Reportage: Sådan lever man i en indisk ashram

Indtrykkene rammer os med et brag. Tusindvis af mennesker i skrigfarvet tøj, en evindelig dytten fra rickshaws, hellige køer på gaden og en gennemtrængende duft af røgelse, jasmin og krydderier.

Vi er i det nordøstlige Indien. Efter en lang togtur står vi nu endelig foran indgangen til vores ashram, hvor vi får øje på en langhåret mand i kjortel og bare tæer. Inden vi får set os om, har han i et stort smil viklet armene omkring os begge og byder os velkomne til hans ydmyge ashram. "Husk at tage skoene af", siger han og viser os hen ad den mudrede sti, der skal forestille et gulv.

HVAD ER EN ASHRAM?

En ashram (sanskrit: tilflugt) er et religiøst fællesskab, hvor en guru (åndelig vejleder) samler sine tilhængere.

Ashramen er typisk placeret i skove eller bjergområder; midt i naturlige omgivelser, der fremmer åndelig vejledning og meditation.

Beboerne i en ashram udfører regelmæssigt åndelige og fysiske øvelser, såsom de forskellige former for yoga.

Vegetarmad på bananblade
Ashramen består af knap 25 mennesker og fem store telte af jordfarvet hør. Vi henvises til et telt uden dør, hvor vi får udleveret to tæpper og en plads på gulvet. Her skal vi sove sammen med ti andre kvinder og mænd de næste mange dage.

Senere på aftenen hører vi nogen slå på en tom gryde med en træske, mens de råber: "spisetid!". Da vi træder ind i spiseteltet, får vi først øje på guruen, der kaldes baba (bedstefar). Hans lange, tunge dreadlocks er bundet op i en løs knold, og foruden en kjolelignende underdel, er hans krop helt bar. Fra sin lotusstilling kaster han en smule af maden ind bålet - ofringer til ildguden Agni, får vi senere at vide. Herefter får vi alle serveret hellig vegetarmad (prasad), som serveres på et stort, grønt bananblad. Bestik er der intet af, så vi spiser med hænderne - dog kun den højre, for i Indien betragtes venstre hånd som uren, idet den hører sammen med toiletbesøg.

Efter aftensmaden sidder vi alle rundt om bålet og drikker chai. Et par stykker tager en tromme frem og synger, mens andre chanter (messer) eller samles til satsang, som er meditation og lærerige samtaler med guruen.

En snerpes mareridt
Den følgende morgen er solen endnu ikke stået op, før en gennemtrængende stemme buldrer gennem teltet og hiver os ud af vores skønhedssøvn. Naboen, som åbenbart tilhører Hare Krishna-bevægelsen, har sat sig for at skråle mantraet: "Hare Krishna, hare rama", gennem en stor højtaler. Og han gentager neurotisk mantraet resten af dagen. Uden pauser.

Søvndrukne og lettere fortumlede vakler vi ud mod toilettet, som til gru og forfærdelse kun er et hul i jorden omgivet af et faldefærdigt hørtelt uden dør og tag. Badet foregår i teltet ved siden af med en spand og i hundekoldt vand. Tvivlende på at situationen næppe kan blive værre, får jeg ved et uheld øje på ashramens opvasker, der i samme sekund hoster og harker ned i opvaskevandet med alle vores krus. Få minutter efter hører vi lyden af guruen, der råber "Hvem vil have morgen-te?"

Guru: Sådan opnår I indre ro
I ashramen er der intet fastlagt skema, så de følgende dage går skiftevis med meditation, gåture ved Gangesfloden og samtaler med guruen. Han fortæller, at via sundhed (swasth), dvs. vegetarmad, yoga og meditation, kan vi opnå indre balance, enhed med verdensaltet og blive ligeglade med, hvad andre tænker om os. Umiddelbart kan det godt lyde lidt langhåret, men om aftenen går det op for mig, at jeg ikke har set mig selv i spejlet i flere dage. Det går mig heller ikke længere på, at vi sover på gulvet sammen med kryb og kravl, og tidsfornemmelsen er også forsvundet.

Da vi den følgende morgen sidder i toget på vej derfra, er vi begge stille og eftertænksomme. For os helt anderledes og pragmatisk tænkende fra Vesten er det uden tvivl en oplevelse, der har gjort indtryk og som vi aldrig glemmer.

LÆS OGSÅ: Indien: En god kvinde er en gift kvinde

ELLER: Tag på yogalejr i sommerferien

ANJA STEENSIG: Jeg er stærkt, spirituelt troende