Så lidt som muligt kan godt være meget

Forestil dig en verden uden internet, mobiler, el, varmt vand i hanerne ... Den findes. Og det er svimlende at tænke på: At der på denne efterhånden totalt kortlagte og overvågningskamerabefængte jord stadig lever stammer, der er fuldstændig uden kontakt med verden, som vi kender den. Fordi de ikke er spor interesserede i at være det. De er faktisk så lidt interesserede, at de absolut ikke byder uventede gæster på Gevalia - de byder på giftige pile.

Der findes på verdensplan formentlig omkring 100 stammer, der lever helt isoleret. I Peru skulle der være omkring 15 "hemmelige" stammer tilbage. En af dem er Mascho-Piro, som en fotograf for nylig skød med telelinse. Så dér sidder de som et stykke uvirkelig virkelighed. En mand og en kvinde på en træstamme omgivet af tre-fire andre stammemedlemmer. De fleste splitternøgne bortset fra en snor som "underbukser". Kvinden på træstammen er på overkroppen iført en mudderfarvet stofring. Hendes ene ben hviler elegant over det andet. Det feminine udtryk er interessant nok åbenbart ikke tillært, men medfødt. (Giv kvinden lidt trendy tøj på og byt træstammen ud med en caféstol i Paris, så ville hun passe smukt ind med sit skarptskårne pandehår. Selv ville hun garanteret føle, hun var landet på Månen ...). Stammemedlemmerne på billedet ser ikke ud til at have travlt. De er.

For nogle år siden interviewede jeg en nydelig dansk investeringsmillionær, der havde knoklet sig op. Han var også fritids-eventyrjæger og havde på et tidspunkt tilbragt en måned dybt inde i Amazonas med rygsæk, hængekøje og kryb. Da han kom hjem iført ubarberet vildmandslook, sagde han til sin søster: "The world is not enough." "Skal du så til Månen?" spurgte hun forundret. Det skulle han lige præcis. Han arbejder stadig på det.

Alt er forbudt

Og her kommer verdens største og mest slidte spørgsmål: Hvad er lykke?
De 10.000-15.000 mennesker i gruppen af "undiscovered tribes" vil sjovt nok ikke vide af alt det, vi har. Hvad skal de med fladskærme, Kelly-bag, molekylært køkken, MasterCard, den seneste Paul Auster-bog, karriere, finanskrise, parforholdskurser, fast arbejdstid, rejser til troperne og Gucci-tøj på kroppen i 40 graders varme? De vil bare være i fred. Og de vil i hvert fald ikke til Månen!
Men hov - har de faktisk ikke lige præcis alt det, VI drømmer om? Alt det, vi LÆNGES efter. Alt det, der får en hvidskjortet businessmand til at drage ind i Amazonas i en måned og lade slips være slips og penge være penge? Alt det, der får en hårdtarbejdende konkurstruet karrierekvinde med egen designlinje til at kaste Lexington-håndklædet og drage i ashram i Indien? Alt det, der på en mærkeligt dragende måde får os til at være i konstant bevægelse, uden at vi måske nogensinde helt finder det, vi leder efter? Fordi der er så meget andet. Det moderne menneske lever livet i én lang søgen efter sig selv.

Min kollega Karen er lige vendt hjem fra Bali. Hendes stemme er helt blød og rolig og hendes sætninger verbale kærtegn, selv når hun argumenterer for, hvorfor hun ikke har lyst til at spise kød eller drikke kaffe. (Om jeg fatter det!). Men hendes ansigtshud er ferskenfin, og når hun går, ser hun ud, som om hun svæver hen over gulvet. På redaktionen kan vi tydeligt mærke Karens karma. Kun let misundelige ... Hun har smagt livets enkelhed. Det kan godt blive vanedannende: En sarong, en seng, en sang og en sol ...

De uopdagede stammer lever det primitive livs privilegium. Ja ja, jeg ved godt, der er sygdomme og parasitter og tidlig død og alt muligt andet nasty. Men stress? Ensomhed? Udbrændthed? Arbejdsløshed? Skilsmisser og delebørn? Eksistentielle kriser? Overvejelser om, hvor i alverden man skal søge hen for at finde meningen med livet, når det ikke engang er nok at søge dybt ind i Amazonas? Længsel efter Bonderøvs-livet med mælk fra egen ged og hjemmelavet tandpasta - hvis bare man må få TV'et, bilen og den nyeste iPhone med?
Niks. De er bare. Dér sidder de fanget i et splitsekund på et foto og har al tid i verden - uden nogensinde at have haft et ur. Måske er de - lykkelige?