Salander længe leve

Jeg savner Lisbeth Salanders fandenivoldskhed og har de seneste uger forbandet Heathcliff over hans ondskab i "Stormfulde højder" (han kunne have været så lækker, hvis blot han havde opgivet sin hævntørst!) og overvældes af romantisk tristhed ved minderne om min sommer i selskab med Fitzgeralds "Natten er blid."

Kort fortalt: Jeg er en drømmer. I ferier og weekender ved jeg intet bedre end at flygte ind i litteraturens parallelverden og lade mig henføre til grønne enge og engelske dyder i selskab med Jane Austen, eller stræben efter retfærdighed, flankeret af Larssons Lisbeth Salander. Hvilke liv, hvilke lidenskaber, hvilke dramaer!

Jeg elsker det ganske enkelt ... endda så højt, at min mand fremover har forbudt mig at have bøger med på vores små kærlighedsrejser - under sidste års kærestetur til New York lå han nemlig i så stærk konkurrence med Sissel-Jo gazans "Dinosaurens Fjer", at han næsten blev jaloux. Hvilket dog var intet imod dengang, jeg læste Barack Obamas "Arven fra min far" og han overrasket udbrød: "Du er jo helt forelsket i ham!" Og ja - det var jeg. For det er det, litteraturen kan. Introducere én for personligheder, skæbner og dramaer, der beriger én som menneske og giver næring til dine drømme!

De kærligste sommerhilsener
Camilla