Tina Splidsboel: Tre mand og en baby

En råkold martsaften over middagsbordet i stearinlysets skær kan jeg ikke holde det i mig længere, og det ryger bare ud af mig, ligesom morgen-opkastet dagen forinden: ”Jeg er gravid.” Først tror de, det er en joke. Men det er det ikke. Jeg kan ikke længere kamuflere, at jeg ikke er den samme sprudlende, portvinsdrikkende roomie, de har kendt, siden de flyttede ind fire måneder tidligere. Jeg var i ottende uge og nærmere reduceret til en zombietræt afholdsdame med hang til ingefærdrik og taxa i stedet for cykel på arbejde om morgenen. ”Men vil I ikke godt lade være med at lave flytteplaner, før jeg er nået over den dér kritiske 12. uge ..,” bønfalder jeg mine to roomies. Jeg har som sagt kun kendt dem i godt fire måneder, og jeg gik helt bevidst efter jyske piger med søskende, da jeg skulle finde to nye at dele en femværelsers herskabslejlighed med. Fornuftigt valg! ”Hvad snakker du om, vi flytter da ingen vegne!” forsikrede de mig. Jeg havde da nok selv overvejet at flytte, hvis drømmekonstellationen bestående af tre singledamer i luksuslejlighed på Vesterbro pludselig skulle ”ødelægges” af en hovsababy lavet på en seksdagestur i Caribien. I de seneste måneder har langt de fleste troet, det var en joke, når jeg fortalte dem om mine lykkelige omstændigheder. Når de er kommet sig over chokket, har første spørgsmål næsten altid været: ”Jamen, hvad med din boligsituation?”. Ja, hvad med den? Jeg flytter da heller ingen vegne! Hvorfor skulle jeg dog det? Det kan godt være, min lille pige ikke får sit eget værelse, men det har babyer da heller ikke brug for det første års tid. Hun får heller ingen have, men skal vænne sig til at kravle op på en høj fjerdesal i den mindre pæne del af Vesterbro. LÆS OGSÅ: Tina Splidsboel: Generation fucked up er afblæst Hvad hun til gengæld får, er andet end en enlig mor at se på dag ud og dag ind. Hun får nemlig fornøjelsen af onkel Sanne og onkel Kristina, som de to roomies har døbt sig selv, og de påstår, at de rent faktisk glæder sig til at komme hjem fra arbejde til det lille nye medlem af ”familien”. Ikke alene bliver den potentielle mor-datter-symbiose brudt af, at der er andre menneskers voksne input til dagen. Ydermere får mor her også glæde af voksenselskab i barselsboblen. Min kommende lille datter, der indtil videre bliver enebarn, lærer, at der også er andre mennesker at tage hensyn til i hustanden. Med andre ord kan jeg kun se fordele ved at bo i et bofællesskab med mit barn. Ydermere er det en gave, når man har fundet så pragtfulde roomies, som jeg har. Dog minder mine omgivelser mig gang på gang om, at det er en utraditionel måde, jeg har valgt at bo på med et lille barn. Men hvem siger, man bliver en lykkeligere familie af at leve under mere traditionelle former? Gisp, hvor har jeg dog hørt mange få stress over, at de ikke har de rette boligforhold at få børn i. Hvad er nu det for noget sludder! Jeg nægter at tro, at børn får en bedre opvækst af at have deres eget værelse, at mor og far har et fancy samtalekøkken, og at den ultimative lykke defineres af en have, de små poder kan løbe frit rundt i. Jeg er vild med, at utraditionelle familieformer vokser frem, og jeg ville ønske, at endnu flere fik øjnene op for, at man kan leve og bo og indrette sig på andre måder, end tidligere generationer gjorde. I fremtiden bliver der flere selvvalgte enlige mødre med alle de donorbørn og hovsa-graviditeter med caribiske ferieflirter, og jeg under dem alle også at have en onkel Sanne og en onkel Kristina i husholdningen. Så skide være med grønne omgivelser, parceldrøm og eget værelse. For når alt kommer til alt er det vigtigste vel, at éns barn omgiver sig med søde, sjove og kærlige mennesker, der vil én det bedste. LÆS OGSÅ: Renée: Lykken er lig med kærlighed