Selvudvikling
12. juli 2012

Testosteron til Oestrogen!

Det er svedigt, det er rock’n roll, og så er det nærmest vintage. Smid dig ind på bagsædet og nyd turen og tonerne fra en institution i dansk musik, der i dén grad har benzinen – og musikken - i blodet.
Af: Lonnie Kjer
https://imgix.femina.dk/media/billeder/2012/juli/ivan-prim.jpg

foto: PR

"You Promised Rock'n Roll To Me", synger han fra hjertet og som om, han aldrig har bestilt andet. Det har han sådan set heller ikke. Navnet er Ivan Pedersen, og han har sunget sin sjæl ud i over 40 år - og bliver ved. Og heldigvis for dét, for manden har aldrig sunget bedre, end han gør nu. Og det er ikke, fordi der manglede hverken energi, høje toner eller teknisk kunnen, da han skrålede løs som 25-årig med lange krøller og selvtilliden i orden.
"Det var dengang, hvor man med livet som indsats higede efter opmærksomhed og brugte sindssygt mange kræfter på noget, folk dybest set var ligeglade med," siger han selv om ungdomstiden.

Backseat i femte gear!
Tyve albums og et par sølvstænk i håret senere indtager Ivan og Backseat førersædet endnu engang med singlen "You Promised Rock'n Roll To Me". Og hvis du forestiller dig en aldrende herre, der halser efter energien og leverer stille, romantiske sange, serveret fra en barstol, må du tænke om igen. For selvom han også kan dét, er der er dømt blod, sved, tårer og energi på højniveau, når toptunede Ivan og resten af flokken trykker sømmet i bund og spiller loftet af landets spillesteder. Og dét gør de lige nu. I dén grad.
"Og når vi spiller allerbedst, handler det aldrig om hyren, eller hvornår man skal hjem eller regningerne, der skal betales. Så handler det kun om at få lov til at blive ved med at spille," siger manden, der har formået at gøre musikken til sin levevej, både som udøvende kunstner og som storlevenradør af sange og tekster til andre kunstnere.

Begejstret Backseat'er
Og det er mindst lige så sjovt at være Ivan Pedersen i dag, som det var dengang. Bortset fra en enkelt ting.
"Det eneste ærgerlige er jo, at jeg ikke har så meget tid tilbage til at udnytte alt dét, jeg ved nu," fortæller han i en pause mellem spillejobs fra feriehuset på Samsø.
"Men fornemmelsen, når jeg har skrevet sang, jeg er rigtig glad for, er lige fantastisk hver gang. Og det er vildt at tænke på, men man kan bare aldrig blive kølig og velovervejet, når det handler om musikken. Man bliver ramt, og man kan sgu blive så glad, når man gør det igen," siger han begejstret.

Pedersen på rock'n roll-pension
Kølig er muligvis også det sidste ord, man vil sætte på manden, hvis entusiasme for musikken og for ordene overdøver næsten alt andet. Lige nu går han tygger på ordet, der skal være det kommende albums titel.
"Vi tænker lidt på 'vintage', for man bliver jo nødt til at finde eller anden forklaring på, hvorfor folk som os spiller den slags musik, som vi gør" griner han.
"Der er jo intet som helst nyt under solen her hos os."
Men det er godt nok til os, Ivan. Og lidt til. Og du er ikke blevet gammel. Men måske er du bare blevet gammel nok til at spille rock'n roll?

Hør "You Promised Rock'n Roll To Me" her!

BACKSEAT SKAL HØRES LIVE!
20.07.2012 - Galleri Munken, Løkken
21.07.2012 - Galleri Gajhede, Skagen
01.08.2012 - Esbjerg Bypark, Esbjerg
02.08.2012 - Sommer ved Søen, Kolding
18.08.2012 - Kosmorama, Skælskør

Vind Laust Sonne! Ikke dårligt, hva'?

Vi har sagt det før, men … "Kvinderock? Ja tak"

Debatten er din! Deltag her!

Læs også