Sofie Hagen: "Min tykke og nøgne mave på Instagram er en fuckfinger til systemet"

Jeg læste engang, at vægttabsreklamer altid fokuserer på mavefedtet, fordi maven er det sværeste sted at tabe sig, så det er dér, de kan fortsætte med at tjene penge – uanset hvor tynde folk bliver. Man skulle næsten tro, at vægttabsindustrien bestod udelukkende af mennesker bygget af lort, og at ingen havde intentioner om at gøre os sundere, og at alt handler om penge. Der kan man bare se.

Jeg startede med at lære at elske mit ansigt. Det var ret nemt, for ingen havde nogensinde kritiseret mit ansigt. Mine ben var lette at blive forelskede i – de har utallige ar som bevis på, at mine ankler til tider bare giver op og lader mig knalde mine knæ ned i diverse kant- og brosten.

Mit hår har samme farve som Joey fra ”Dawson’s Creek”, og hun var den første kvinde, jeg identificerede mig med, så det har jeg aldrig haft lyst til at farve.

Så lærte jeg at elske mine arme. Mine blævrende mormor-arme med sorte, tykke hår på. Den var svær. Men den onde skønheds-industris insisteren på, at jeg skulle hade dem, gjorde mig trodsig – og nu flagrer mine arme frit i vinden, og mine tørre albuer løfter mine pelsarme op i luften og hjælper med mig at række en fuck-finger til hele verdens skønhedsidealer.

Jeg har aldrig haft et problem med mine bryster. De har den funktion, de nu engang har, rent biologisk set: at tilfredsstille mænd. Jeg kan ikke komme i tanke om én eneste anden grund til at have bryster. Det er ikke, som om de ligefrem giver liv til babyer.

Og da jeg simpelthen ikke har haft tid til at læse nok dameblade om, hvad jeg ellers bør hade ved mig selv – mine størrelse 43 fødder, mit øjenbryn, mine asymmetriske kønslæber, bumser på numsen og uafblegede røvhul – har jeg det egentlig fint med det hele.

Men min mave. Der var en periode af mit liv, hvor jeg hadede at vise min mave. Jeg ville altid forsøge at skjule den under sex. Ofte ville jeg slet ikke have sex, bare så jeg ikke behøvede forsøge at skjule den. Min mave var min nemesis. Den ene ting, jeg havde svært ved at lære at holde af. Ikke engang da krops-positivitets-bølgen ramte. De fleste plus-size-modeller havde jo flade maver.

Det eneste, der var rigtigt plus-size ved dem, var deres hofter og lår. Ligesom Beyoncé, Adele, Tyra Banks, og hvem de nu sang “I like big butts and I cannot lie” om. I mellemtiden lå jeg og min store mave ellers i halv-mislykket fosterstilling (maven er i vejen for en rigtig fosterstilling) og sang “I like big stomachs and actually, I’m going to lie about that because the world does not seem ready for that yet”.

Jeg måtte omprogrammere min hjerne fuldstændig. Jeg havde ingen forbilleder – at finde selvsikre, sexede og smukke kvinder med bar, tyk mave var umuligt. Så jeg kiggede mig i spejlet. Rørte ved min mave. Omkodede alt, jeg havde lært. At have en tyk mave er smukt. At have en tyk mave er lækkert. Den er blød at ligge på, den passer godt på mine organer, den er kurvet, rund og sexet. Den er min, og den fungerer. Gentag, til du tror på det.

Skønhed er subjektivt. Så jeg vælger at være et af de mennesker, der elsker tykke maver. Min store, tykke, bløde, blævrende, sexede mave.

Jeg smed et billede af den på Instagram. Og så et til. Intet filter kan få din mave til at se mindre ud. Så dér var den. I al sin smukhed. Og smuk er den – for den var det sidste, jeg manglede at acceptere. Det er det lille flag på toppen af bjerget, der indikerer en sejr. En sejr over det bjerg, som er patriarkatet, der tjener penge på, at teenagere kaster deres aftensmad op. Min tykke og nøgne mave på Instagram er en fuckfinger til systemet. Og det – mere end dellerne og blødheden og strækmærkerne – elsker jeg den for.

Læs også: Hvorfor er det mere acceptabelt at være en dum skid end at være tyk?

Læs også: Q's store guide til plus size-shopping