Selvudvikling

Sex frem for Facebook

af Camilla Kjems 12. november 2009
Mens sex flasher løs på TV, på internettet og på bladhylderne i børnehøjde … glemmer vi, HVORFOR det er så vigtigt

"Man skal passe på sit sexliv, mere end man skal passe på sit sukkerforbrug (…). Der er noget universelt forløsende i et erotisk møde, som er meget dyrere end det, vi har på sidebenene."Ordene stammer fra en artikel i denne uges Femina, og da jeg læste dem, tænkte jeg bare yes! For i dette udsagn ligger der flere vigtige pointer.1: Vi kvinder kan gå så passioneret op i de små poder, jobbet, looket, hjemmet og vægten - men hvad er det sidste, vi kvinder typisk prioriterer i en travl hverdag? … sex. For når den tid oprinder, hvor dagen går på hæld, og der endelig er ro på, er vi SÅ trætte, at vi lægger låg på vores libido, kysser manden lidt for tantet godnat, vender ryggen til … og sover. Sex kommer ofte nederst på prioriteringslisten.2. Citatet gjorde også en anden pointe tydelig for mig. I bund og grund er det jo ikke, fordi vi ikke ved, at sex er vigtigt. Sex er jo overalt efterhånden - men måske netop derfor er det begyndt at klinge lidt hult. For mens sex flasher løs på TV, på internettet og på bladhylderne i børnehøjde … glemmer vi, HVORFOR det er så vigtigt. Nemlig det universelt forløsende og den dybe åndelige kontakt, der er i et erotisk møde mellem to mennesker - og ikke bare den kropslige akt, som skamdyrkes i det offentlige rum.Suk, hun har jo så ret, forfatter Lotte Garbers, der af samme grund har vovet sig ud i en ny og vovet litterær genre: erotiske noveller - på kvindens vilkår. Tak for det, Lotte. Jeg synes, det er modigt, smukt og dybt nødvendigt. For kvinder, for seksualiteten og os travle kvinders prioritering.Fremover vil jeg i hvert fald forsøge i højere grad at prioritere erotikken frem for vasketøj og mit daglige Facebook-fix.KH Camilla