Selvudvikling
14. februar 2017

Tal mere om penge – det uventede trick til et bedre parforhold

Taler I om penge derhjemme? Mange par taler ikke om økonomi – af bar skræk for, at det vil ødelægge forholdet. Men faktisk er det lige det omvendte, der gør sig gældende. At snakke om penge styrker nemlig kærligheden. Men hvordan gør man?
Af: Anna Casall
penge

oversættelse: Marianne Arnvig, Foto: Panthermedia/All Over Press

– Penge udløser mange følelser hos os. Ofte har vi forskellige indstillinger til, hvad pengene skal bruges til. Og taler vi ikke åbent om det, fører det til frustration og irritation, som går ud over forholdet. Mange par er utilfredse med deres økonomi og skændes om penge, mener den såkaldte besparelses-terapeut Karin Nordlander.

Et eksempel er, at den ene ofte styrer mere end den anden, hvad pengene skal bruges til. Det er ikke decideret aftalt, det er bare blevet sådan. Det kan handle om, at den ene har en dyr hobby, køber dyr elektronik eller meget tøj. Hvilket kan resultere i en masse reaktioner fra den anden; f.eks. at man ikke føler sig værdsat, eftersom partneren synes at prioritere sine interesser højere end f.eks. en fælles ferie. Man kan blive urolig: Hvordan skal vi få råd til det ene eller andet? Sparer vi nok op? Eller også synes partneren, der gerne vil bruge flere penge, at den anden holder én tilbage: Kan vi ikke unde os selv lidt godt? Ofte tjener den ene mere end den anden. I de fleste tilfælde er det manden.

– Hos mange par har manden derfor flere penge til rådighed, uden det er planlagt. Og det kan føles vældig uretfærdigt for partneren, samtidig med at hun måske tvivler på, om hun har ret til at ”kræve” lige så meget.

Få flere penge til rådighed

7 trin til økonomisk frihed

Penge er lig med tryghed

Den, der tjener mindst, føler sig ofte afhængig og mindreværdig – hvis man ikke taler om, hvordan det kan løses.

– Det medfører også, at man føler sig utryg, fastlåst og underlegen. Og så reagerer man ofte på to måder: Enten vil man bryde ud, eller også undertrykker man sig selv for at behage den anden, eftersom man er bange for at blive forladt.

Er begge tilfredse med fordelingen, er der selvfølgelig ikke noget problem. Det er, når den ene eller begge føler sig utilfredse, at man skal tage hånd om situationen.

– Penge er enormt vigtigt for os, for vores tryghed og overlevelse. Derfor udløser det følelser af sårbarhed, når det kommer op til overfladen. Og det er ubehageligt. Ofte sker der også det, når man møder en ny partner, at man undgår at tale om penge. Det føles kedeligt og usexet. Og så tænker man, at det løser sig naturligt med tiden. Men det er sjældent, at det gør.

Vi undlader altså at tale om penge, fordi vi går ud fra, at det ikke er godt for kærligheden. Og vi vil undgå svære følelser. Men effekten er den modsatte.

– Det usagte skaber gnidninger, der ødelægger nærheden, respekten og tilliden. Vi skal turde sætte spørgsmålstegn ved, hvordan vi tænker, mener Karin Nordlander.

Hvis man f.eks. bor sammen, er det nødvendigt at den, der tjener mest, tænker mere på helheden.

– Penge spiller en vigtig rolle, men der findes også andre værdier, der er vigtige for helheden: som at arbejde på deltid og være nærværende i det hele taget. Hvis man ikke har råd til en stor båd eller skal stoppe med at ryge – så behøver man jo ikke se det som, at man mister privilegier. I stedet prioriterer man det, der er godt for forholdet og familien. Der er udelukkende fordele.

– Det kan også være klogt, at den, der tjener mest, sponserer den andens pensionsopsparing for at øge følelsen af tryghed. Og det er godt for forholdet, hvis begge har lige meget til rådighed, når de faste udgifter er betalt. Pointen er, at det skal være ”os”, der er udgangspunktet: Hvad har vi råd til? Hvad skal vi prioritere? Hvad skal vi vælge fra? Hvordan kan vi føle os jævnbyrdige?

Spar penge – prut om prisen

Hvordan kommer man i gang?

– Start med at gennemtænke: Hvordan har jeg det? Hvad føler og tænker jeg, når min partner håndterer penge på den ene eller den anden måde? Hvordan tolker jeg den opførsel? Hvad er jeg bange for? Hvordan får jeg det bedre? Lad også din partner overveje disse spørgsmål. Sæt jer efterfølgende i ro og mag og tal om det.

Begynder en af jer at blive irriteret eller havner i forsvarsposition, så tag en kort pause.

– Det er vigtigt, at I begge to bevarer roen. Ellers ender I hurtigt i de sædvanlige skænderier, og det fører ingen steder hen. Beslut, at når den ene taler, skal man udtrykke sig på en ikke-anklagende måde: ”Når du gør sådan, bliver det sådan for mig.” Og den anden skal lytte uden at afbryde eller føle behov for at forsvare sig. I skal skiftes til at tale og lytte.

Husk også at adskille følelser og løsninger.

– Jeg møder mange, der taler forbi hinanden. De tror, at de taler om det samme, men så viser det sig, at den ene fokuserer på, hvordan det føles, og den anden på konkrete løsninger. Begge dele er vigtige at tale om, men hver ting til sin tid. Og det skal ikke hastes igennem.

Skal man altid have fælles økonomi?

– Nej, det varierer. Men lever man sammen og har hjemmeboende børn, anbefaler jeg fælles økonomi. Eller i det mindste en fælles konto til alle løbende, fælles og faste udgifter. Man kan også have en opsparingskonto sammen, hvor man er enige om vilkårene fra starten, inden pengene bruges. Hvis man vil, kan man derudover have hver sin konto, hvor man deler det beløb, der er tilovers, ligeligt.

Derudover findes der ingen generelle retningslinjer for, hvad der er bedst.

– Det, der er vigtigt, er som sagt det, der er godt for parforholdet.

3 almindelige pengekonflikter – og løsninger

1. Spar og brug

Den ene bruger, mens den anden har større behov for at spare og have en opsparing. Brugeren føler sig ofte uansvarlig og som et barn. Spareren bliver urolig, oplever sig af og til udnyttet og indtager let en formanende forældrerolle.

Sådan gør I: Tal igennem, hvad I synes, pengene skal bruge til. Og at det er jeres fælles penge, ikke den enes eller den andens. Hvordan kan I finde en balance? Man kan f.eks. have en fælles konto til de løbende udgifter og sammen bestemme, hvor meget der skal spares op hver måned – og så bruge resten hver for sig, som man vil. Fortæl også om jeres følelser. Den, der sparer, oplever måske uro, når pengene fosser ud. Den ødsle bruger måske shopping som trøst. Forsøg at komme til bunds i de følelser, der ligger bag hver jeres adfærd.

2. Økonomisk utryghed

Den ene sparer penge op i skjul, for eksempel i pensionsfonde. Mens den anden slet ikke har råd til at spare det samme op. Det skaber stærke følelser af utryghed og svigt – når det opdages. I tilfælde af skilsmisse er det nemt at regne ud, hvem der bliver taberen økonomisk. Taberen rent følelsesmæssigt bliver derimod ofte den, der har sparet op i skjul – eftersom voksne børn ikke sjældent vælger at tage afstand fra den adfærd. Som sagt: Der findes andre værdier i livet end penge.

Sådan gør I: Vær altid åben og ærlig. Og uanset hvor meget man tjener, er det vigtigt, at begge får en ligeværdig pensionsopsparing.

4. Luksus kontra budget

Bor man hver for sig, har man ofte hver sin økonomi. Og det er en god løsning, hvis begge har nogenlunde lige mange penge at gøre godt med. Ellers er det ikke usædvanligt, at den, der tjener mest, er vant til at bruge mere – hvilket den anden ikke har råd til.

Sådan gør I: Hvis I er tilfredse med at have en striks opdeling, så må det være den med mere begrænset økonomi, der sætter dagsordenen for de fælles aktiviteter og rejser. Så må begge f.eks. bo på vandrehjem i ferien. Hvis den, der tjener mest, ikke vil det, må vedkommende helt enkelt betale forskellen for den anden – for sin egen skyld.

Læs mere om:

Læs også