Første skoledag - nu uden forældre
9. november 2011Der stod hun så denne morgen. Smuk, spændt og med blikket rettet stift mod verden. For fanden hvor jeg dog elsker hende. Hun har forberedt sig godt, læst alle papirer igennem og suget al information til sig. Hun har fuldstændig styr på introduktionsturen, hvem hun skal gå i klasse med, og hun kender vejen derhen i søvne. Hun ved, hvor lang tid det tager at køre turen på cykel, og hvornår hun skal hjemmefra for at være fremme fem minutter før mødetid. Bøgerne på listen er selvfølgelig købt. De ligger i den nye smarte skoletaske, hvor også den nye kalender befinder sig. En kalender er nødvendig nu, så hun kan holde styr på alle de utrolig mange lektier, hun skal kæmpe sig igennem de næste tre år ... på gymnasiet.
Jeg kigger på hende og ser jo bare det, jeg altid har set: Den skønneste og dejligste lille pige, som jeg har elsket, fra første gang jeg så hende. Jeg står der i køkkenet og kigger beundrende på hende, og pludselig kommer jeg vemodigt i tanker om en anden første skoledag - for 10 år siden. Jeg kan huske hendes tøj. En lille lyslilla nederdel og mørklilla sweater fra H&M. Hun havde selv været med inde i byen og vælge det hele. Hun følte sig uendelig smart og havde små rottehaler i det tynde hår. Hun manglede et par tænder i munden og hoppede og sprang omkring som en lille vipstjert. Vi gik rundt i haven og plukkede blomster sammen - hun skulle have en buket med til at pynte på sit bord. Det skulle alle de nye børn. Hun kunne slet, slet ikke holde spændingen i kroppen ud, var i konstant bevægelse og havde tusind spørgsmål på læben: "Mor, tror du, der er lige mange piger og drenge? Mor, tror du, vi skal ud og holde frikvarter? Mor, har du givet mig frugt med i madpakken?"
I dag var der ingen spørgsmål, ingen tvivl og ingen uro. Kun spændthed og glad forventning. Jeg spurgte, om jeg måtte tage et billede, inden hun gik ... for i dag skulle jeg jo ikke med.
Kærlig hilsen
Renée
LÆS OGSÅ:
Camillas hjørne:
Tilgivelsens mirakel
