Selvudvikling

Sig nu fra, og sig til i stedet

af Julia Lahme 21. juni 2012
Vi kvinder har det hårdt. Vi har arbejde, vi har børn, vi vil se godt ud, vi vil spise sundt og løbe rundt om den ene sø efter den anden. Vi vil det hele. I stedet for selv at navigere i alt det, der gør vores liv anstrengende, spekulerer vi i at sige fra. Jeg tror tværtimod, vi skal sige til

Jeg er ved at få pip. Og kuller. Af en sætning, vi kvinder siger til hinanden, os selv og alle andre så tit og i så mange varianter, vi overhovedet kan komme til: "Sig fra."Vi fortæller vores veninder hele tiden, nonstop og evig og altid, at vi skal huske at "sige fra". Vi skal sige fra over for krav fra vores mænd, vores børn, vores arbejde, os selv, modebranchen, dem, der mener, vi skal løbe for at leve godt. Alt og alle, inklusive svigermor.

For vi danske damer mener nemlig selv, at vi har det pissehamrende hårdt. Vi mener, at det nærmest er umuligt at have fuldtidsjob, og at ingen da kan forvente, at vi skal kunne holde til at skulle det hele. Derfor siger vi til hinanden, at vi skal sige fra. Vi bakker hinanden op i at sige fra, i at stoppe op og i at kræve mere fleksibilitet og tid til os selv. Vi mener, det er nu, vi skal sige nej og sige stop, og indimellem mener vi også, vi skal sige op. Vi støtter hinanden i, at livet er hårdt, og kalder os gode veninder, når det er det, vi støtter hinanden i. Men siger vi så fra? Nej. Det gør vi ikke. Vi lukker munden og brokker os hemmeligt i stedet.

Jeg kender kvinder, der planlægger børn tidligere, end de måske i virkeligheden ønsker sig, fordi de ikke kan geare ned på arbejde og virkelig trænger til en pause. Den pause, de kan få, er en barsel. Jeg kender kvinder, der har sex med deres mand, selv om de ikke har lyst, bare for at slippe for at sige fra. Jeg har mødt kvinder midt i 30'erne, der ikke orker at have ambitioner for sig selv, men lader, som om de har det, fordi de ikke kan sige fra, når andre taler til dem om deres karrieremål.

Så på den ene side messer vi løs til hinanden om, hvor meget vi skal sige fra. Og på den anden side gør vi det ikke - måske fordi vi stadig lever i den kollektive vildfarelse, at vi som kvinder skal please hele verden? Men hvis det, vi gør, ikke virker, var det så ikke på tide at prøve noget nyt?Hvad nu, hvis vi i stedet for at sige fra hele tiden - eller planlægge engang at gøre det - i stedet sagde til? Hoppede på udfordringerne, når de kom, og måske endda sagde til, når vi havde brug for hjælp til at løse dem. Hvad ville der ske, hvis vi begyndte selv at tage en eller anden form for ansvar i stedet for at føle, at livet er noget, der sker for os?

Der er opstået en lille snert af offerfølelse hos os danske kvinder. Ja, vi har det hårdt. Vi har arbejde, vi har børn, vi vil se godt ud, vi vil spise sundt og løbe rundt om den ene sø efter den anden. Vi vil det hele. I stedet for selv at navigere i alt det, der gør vores liv anstrengende, spekulerer vi i at sige fra. Jeg tror tværtimod, vi skal sige til. Jeg tror, vi skal sige ja til det sjove, ja til os selv og ja til hinanden og til at sætte handling bag ordene i stedet for at dukke os for konflikter og uenighed. Sige til til det, vi vil; og lade være med at gemme os bag selvretfærdigheden. De fleste af os bærer nemlig selv en del af ansvaret. Så i stedet for at sige fra over for, at det i aften nok endnu en gang bliver mig, der har ansvaret for natten med ham på syv måneder, vil jeg sige højt og tydeligt TIL. For nu er det min tur til at sove, og min kære mands tur til at få dejlig natlig nærhed med en skøn og vågen bebs. TIL.

Tine Bendixen: Tager du p.. på mig?

Lonnie Kjer: På bagkant med haven 

  Forfatter og etnolog Julia Lahme, 35 årDårligste vane: Nikotintyggegummi, kaffe, chokolade, sko. Alt i rigelige mængder.Største fejltagelse: Ikke at holde godt nok fast i alle dem, jeg holder af.Bedste beslutning: At få rengøringshjælp og dermed redde mit parforhold.Motto: Der er en særlig plads i helvede til kvinder, der ikke hjælper hinanden.