Renée: Brysterne sparket tilbage til kødgryderne

Læste et interview med Ditte Giese her i FEMINA (nr. 22). Fik helt klart indtryk af en kvinde, som har en masse at slås med og ikke mindst slås for, ganske som alle os andre! Samtidig er hun også en kvinde med en del på hjerte. Ditte er f.eks. erklæret feminist, hvilket jeg synes er dejligt befriende og stadig absolut nødvendigt.

I forlængelse af at erklære sig feminist bliver hun i interviewet spurgt, om der overhovedet er mere at slås for for os kvinder? Alt taget i betragtning har vi det jo ret godt her til lands, især når man tænker på klitorisomskæring, tvangs-burka, barnebryllup, syreangreb etc. Svaret var, at der er masser at slås for. En af de ting, hun f.eks. er optaget af, er kvinders kropsforståelse. Og på det punkt er jeg helt med, for hvor har kropsopfattelsen dog ændret sig de sidste 20-30 år. Ud over at vi f.eks. ikke længere går topløse på stranden, og brysterne som sådan er blevet sparket tilbage til kødgryderne (dvs. bh’en), så er kroppen samtidig blevet ophøjet til at være vores helt private tempel. Et tempel, vi skal pleje og passe med omhu, fodre helt rigtigt og sørge for ikke får buler og pletter nogen steder.

Renées klumme i sidste uge: Drukner vi kærligheden?

Og når kroppen bliver et tempel på den måde, kan man meget hurtigt og nemt se, hvem der er de bedste til at gøre det, man skal gøre inden for den ”kropslige bevægelse”. Det har sørgeligt nok betydet, at vi ubevidst deler hinanden ind i A-, B- og C-kategorier som mennesker i forhold til, hvor godt vi passer vores tempel. Vi har endda fået en helt ny sygdom, der beskriver den overdrevne optagethed og perfektionisme omkring kroppen – ortoreksi.

Og for ikke så længe siden læste jeg om en ung kvinde, der havde fået nye bryster i 18-års fødselsdagsgave af sin mor, hvilket jeg tænkte en del over. Ved godt, den pige måske kan have haft verdens mindste bryster, ved godt, hun måske har grædt over det, siden hun var 12, og måske har hun aldrig turdet få en kæreste, fordi hun var flov over de dér manglende bryster og ... og ... og ... måske er det bare helt i orden, hun får et par nye af sin mor? Jeg skal ikke være den, der dømmer.

MEN – et eller andet sted bliver de nye bryster på en 18-års tøs samtidig symptomatisk for den (måske misforståede?) kropsforståelse. For hvorfor er det ikke i orden med meget små bryster? Hvorfor er vi aldrig tilfredse? Hvordan blev det sådan, at rigtig mange af os okser og mokser med at ændre vores krop i en eller anden forstand, hvad enten det er kirurgisk eller gennem kost og motion? Hvad er det lige nøjagtig for en historie, den perfekte krop skal fortælle om os? Måske værd lige at tænke to minutter over? Kærlig hilsen
Renée