Sofie Gråbøl: Det er voldsomt, hvad juleaften skal bære på sine stakkels granbeklædte skuldre

Sofie Gråbøl om juleaftens-traumer, om at fylde 50 og om sin flyvende karriere

Historien i ”Den tid på året” kan minde lidt om Thomas Vinterbergs ”Festen”. Forstået på den måde, at man som tilskuer havner midt i en særdeles velkendt type af familiefest, hvor dramaet mellem hovedpersonerne står slalom ud og ind mellem rødkål og andesteg. Ih, hvor vi alle sammen kender det, for hvem har ikke i erindringen en eller flere historier om en juleaften, der gik en smule skævt, fordi alle anstrengte sig alvorligt meget for, at den skulle blive god på lige præcis deres måde?

Juleaftenen i ”Den tid på året” styres af familiens storesøster, der spilles af Paprika Steen, som også har instrueret. Storesøster lægger hus til, og hun vil gerne styre det hele, men det kan være svært, når alle har hver deres dagsorden for den vigtige aften. Sofie Gråbøl spiller lillesøster Barbara. En kvinde, der gerne peger på, hvad hun synes er forkert ved alle andres opførsel. Selv bidrager hun til festmåltidet med rødkål, der smager så rædselsfuldt, at den hvert år bliver smidt ud bag hendes ryg. Barbara ser ikke sig selv, som de fleste andre ser hende.

− Jeg var glad for rollen som Barbara af flere forskellige grunde. Dels fordi jeg synes, det er længe siden, jeg har været med i det, jeg vil kalde et komediedrama. Jeg nyder at kunne spille på det komiske i et drama og give den en på lampen med et portræt af et menneske, der er fyldt med selvbedrag. Barbara er sjov, fordi jeg ofte ellers spiller elskelige karakterer, som man hepper på. Derfor gned jeg mig i hænderne over at få en rolle som denne her, siger Sofie.

LÆS OGSÅ: Sofie Gråbøl efter brystkræft: Det er det sorsteste, jeg har oplevet

Sneg andestegen med

Allerede meget tidligt i produktionen af ”Den tid på året” var læseprøverne ved at svømme over af de medvirkendes lidelseshistorier om julen. Og Sofie Gråbøl selv har også haft både sine små og store juleaftens-traumer:

− Jamen jeg har så mange forskellige oplevelser. Nogle er decideret traumatiske oplevelser, og så er der dem, man griner af, når der er gået nogle år. Det er faktisk meget voldsomt, hvad juleaften skal bære på sine stakkels små granbeklædte skuldre. En familiesammenkomst kan være en udfordring i sig selv, og juleaften er meget lang i forhold til en fødselsdag, hvor det hele er overstået på et par timer med boller, kage, sang og fokus på en enkelt person. Juleaften kan næsten vare et helt døgn, og vi har på en helt anden måde alle sammen aktier i den aften. Jeg kan også mærke på mig selv, at det er utroligt, hvad julen aktiverer af forventningens glæde. Jeg elsker julen på en barnlig måde på godt og ondt. Jeg er også sådan en, der kan sidde dagen efter og sige: ”Forhelvede Sofie, nu må du slappe af. Hvad er det, der gik galt?” Jeg bliver så let skuffet, hvis det ikke bliver så hyggeligt, som jeg gerne vil have det.

Hun har siden skilsmissen i sin tid holdt jul med sin eksmand og børnene og gerne med medlemmer fra begge familier. Et par gange har det dog været ved at gå galt. Ikke på grund af den sammenbragte familie, men på grund af menuen.

− Der var et år, hvor min eksmand besluttede at servere lam, hvilket jeg syntes var en supergod idé. Det er da en form for bibelsk dyr, skulle man synes. Men der var altså nogle mennesker, der blev så rystede, at de havde taget andestykker med i tasken, som de sneg op på bordet under middagen. Vi har jo alle sammen en jul, der er rigtig for os, og dermed har vi en hel stribe forskellige lamper, der skal blinke, før vi har pladen fuld i vores eget julebanko fra salmer over gaver til mad. Det er svært for alle at opnå det hver eneste juleaften. Jeg har da også selv haft nogle projektioner, hvor jeg har sagt, at det, der skulle ske, var for børnenes skyld, hvor det nok nærmere var for min egen skyld. At de skulle leve min drøm ud om en fantastisk juleaften. Børnene er jo ofte ikke så krævende som de voksne. De synes bare, det er hyggeligt, at man er sammen.

LÆS OGSÅ: Paprika Steen: Der skal brede skuldre til mig

50 år

I sommer fyldte Sofie Gråbøl 50 år, men hun er generelt ikke meget for at holde fødselsdag.

− Jeg har jo fødselsdag i sommerferien, hvor de fleste mennesker alligevel er væk, og så har min datter fødselsdag præcis en uge efter mig, og min søn en måned før, så jeg har ikke noget behov for at sidde og vælge instrumenter i en fødselsdagssang. Sidste gang, jeg holdt noget, var, da jeg rundede 40, og det hjørne var forkrampet og neurotisk for mig. Jeg var lige blevet skilt og havde ikke det store overskud. Derfor havde jeg ikke brug for, at nogen slog på glasset og lagde hovedet på skrå og sagde, at det hele nok skulle gå. Der var lidt livskrise over det. Sådan havde jeg det ikke med at blive 50. Jeg var jo meget syg af kræft for fem år siden, og der var jeg igennem en række eksistentielle overvejelser. Hvis ikke jeg havde været syg, havde jeg nok haft en krise nu i stedet for. Jeg tog min familie med til Sydfrankrig, vi var 13 mennesker i alt, og det var rigtigt rart. Da vi nåede frem til dagen, købte vi takeaway fra torvet og fik en flaske champagne, jeg havde med hjemmefra. Og så ville jeg egentlig holde stor fest for vennerne senere, men nu er tiden gået, og det er ikke sket endnu. Det er typisk mig. Kan man holde en fest et halvt eller et helt år efter?

Tvivlen forsvinder aldrig

I den alder skulle man synes, Sofie Gråbøl havde fundet sig til rette i skuespillerfaget. Det har hun også, men alligevel forsvinder usikkerheden nok aldrig helt.

− Jeg mærkede den meget tydeligt i Cannes, hvor vi var nede med Lars von Triers nyeste film. Jeg har altid haft det svært med at stå på en rød løber – jeg får lyst til at grave mig ned i et hul. Lars von Trier skulle generobre festivalen efter syv års pause, og der var lagt op til et stort øjeblik. Alligevel kunne jeg mærke en følelse af ubehag, da jeg stod og klædte om til min guldkjole. Koldklamme håndflader, du ved. Og den røde løber dernede ligner jo en landingsbane til en jumbojet. Størrelsen på den var intimiderende. Jeg kan huske, jeg tænkte, at hvis ikke jeg havde lov til at stå her nu efter at have været i filmbranchen, siden jeg var 17, hvornår helvede måtte jeg så? Det lykkedes mig ikke helt at komme over den følelse. Jeg kunne på en måde først nyde det, da jeg var kommet hjem.

Sofie Gråbøl er så småt ved at være klar til jul igen. Hun håber, den bliver lige så god som sidste år:

− Vi optog jo Paprika Steens film i hele december måned sidste år. Den ene dag skulle vi spise and hele dagen, og den næste dansede vi om juletræ i 10 timer og så videre. Det var ret surrealistisk at spille julen så intenst og så tage næsten direkte hjem og holde vores egen jul lige bagefter. Jeg havde aldrig før været så glad for at holde jul med min egen familie. Alle julemyoserne var jo masseret, så at være med i "Den tid på året" var som at have været i juleterapi, så jeg bedre kunne slappe af bagefter. Jeg håber, filmen kan have samme rensende effekt på dem, der ser den i biografen.

Et lille udpluk af Sofies cv

• Født 30. juli 1968.
• Selvlært skuespiller og har aldrig gået på teaterskole.
• Har været nomineret seks gange til Bodilprisen og har vundet for Anders Refns ”Sort høst” og Henning Carlsens ”Oviri”.
• Har spillet Queen Margaret af Skotland i teaterstykket ”The James Plays” i både Skotland og England.
• Var med i den engelske tv-serie ”Fortitude”, hvor tredje sæson er i produktion i øjeblikket.
• Filmaktuel med Paprika Steens "Den tid på året" og Lars von Triers ”The House That Jack Built”.
• Blev skilt i 2006 fra Jakob Thuesen, med hvem hun har børnene Gudrun og Bror.