver disse ord. På vej til England for at besøge en veninde. Hun rejser uden sine forældre. Hun er 14 år. Er jeg ved at skide grønne grise? Ja. Skal jeg holde op med det? Ja!   Jeg var godt nok 16, men alligevel. Jeg tog på Interrail med en venindes kæreste. Det var i 1970erne, og veninden havde ikke planer om at tage på ferie med sin kæreste, hun skulle på Interrail med en veninde, så jeg lånte – helt platonisk – kæresten. Jeg havde pakket en billig blå nylonrygsæk fra Dalle Valle, lånt en sovepose og solgt min røde Puch Maxi-knallert for at få råd til turen.   ”Farvel, farvel og god tur, vi ses om en måned,” sagde min far og mor. Næ, der var ingen formanende forældre, der fulgte os til provinsbystationen. Vi traskede selv derned med rygsækkene på og tog til København og videre ud i det blå. Interrail var partoutkort til eventyret for bunkevis af europæiske unge i de år. Middelhavslandene trak. Især togene mod Grækenland var så overfyldte, at det var normalt at bumle af sted, mens man sad i lag foran stinkende togtoiletter, og man blev ikke vasket i dagevis. Men frihedsfølelsen var berusende, og ankomsten til varmen, cikaderne og de kolde øl så meget desto skønnere. Op med teltet eller ind på det billigste værelse, man kunne få. De seje- ste boede direkte på stranden.    LÆS OGSÅ: Julia Lahme: Hvad tager forældreintra tiden fra?   Efter nogle uger løb jeg tør for penge. Det var før mobiltelefonernes tid, og før nogen havde fået den vanvittige idé, at hele verdens befolkning skulle være i døgnkontakt. I Paris ringede jeg hjem fra en telefonboks for min sidste 5-franc. Min far var heldigvis hjemme og tog telefonen: ”Er du i Pariiis? Deeejligt!” Han virkede ikke synderligt bekymret over, at jeg næsten var flad. Det skulle nok gå. Og det gjorde det. Vi steg på det næste tog, mødte nogle flinke danskere i Holland – de gav os lidt penge til lidt mad – og vi nåede Danmark og traskede selv hjem fra provinsbystationen.   Vi havde oplevet ting, som vores forældre absolut ikke behøvede vide noget om. Vi var unge og alene ude i verden og havde festet rundt på alle tider af døgnet (min venindes kæreste kom hjem med en kønssygdom og et forklaringsproblem. Og jeg fik et brev fra en ung græker, der var overbevist om, at vi skulle være forældre …). Der var ikke sket noget. Og der var sket alt. Den sommer blev jeg voksen. I hvert fald en lille smule. Jeg havde lært, hvad det er at tage ansvar, handle og klare mig selv (og have det eventyrligt samtidig …).   I dag curler vi vores børn langt uden om den slags modnende eventyr. Fordi vi vil vide, hvad de laver, og hvem de er sammen med. Til deres eget bedste, siger vi. Vi burde sige: fordi vi selv har det bedst sådan. Spørgsmålet er, hvad det gør ved vores børn, at vi stækker deres frihed for vores egen trygheds skyld og på den måde forhaler deres modningsproces. Fordi vi er bange for at miste dem. Jeg ved, det er sådan, for jeg er selv sådan. Tanken om at sende min datter ud på samme tur, som jeg selv tog dengang, fylder mig med rædsel. England med fly og nogen, der tager imod i den anden ende? Okay så. Men ud i det blå i en måned? Not!   For nylig interviewede jeg Mikkel Beha Erichsen til Femina. Han tog selv turen til Grækenland som 14-årig og sagde:  ”Jeg kan godt undre mig over, at tingene går baglæns i forhold til den frihed og frigjorthed, vi vandt i 1960erne og 1970erne og måske lidt op i 1980erne … Vi er blevet mere forsigtige. (…) Det er livrem og seler (…). Det er meget mærkeligt at kigge på vores samfund nu og tænke 30-40 år tilbage.”   Hvad er der sket med os? Og er det godt? For vores børn? Nej. Vi er simpelthen nødt til at lære at tro på, at vi HAR givet dem de nødvendige værdier og værktøjer med. At de kan klare sig uden os. Tillid giver selvtillid. Så jeg er en curlingmor. Som går i gang med at feje for egen dør. Og giver slip på min datter (lidt ad gangen altså …).   LÆS OGSÅ: Tine Bendixen: Er vi de eneste der er her?