Renée Toft Simonsen
Selvudvikling

Renée: Det hårde job som perfektionist

27. marts 2015
af Renée Toft Simonsen
At være perfekt er hårdt arbejde og jeg må her tæt på de 50, nok bare sande at det at være perfekt er et umuligt projekt...
Det dér med at være perfekt er interessant. Og ja, så kan det være særdeles hårdt arbejde! Ganske frugtesløst er det også, for projektet i sig selv er umuligt. Det har jeg i al fald fået at vide mange gange: Ingen er perfekt. Så det må jeg, her tæt på de 50, nok bare regne med er sandt.   Men den besked afholder selvfølgelig ikke en perfektionist som mig fra at prøve på at være perfekt alligevel, hæ. Jeg har efterhånden været perfektionist i en del år, og faktum er, at vi perfektionister konstant er på overarbejde. Vi er hele tiden på udkig: Er der noget, der kan gøres bedre? Er der plads til optimering lige her og nu? Det kræver altså både energi og fokus. Og enhver perfektionist kender det dér med at gøre noget godt og så alligevel kort efter få følelsen af, at man nok kunne have gjort det bedre, hvis man havde gjort sig lidt mere umage. Det er lidt skørt, for det er selvfølgelig alt for krævende!   LÆS OGSÅ: Psykologen: Jagten på perfektion gør os kede af det   En perfektionist kan også være særdeles hård ved sig selv – laver vi fejl, skorter det ikke på indre kommentarer omkring det. Hvis såfremt, selvfølgelig, perfektionisten overhovedet tør erkende at have lavet en fejl? Det er ikke sikkert, den mulighed foreligger, da det at begå fejl for en perfektionist er noget nær at straffe med den elektriske stol. Det kan også være uendeligt krævende som perfektionist at være sammen med andre mennesker, idet vi nogle gange kan synes, det er vigtigt, at andre mennesker også gør tingene perfekt. Og det kan andre godt blive trætte af i længden, skulle jeg hilse og sige. At være optaget af, hvad andre gør eller ikke gør, er i det hele taget uendeligt anstrengende. Både for den, der er optaget af den anden, og for den anden, som bliver genstand for den ofte uønskede stræben efter perfektionisme på vedkommendes vegne.   Det er nok ikke svært at regne ud, at jeg i dag skriver om noget, jeg ved noget om, og netop perfektionisme var da også på samtalekortet under dagens løbetur. Her erkendte jeg ydmygt min fejl, som var perfektionisme, og lovede bod og bedring til både min veninde og min mand, der var med. I min mands øjne blev jeg dermed straks den perfekte perfektionist. For ikke nok med, at jeg forsøger at være perfekt, jeg erkender også, at jeg ikke er det, og hvad er endnu mere perfekt – at jeg aldrig kan blive det. Hmm, jeg kan faktisk godt se problematikken, og jeg lovede selvfølgelig at arbejde hårdt på at rette op på det hele, og så håber vi ellers bare fromt på en snarlig forbedring.    Kærlig hilsen Perfektionisten   LÆS OGSÅ: Renée: Så meget for perfekt mor-syndromet