Selvudvikling

Renée: Til forsvar for offerrollen

8. december 2015
af Renée Toft Simonsen
Når der sker noget slemt i éns liv (og det sker i de flestes liv, mellem 0 og 80 år, på et eller andet tidspunkt), så er man ikke offer, men derimod en, der trænger til hjælp og omsorg
I en tid som vores, hvor mennesker er på flugt, bliver den artikel, jeg lige har læst af Svend Brinkmann, professor i psykologi, uendeligt væsentlig.   OFFERROLLEN Artiklen handler om offerrollen – en rolle, jeg personligt altid har haft det meget svært med. Ingen har nogensinde behøvet at synes, det er synd for mig, og hvis de har haft ondt af mig, er jeg nærmest blevet pinlig over det. Jeg har også haft svært ved offerrollen hos andre. Offerrollen forbindes med en ynkelig, latterlig og forkastelig figur, der ikke kan klare sig. Som Brinkmann skriver, er offer noget af det værste, man kan kalde hinanden. Der er noget, der hedder at ”trække offerkortet”, og ikke sjældent hører man om nogen, der bør ”træde ud af offerrollen”. Og det kan være alle, der skal det – lige fra dem, der bor i Afrika, til skolelærere, indvandrere m.fl. Underforstået er, at offerrollen ikke er noget fint sted at opholde sig.   HJÆLP OG OMSORG Men dybt inde i mig ved jeg, at det er noget forbandet vrøvl. Når der sker noget slemt i éns liv (og det sker i de flestes liv, mellem 0 og 80 år, på et eller andet tidspunkt), så er man ikke offer, men derimod en, der trænger til hjælp og omsorg. Man er et menneske, der har brug for et andet menneske til at trøste og hjælpe sig over det bump på vejen, man er stødt på. Brinkmann skriver, at han ikke forstår, hvorfor det er blevet så udskammet at være i offerrollen. For er det ikke et grundvilkår i vores liv, at vi indimellem ikke er glade, ikke har succes, ikke klarer det hele til perfektion? Og har vi i de situationer ikke bare brug for, at nogen er der for os?   LÆS OGSÅ: Renée: Det er ikke altid let at hjælpe   AFHÆNGIG AF ANDRE Kan det ikke ske for os alle sammen, at vi på et eller andet tidspunkt i livet bliver afhængige af andre mennesker? Jo, for fanden da – sådan er livet! Hvis vi annullerer offerrollen, vil der være tale om en halvering af vores tilværelse, for, som Brinkmann påpeger, fødes vi som spædbørn, der er afhængige af andre, en del af vores liv er vi syge og prisgivet andres hjælp, og når vi bliver gamle, er vi igen afhængige af andres omsorg og pleje. Kun en vulgærliberalist vil kunne finde på at kalde det uværdigt! Det allerfineste ved os mennesker er, at vi kan føle solidaritet og være empatiske og omsorgsfulde over for vores næste, og det kan vi kun, hvis den næste har brug for det.   Nyt ordsprog indført: Lad den, der aldrig selv har haft brug for hjælp fra andre, sige det første spydige ord om offerrollen!    Kærlig hilsen Renée   Skriv til FEMINA, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Renée mener”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.