Selvudvikling
20. oktober 2009

Renée til kamp for delebørn

FEMINAs brevkasseredaktør, Renée Toft Simonsen, har startet et nyt koncept på nettet: Hjemmesiden delebarn.dk skal lette hverdagen for deleforældre
Af: af Charlotte Hallbæck
https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/sex-og-psykologi/klummer/renee-toft-simonsen/2009-17-av-skilsmisse-kopi-2.jpg

Der er hjælp at hente for fraskilte forældre til delebørn, for nu har FEMINAs brevkasseredaktør, Renée Toft Simonsen, lanceret en ny hjemmeside kaldet delebarn.dk.

Renée er selv vokset op som delebarn og lever i dag i en familie, hvoraf tre af børnene også er delebørn. Derfor har de mange aspekter og problemstillinger af livet som deleforælder interesseret hende i lang tid og er medvirkende årsag til, at hun nu har startet delebørn.dk op.

Hjemmesiden er ment som en hjælp til dem, der ønsker mere styr på hverdagen som deleforælder. Den centrale del af sitet består nemlig af en kalender, der er bygget op, så alle de børn, der er tilknyttet familien på kryds og tværs kan skrives ind i én og samme kalender.

Dermed bliver det nemmere for deleforældre at informere hinanden om alt dét, der vedrører det fælles barn. Bl.a. kan man indtaste oplysninger om børnesygdomme, vaccinationer, skoleskemaet, gymnastiktøjet, børnefødselsdage, hente- og bringeaftaler mm.

Hjemmesiden har også et ekspertpanel tilknyttet til at svare på spørgsmål fra deleforældre. I første omgang består panelet af Renée selv samt Elisabet Jensen, der er advokat med speciale i familieret samt Julie Johansen, der arbejder som socialrådgiver.

Renée har gjort sig mange tanker om projektet og håber, det kan hjælpe deleforældre til en nemmere hverdag.

- Ofte har jeg hørt om forældre, der skændes vildt og inderligt om, hvem der skulle have barnet juleaften, hvem der skulle have barnet med på sommerferie og hvornår, hvem barnet skulle bo hos osv. Og lige der i midten af alle de uenigheder står der jo altid et barn, et barn der elsker både sin far og sin mor, og hvis højeste ønske i verden er, at de to mennesker skal finde ud af at deles om det på en ordentlig måde. Og lige netop dét at have barnet i fokus, vil vi her på delebarn.dk rigtig gerne hjælpe med til, siger Renée.

Læs mere om delebarn.dk - klik her

Læs også:

Læs mere om:

Læs også