Renée: Forældreskab - en anden type samfundsrelevant arbejde

Jeg læste en fantastisk artikel forleden om barnets udviklingsvilkår i den moderne verden. Den var skrevet af pædagog og forfatter Helle Heckmann og Maria Reumert Gjerding, folke-tingskandidat for Enhedslisten. De skrev om, hvordan der ikke længere er brug for børn – mens de er børn, altså. Børn har ikke nogen funktion i vores samfund, og barndommen har derfor ingen værdi. I et vækstsamfunds perspektiv skal barndommen altså bare overstås så hurtigt som muligt, så ungerne kan blive til nytte. Men en barndom tager tid, noget forældre ikke har meget af, så poderne bliver ekspederet til institutioner og tilbringer det meste af barndommen der, mens de voksne vækster, hov, jeg mente arbejder. Derfor har voksne indført begrebet ”kvalitetstid” til at dulme den dårlige samvittighed og måske endda trangen til selv at drage omsorg for afkommet. Barnet har bare ikke megen gavn af kvalitetstid – en time med puslespil, hvor vi hygger, fordi tiden er til det. LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Ud med stereotyperne Næ, barnet har brug for at blive inddraget i en familie, få et godt selvværd og føle sig vigtig for fællesskabet. At give barnet den tid, det tager at blive klar til den store verden, kræver tid. Tid til madlavning, tid til at lære at tage sokker på, tid til at være med og føle sig som noget. Men ja, tid er noget, de fleste ikke har meget af, da både mor og far arbejder i de fleste familier, og konsekvensen er uendelige dage i institutioner. Hvor der i øvrigt er regler for, hvor længe den voksne må opholde sig, men ingen tilsvarende regler for børn. Psykologer anbefaler højst fem-seks timer i institution, hvilket de færreste følger, så de små ender med at blive stressede, og vi ved jo, at ”diagnosekastning” nærmest er blevet en del af den pædagogiske praksis. Når ungerne ikke kan klare mosten længere, bliver de ”bogstavificeret”, med alt hvad det nu indebærer af bivirkninger som søvnproblemer, madlede og dårligt selvværd. Hmm ... Alt det ved vi jo godt, men derfor var det alligevel ret fint lige at læse det igen. Det virkelig fantastiske ved artiklen var dog, at den havde et bud på en bedre fremtid for vores børn. Og de to damer mente, at forudsætningen var et arbejdsmarked, der blev indrettet til, at mennesker i en del af deres arbejdsliv får mulighed for at udføre en anden type samfundsrelevant arbejde – nemlig at være forældre. Jeg kunne ikke være mere enig. Tænker, der måske er en far eller mor, der har forladt et lille barn med tårer i øjnene en tidlig morgen på blå stue, der ville være enig med mig? Kærlig hilsen Renée