Stop selvhadet, kvinde!
29. januar 2009Skulle enkelte læsere være i tvivl om, hvem de to damer er, så lad mig starte med en kort præsentation. Og den bliver kort, ellers er der ganske enkelt ikke spalteplads nok i bladet til at beskrive mødet mellem de to livskloge og højtråbende energibomber. Renée Toft Simonsen er tidligere supermodel, psykolog, forfatter og brevkasseredaktør. Det er hende, som har skrevet de populære Karlabøger, som Charlotte Sachs Bostrup, skuespiller og filminstruktør, nu har filmatiseret den anden i rækken af.
I "Karla og Katrine" inviterer 12-årige Karla Katrine med på sommerferie i håb om, at de kan blive bedste- bedsteveninder. Endnu en gang bliver vi draget ind i Karlas skæve og realistiske univers i en skilsmissefamilie, hvor alting bare kan være helt forkert, men altid ender rigtigt på sin helt egen måde. FEMINA mødte Renée og Charlotte inden premieren til en snak om Karla, kvinder, kærlighed - og alt det, der ligger midt imellem.
DEPRESSIONER, NEUROSER OG ANDET HALLØJ
Charlotte: - Det, der adskiller Karlabøgerne fra den børnelitteratur, man ellers ser, er, at der er en dyb psykologisk indsigt i dem. De rummer de samme elementer som en god voksenroman, fordi det ikke bare er nogle børn, der kommer ud for en masse ting, men børn, som har et følelsesliv og et intellekt og alle de psykologiske nuancer, mennesker har.
Renée: - Jeg har et helt klart sigte med Karlabøgerne, og det er at, man skal tage børn alvorligt. For det gør jeg. Og jeg tror, ungerne kan identificere sig rigtig meget med Karla, fordi hun er ud af en helt almindelig skilsmissefamilie med sammenbragte børn og alle de glæder og sorger, dét fører med sig. Sådan ser tingene jo ud i dag, og det er nok også grunden til, at jeg får så mange tilbagemeldinger fra børn, som siger: "Karla ... jamen det er jo mig!"
- Hvem er Karla inspireret af?
Renée: - Der er meget af mig i Karla, men der også meget af min datter - og noget universelt menneskeligt, for hun er jo en sammensat lille person. Jeg er selv skilsmissebarn, og Karla er modelleret over min egen familie - både min oprindelige og min nuværende, som også er skilsmissefamilie med sammenbragte børn og det hele ...
Charlotte: - Ja, vi er mange! Min egen mor og far blev først skilt, da jeg var 20, men jeg er selv skilt og har to børn. Så jeg kender godt det dér med at være splittet mellem mor og far.
Renée: - Den følelse, som Karla har af ikke altid at blive set, er helt klart samme følelse som den, jeg har med fra min egen barndom. Vi oplever jo alle sammen ikke at blive set, hørt og taget vare på - nogle mere end andre. Og dem, som oplever det rigtig meget, tager rigtig meget skade, mens vi andre går sådan lidt småhaltende rundt og håber på, at livet skal hele os. Der er så nogle af os, som får lidt angstneuroser ...
Charlotte: - Ja, og lidt afhængighed og lidt depressioner og lidt halløj ...
Renée: - Ja ja, der er alt muligt stads. Men skilsmissefamilien er jo bare rammen for Karla - det her kan såmænd ske i alle familier.
Charlotte: - Men alt andet lige er det sværere at være barn i en skilsmissefamilie. Min påstand er, at dét ikke at kunne
være sammen med sin mor og far og dele hverdag med dem begge to, er en sorg for et barn - ligegyldigt hvordan du end vender og drejer det. Jeg tror, man skal ud i store ekstremer, før børn decideret foretrækker, at mor og far lever hver for sig. Børn har altid denne her længsel efter helheden.
Renée: - Og det bliver jo ved! Ved I hvad - jeg er 43, og selv om jeg ved, det aldrig vil være muligt, så kan jeg stadig sidde med fornemmelsen af, at de to mennesker, der passer bedst sammen i hele verden, det er min mor og far. Man tror, det er løgn!
Charlotte: - Og den smerte, der ligger i det, får man jo aldrig talt helt åbent om, fordi vi som forældre skal balancere mellem at være solidariske over for hinanden og over for børnenes følelser. Det er svært at forklare et barn, hvorfor man skal skilles, uden at man kommer til at sige noget dårligt om den anden. Derfor er der så mange usagte ting i skilsmisser, og det gør det svært for børnene at navigere rundt i.
- Jeg er jo så glad for den økonomiske krise, fordi den tvinger os
alle sammen til at få kigget på, hvad det er, vi har haft gang i de
seneste fem år, siger Charlotte.
AT TÅLE LIVET
- Har I så nogle råd til, hvordan man som forældre kan gøre tingene bedre?
Renée: - Overhovedet ikke! Man kan jo ikke sætte sig ned og lave Skilsmissens Ti Bud.
Charlotte: - Primært må det vel handle om, at man ikke bliver skilt. Om, at man finder den rigtige partner. Kunne det ikke være første bud?
Renée: - Dér tror jeg faktisk godt. Vi kunne lære noget af dem, der praktiserer arrangerede ægteskaber. For dem bliver det hele ikke så følelsesstyret ...
Charlotte: - Ja, det kan da egentlig godt være. For når vi vælger partner, gør vi det jo ofte ud fra, at vi føler en eller anden mangel i os selv, og derfor lader vi os trække imod en person, som vi føler kan give os, hvad vi savner. Det er jo først, når vi er fuldstændig afbalancerede, hele, sunde og harmoniske mennesker, vi virkelig er i stand til at indgå i en kærlighedsrelation, som har udsigt til at holde for evigt.
- Så skulle vi jo først begynde at få børn efter de 40?
Charlotte: - Ja, pisse upraktisk, ikke? Renée: - Eller også skulle vi simpelt hen bare fi nde ud af at være lidt mindre perfektionistiske. Og sige: Jamen, ved du hvad, det er en del af livet, det her. Sår og skrammer og rifter, og hvad der ellers kommer, det er noget, vi lærer af, noget, vi trives ved at komme igennem, og noget, vi udvikler os på baggrund af. Sådan er livet.
- En skilsmisse er også en del af livet, og det er en del af livet, at ungerne bliver helt vildt kede af det: Ja, men hej og goddag, ked-af-det-hed, og fedt du ku' komme! Nu har jeg nemlig noget at vokse på! Alt det dér perfektionistiske ... hvad er målet med det? I øjeblikket har jeg en kæphest, der hedder, at jeg skal lære at tåle. Tåle, at tingene ser ud, som de gør. Tåle, at jeg måske ikke er skide lykkelig i dag, eller at der bliver sagt nej til mig. At
der er noget, jeg ikke kan få, noget, som ikke lige blev, som jeg ville have det ...
RYNKEDE KNÆ
Renée: - Jeg er 43 år nu, lige over halvvejs, og ved I hvad - jeg synes, det er så skræmmende! Jeg kan blive helt bange for, om jeg er på vej ind i en krise!
Charlotte: - Så bare vent, til du bliver 45, så går det over. Altså herregud, så er det heller ikke værre! Så opdager man, at man ser fuldstændig ligesådan ud, som da man var 42. Og at man kan fuldstændig lige så meget - måske mere. Mine børn er blevet så store, at jeg er begyndt at få noget frihed igen ... jeg har masser af energi og skabertrang og virkelyst, og jeg er blevet dygtig nok til mit arbejde til, at jeg ikke behøver at gå rundt og bæve over alt det, jeg skal igennem.
- Hvad så med det kropslige forfald? Hvordan har I det med det?
Renée: - Jamen igen - du bliver altså nødt til at tåle, at dine knæ bliver rynkede, for det gør de. Og der er ikke noget at gøre ved det ... medmindre du vil sprøjte dig fuld af alle mulige ting. Dét nægter jeg simpelt hen! Du bliver også nødt til at tåle, at ham, du har fundet, måske ikke lige kan det og det, men så kan han til gengæld så meget andet, og hold op, hvor han dur til det!
- Der var altså nogle ting, du ikke fik, for den dér perfektion, den findes ikke. Heller ikke den med, at dine unger aldrig vil komme til at lide, fordi du altid er der éthundrede procent for dem. Gu er du da ej! Charlotte: - Vi er jo selv med til at holde liv i forestillingen om, at skønhed er noget, som kun kan komme ungdommen til gode, og at hvert eneste alderdomstegn nærmest er en sygdom. Det må vi kvinder simpelt hen holde op med! For hvad sker der med vores børn, når vi står foran spejlet og hiver kritisk i vores deller? Vi udsender så meget negativitet omkring vores krop og udseende og sprøjter selvhadet videre ind i dem.
Og helt ærligt - skulle jeg være mindre værdifuld, fordi der sidder to kilo mere på mig? Hvad er det for noget? Vi ved i dag, at hver eneste tanke og følelse, vi har, producerer nogle forskellige stoffer i kroppen, som går ind og enten styrker eller svækker de receptorer, der sidder på hver eneste celle i vores krop. Det vil sige, at alle de negative tanker er med til at svække din krop under opbygningen.
Det er videnskab og fysiologisk bevist. Så stop alt det selvhad, kvinder! Det gavner ingen. Jeg synes, vi kvinder i fælles fl ok skulle begynde at elske os selv lidt mere.
"Karla og Katrine" har premiere 6. februar i hele landet.
Blå bog
- RENÉE
43 år og gift med musiker og sanger Thomas Helmig. Parret har ét fællesbarn, Hugo på 10 år, og derudover består familien af Thomas' datter, Ida Marie på 16 år, og Renées to børn, Jens Christian på 13 og Ulrikke på 15 år, som hun har fra et tidligere forhold. Familien bor i Risskov ved Århus. - CHARLOTTE
45 år og kæreste med Erik Thadew Grum Moestrup, senior-IT-specialist for IBM. Charlottes datter, Anna Clara på 14 år, bor hos sin mor og Erik i Hellerup, mens sønnen, Theodor på 18 år, bor hos sin far.