Renée: Har vi virkelig lyst til et liv som likehunters?

Det har altid været en god ting at være populær blandt sine medmennesker. Dengang ”vi boede i huler og slåssed’ hele dagen”, øgede det endda vores muligheder for overlevelse betragteligt. Hvis de andre kunne lide dig, var der mindre risiko for, at du blev skubbet ud af hulen og spist af en tiger. GIV ET LIKE Derfor bor trangen til at være populær i os alle som en slags indbygget overlevelsesmekanisme – og det må den også gerne, for det fordrer blandt andet, at vi opfører os pænt over for hinanden. Problemet er bare, at det nærmest har taget overhånd, hvilket ses tydeligt i kulturen på de sociale medier. Man smider noget ud, for at andre skal give det et like, altså så andre vil synes, vi er seje, og vi derigennem bliver populære. Der er endda kommet et nyt udtryk: Likehunter, som de unge bruger med foragt om hinanden – især om dem, der er lidt for åbenlyse i deres higen efter anerkendelse. For min mellemste søn er der ikke noget værre i verden end det dér cirkus med at poste billeder af sig selv og vente på likes. Jeg tror, det for ham er et tegn på svaghed. Afhængigheden af, at andre synes godt om noget, han siger eller gør. På en måde bliver vi vel også vældig udsat af at være afhængige af andres mening på den måde? Især når vi fra alle sider ­konstant bliver bombarderet med, hvordan vi kan blive mere populære ved at købe det ene eller det andet lækre mærke i tøj, parfume eller biler. Manipulationen kender faktisk ingen grænser. LÆS OGSÅ: 13 gode råd mod digital stress EN AF DE FÅ UDVALGTE Bare i går fik jeg en mail fra et internetfirma, hvor jeg tidligere har anmeldt et hotel i Thailand. Noget, jeg gjorde, fordi dem, jeg boede hos, gik meget op i anmeldelser. De får ganske simpelt flere kunder i butikken, hvis de får gode ratings, og selve internetsitet er også afhængigt af, at folk gider anmelde: Jo mere aktivitet, jo flere reklamekroner. Ud af det blå ønsker det her internetfirma mig tillykke, fordi jeg er blandt de 25 procent mest populære anmeldere på deres site, og spørger, om jeg vil være endnu mere populær? Jamen, det er jo helt sindssygt – hvem vil ikke gerne være mere populær? Jeg mærkede da lige trangen til at gå ind og tjekke, hvor mange der havde læst mine ord (som var hamrende ligegyldige, skal tilføjes). Men så kom jeg til at tænke på: Hvordan kan de sige, jeg er blandt de 25 procent mest populære? Altså i forhold til hvad? Og hvem får egentlig noget ud af det? Hmm, manipulation, det var, hvad det var. Direkte tale til min popularitetstrang – intet andet! I grunden er det en mekanisme, der er værd at fundere over, ellers ender vi som hamsteren i hjulet for at blive mere og mere populære, og ret beset så afhænger vores liv altså bare ikke af dét længere. Kærlig hilsen Renée Skriv til FEMINA, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Renée mener”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.