Susanne Bier: "Jeg vil bare gerne fortælle historier"

Der er i den grad bud efter den dygtige danske filminstruktør Susanne Bier. Ikke mindst i disse dage, hvor hun er aktuel med Netflix-filmen ”Bird Box” – en postapokalyptisk thriller med superstjernen Sandra Bullock i hovedrollen som kvinden Malorie, der gravid og sårbar pludselig befinder sig i en truende verden, hvor man må bære bind for øjnene for ikke at gå til grunde. En stor og imponerende produktion med en stjernespækket rolleliste, der ud over Bullock også byder på blandt andet John Malkovich. Filmen er baseret på en roman af Josh Malerman, mens Eric Heisserer har skrevet manuskriptet.

Susanne Bier var begejstret for sit samarbejde med Sandra Bullock.

– Hun er superdygtig og har en klokke-ren timing. Jeg har aldrig mødt nogen anden, der har den form for timing. Samtidig har hun en skrøbelighed og er meget smuk, men hun er ikke fremmedgørende smuk. Som kvinde føler man sig ikke intimideret af hende, forklarer Susanne og indrømmer, at det har været nogle krævende optagelser – både fysisk og psykisk.

– Vi stod jo der ved en voldsom flod med to små børn, en masse bekymret sikkerhedspersonale og så en stor stjerne, som rent faktisk insisterede på at have bind for øjnene, mens hun løb rundt imellem en masse træer. Som instruktør er man ansvarlig for det hele. Jeg kan godt mærke, at jeg nu bagefter kan tænke: Godt, det gik godt, og godt, at hun kun én gang stødte ind i kameraet. Jeg vil så sige, at Sandra har en fantastisk humor, som gør alt meget lettere. Hun er også typen, der, når man kommer ud i bilen klokken 5 om morgenen og er på vej til settet, har lagt tre beskeder på min svarer om, at hun for eksempel synes, at lige dén replik skulle være lidt anderledes. Eller om jeg synes, at det skal være lige dén skjorte. Hun er turbo-flittig og dedikeret.

LÆS OGSÅ: Susanne Bier: Jeg er verdens dårligste husmor

Susanne Bier: Der skal være håb

I filmen er fremtiden uvis. Det er livsfarligt at bevæge sig udenfor, og ingen ved rigtigt, hvad der venter derude. Kun, at det er noget frygteligt, noget, der kan koste én livet. Men hvad med Susanne, går hun selv rundt og bekymrer sig om fremtiden?

– Det tror jeg, at vi alle gør i øjeblikket. Jeg tror også, det var derfor, vi følte, at filmen var rigtig at lave lige nu. Men jeg ville ikke have lavet den, hvis ikke der også var et stort element af håb i den. Jeg tror ikke, at man som publikum har lyst til at sidde tilbage efter at have set noget post-apokalyptisk med en fornemmelse af at være halet ind i et sort hul. Der skal være håb.

Hvad er din største frygt?

– Jeg tror, jeg har det ligesom alle andre. Jeg frygter mest af alt, at der skal ske noget med mine børn eller dem, som er tæt på mig. Det at blive og være forælder gør noget meget fundamentalt ved én. Der sneg sig i hvert fald en angst ind hos mig, da jeg havde fået børn, som aldrig havde været der før. Sådan et urinstinkt, der betød, at jeg bare skulle passe på dem for enhver pris. Det er jo også det, den her film handler om. Det at være forælder og at være mor, og filmen tegner et portræt af en mor, som er meget usædvanligt. Jeg har i hvert fald ikke set det før.

Rød løber og presse

Der er meget hype omkring de store internationale produktioner, hvordan tackler du det?

– Da jeg gik i gang med at lave store internationale film, besluttede jeg mig for at ignorere den del af det. For i sidste ende er min opgave at få hvert eneste minut til at være levende, underholdende og spændende. Det er det, uanset om det er en dansk eller en international film. Hvis ikke jeg holder øjnene på bolden, så kommer det til at handle om alt det forkerte, siger Susanne, der ser det som en del af sit job at deltage i events og lave presse.

– Jeg gør det, men jeg gør det, fordi det er en del af mit arbejde. Mit arbejde er at fortælle nogle historier, som er gribende. Det er det, der optager mig. Og det har det altid været. Det er vigtigt at kende det, man er optaget af, så man ikke bliver forvirret. Med så stor en film som denne her er der meget rød løber og presse. Det hører med, men det er ikke derfor, jeg gør det.

LÆS OGSÅ: Alberte Winding: Jeg er i tæt kontakt med tårerne

Jeg er den, jeg er

Susannes karriere har været brolagt med succes. Blandt andet vandt hun både en Oscar og en Golden Globe for ”Hævnen”, og i 2016 fik hun en Emmy Award for serien ”Natportieren”. Hvordan undgår man at miste fodfæste med al den anerkendelse og beundring?

– Jeg er så heldig, at jeg har en familie, der er glade for, at det går godt, men de ville elske mig lige så højt, hvis det ikke gjorde. De er virkelig gode til at holde min jordforbindelse i orden. De er sådan lidt: Det er skønt, at det går godt, men hvad skal vi have til middag… Det, tror jeg, er enormt sundt. Man kan meget nemt ende i en verden, hvor man selv begynder at tro på den illusion, som andre har om en. Nu er jeg kommet her i dag uden sminke på, men hvis jeg for eksempel begyndte at tro på, at jeg virkelig så ud, som jeg gør, når jeg har fået lagt fuld makeup, så ville det være forfærdeligt. Jeg ved jo godt, at virkeligheden er en anden. Hvordan skal man kunne fortælle historier om almindelige mennesker, hvis ens eget liv slet ikke har noget at gøre med virkeligheden? Jeg er normalt ret god til at undgå virkeligheden, men jeg ved, at den er der.

Du undgår virkeligheden?

– Ja, når jeg arbejder, så når jeg ikke at gå i supermarkedet for eksempel. Jeg har ikke særlig meget tid til at leve et normalt liv, men jeg er godt klar over, at det er der, og jeg ved, hvad det består af. Og så er jeg ikke så optaget af, hvem andre tror, jeg er. Jeg er den, jeg er.