Renée: Tid til at give slip?

GIV SLIP, LYDER DET GENNEM STUERNE De er ikke parate, siger hun. Hvad nu hvis de falder og slår sig? Hun prøver at styre mig med frygt, skræmmer mig med, at jeg ikke er en god mor, hvis jeg giver slip. Fortæller mig, jeg svigter, at jeg er egoistisk, og at jeg slet ikke skal nyde de dage, hvor ingen kommer hjem, og jeg kan nøjes med at smøre mig en rugbrødsmad. Falde – det vil de gøre, ingen tvivl om det. Jeg kender jo ikke et eneste menneske, der ikke er faldet en gang eller to på deres vej, og livet for mine børn er nok ikke så meget anderledes. Ikke uvæsentligt er det, at dem, det hele handler om, råber og skriger og smækker med dørene, så jeg kan forstå, at tiden er kommet. Giv slip, lyder det gennem stuerne, og tilbage sidder jeg og forstår ikke, hvordan årene er gået så stærkt. LÆS OGSÅ: Emilia van Hauen: Jeg er overflødig STEMMERNE I MIT HOVEDET En tredje stemme klager og føler sig forladt: Utaknemmelige bæster, her har jeg gået og ... Violinen spiller sin klagesang, og de fleste kvinder kender omkvædet. Den sidste stemme er svær at have med at gøre, da den i alt sit uskønne væsen handler om krampagtigt at holde fast i noget, der ikke ønsker at blive holdt fast. Kærligheden er et mystisk væsen, men som filosoffen Alain Badiou siger, er det ”en af tilværelsens store glæder at løse kærlighedens eksistentielle problem”. Jeg ved, Badiou taler om kærligheden mellem en mand og en kvinde, men jeg oplever alligevel at finde værdi i hans ord i denne situation. Ifølge Badiou er kærlighed nemlig en konstruktion, der tvinger de involverede parter til at overvinde deres narcissisme, og for, at kærligheden skal vare ved, er man nødt til at genopfinde sig selv. JEG NYDE MIN RUGBRØDSMAD En kærlighedsrelation er altså ikke at finde et andet menneske, der kan opfylde éns behov, men tværtimod en erfaring af verden fra to personers perspektiv. ”Kærlighed er det selvoverskridende verdensforhold, der opstår, når man dropper enhver selvoptaget nydelse og giver sig hen til den hele anden.” Med andre ord er kærlighedens største fjende ikke den anden, men os selv. Det mærker jeg ret tydeligt i denne tid, hvor kampen raser. Jeg er nok min egen værste fjende, og selv om tanken er skræmmende, er det vist ved at være tid til, at jeg genopfinder mig selv. Jeg tror, jeg vil begynde med at øve mig i at tillade mig selv at nyde det intenst, de aftener jeg bare kan smøre mig en rugbrødsmad! Kærlig hilsen Renée LÆS OGSÅ: Renée: Første skoledag - nu uden forældre Skriv til FEMINA, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Renée mener”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.