Selvudvikling

Det er ikke altid let at hjælpe

af Renée Toft Simonsen 6. februar 2013
Det der med at hjælpe andre er ikke bare nogen enkel ting. For tænk nu, hvis den hjælp, du kan tilbyde, ikke er den hjælp, der er brug for – er det så overhovedet en hjælp?

I denne uge har jeg besluttet mig for, at både klumme og spørgsmål og svar skal handle om at hjælpe andre. Jeg har nemlig erfaret, at det er et emne, der optager og berører jer læsere. Jeg svarede for et par måneder siden på et brev fra en kvinde, der havde haft det meget svært, idet hun var gået ned med stress. Hendes problem var ikke, at hun var gået ned med stress, men mere det, at hendes veninde syntes, at hun havde været nede længe nok. Mit svar satte gang i skriveriet hos en del læsere, og jeg fik flere breve angående det spørgsmål og svar. Og meningerne var delte. Nogle mente, jeg var lige lovlig hård over for veninden, mens en kvinde fra Bornholm mente, at jeg endelig virkelig var trådt i karakter. En tredje skrev, at hun selv havde været i nøjagtig samme situation som den, der havde skrevet brevet, og hun var meget glad for mit svar. Renées klumme i sidste uge: Den "hemmelige nyhed" om hiv >> Men det der med at have lyst til at hjælpe andre er bare ikke nogen enkel ting. Og i den forbindelse kom jeg sådan til at tænke på flere episoder, jeg har haft med mine unger, mens de var mindre. Helt klassisk opstod der mange gange en situation, hvor en, der var større end en anden, liiiige ville hjælpe lillebror eller lillesøster med at pakke en gave op, eller liiiige ville hjælpe med at samle en togbane, og ofte kan jeg afsløre, at den lille slet ikke ville have hjælp. For han eller hun VILLE SELV. Jeg ved godt, det er noget andet, men den forurettelse, den store kunne føle, når hjælpen blev afslået, tror jeg faktisk godt, man kan overføre til voksne. For hold nu op, hvor blev det lille væsen, der gerne ville hjælpe, ked af det og ikke mindst hamrende frustreret. Det var hyl og skrig og "JEG VILLE JO BARE HJÆLPE" med et tydeligt indigneret præg. For når man vil hjælpe, er man jo god og rigtig, ikke sandt? Det har de lært, de kære små, bare de vil hjælpe mor lidt, så får de ros - og det elsker de. Ja, det elsker vi jo sådan set alle sammen - gør vi ikke? Men en af de ting, jeg altid gjorde med mine unger dengang, var at spørge; "Har du husket at spørge, om den, du gerne vil hjælpe, vil hjælpes?" Og hvis man får en bekræftelse, er det uendelig vigtigt, at man derefter spørger, hvordan personen mener, at du kan hjælpe. For hvis den hjælp, du kan tilbyde, ikke er den hjælp, der er brug for - er det så overhovedet en hjælp? Det er da værd at tænke over, hvis behov det er, vi forsøger at opfylde, når vi farer afsted og liiige vil hjælpe andre mennesker med at få styr på deres liv - er det ikke? Kærlig hilsen Renée