https://imgix.femina.dk/media/a76dce6ff187468dbbac6f910b618beb_25.jpg
Selvudvikling

Sex eller mad?

6. juni 2012
af Renée Toft Simonsen
Der er nu noget om, at mænds fokus på et eller andet tidspunkt i livscyklussen synes at skifte fra sex til mad, i hvert fald hvis jeg lytter til mange kvinder på min egen alder. De får for lidt, siger de

Forleden sad jeg til en super hyggelig middag med tre andre kvinder på en helt almindelig hverdagsaften. Det var en "blandet" middag, forstået på den måde, at det egentlig var et forretningsmøde, men samtidig var vi alle veninder. Det er herligt at lave forretninger med nogen, man kender godt, og vi gik direkte ind i en diskussion om, hvorvidt mænd over 40 foretrækker mad frem for sex?

Diskussionen udsprang egentlig af en artikel, den ene havde læst: Ellen Hillingsø havde udtalt, at hvis bare man gav sin mand en puster hver aften, holdt man stensikkert sit ægteskab godt kørende. Til hvilket en af de andre kvikt svarede, at hendes mand måske bare en gang imellem her de senere år ville foretrække en dyrlægens med det hele, og det fik straks alle til at skraldgrine, for sjovt var det.

Men der er nu noget om, at mænds fokus på et eller andet tidspunkt i livscyklussen synes at skifte fra sex til mad, i hvert fald hvis jeg lytter til mange kvinder på min egen alder. De får for lidt, siger de, og samtidig kan jeg observere, at en del mænd, når de når en vis alder, svulmer op omkring bæltestedet, nogle mere end andre. Kufferten kunne vidne om, at det måske er mere mad end sex, der er på programmet?

Der var nu alligevel ret stor enighed omkring bordet denne aften om, hvad der holder et ægteskab godt og sundt - og lad mig betro jer, at det altså IKKE var dyrlægens med det hele!
Nå, men al den snak her foregik selvfølgelig, mens vi selv sad og fyldte rigeligt på sidebenene, og da jeg spurgte tjeneren om opskriften på brødet, og fik et nej, da det var en forretningshemmelighed, foreslog en af damerne straks, at jeg tilbød ham en puster for den. Det var eddermame noget lækkert brød ... måske er det ikke kun mænds fokus, der skifter med alderen?

Læs også