merete pryds helle
Interview

Pludselig stod stjerneforfatterens kæreste med et ubehageligt Excelark: "Du kan se, at vi ikke har råd til det her"

24. maj 2022
Af Britta Bjerre
Foto: MEW
Det kræver mod at springe ud som lesbisk, men det kræver faktisk også mod at gå den anden vej, siger forfatter Merete Pryds Helle. Efter at have haft kvindekærester mødte hun den mand, hun levede sammen med i 25 år. Nu har hun en ny kæreste og en ny roman om at være ung i 1980’erne.

En dag står ethvert menneske ved en skillevej, og det eneste, man kan vælge sin vej med, er sit hjerte.

Ingen tanker, ingen fordomme, ingen ord, ingen erindringer kan vælge for en, man må bare se ned ad hver vej med sit indre blik og mærke efter, hvor hjertet banker og have modet til at gå den vej.

Ordene bliver sagt af en af personerne i Merete Pryds Helles nye roman ”Det vågne hjerte”.

Og det er selvfølgelig fristende oplagt at spørge hende, om hun også selv har gjort dét, om hun har kunnet dét, altså valgt med hjertet ved de skilleveje, livet har stillet hende overfor?

Hun behøver ikke mange sekunders betænkningstid.

– Ja, svarer hun, og så er der alligevel lige et eftertænksomt svæv i hendes blik, inden hun ligesom løsner op for det lille kategoriske ja ved at tilføje: – Ja, det synes jeg faktisk, at jeg har.

Vi er i Tisvilde. Sidder i et lyseblåt træhus, der ligger helt særligt lysende og kalder på én, når man kommer ind gennem havelågen og får øje på det.

Huset købte Merete og hendes kæreste (de skal giftes til juli …) under coronaperioden og gjorde det til deres helårsbolig.

Det er malet i samme lyseblå nuance som Bjørn Wiinblads kunstnerhjem Det Blå Hus i Lyngby, i øvrigt. Hun ringede til Det Blå Hus og spurgte efter den rigtige farvekode. For det var lige den blå, hun ville have.

Og så er det sådan, Merete gør. Hun tager affære. Handler. Hvis der er problemer, kan de vel løses, ikke?

Hun siger, at det er noget, der kommer af at flytte hjemmefra som 15-årig og tidligt lære at klare sig selv.

Da hun på et tidspunkt arbejdede for den internationale performance-festival, Fools 4-festivalen, der foregik i København, fik hun f.eks. en opgave, der hed: ”Der kommer et hestecirkus med 20 heste til grænsen ved midnat. Du skal sørge for, at der er dyrlæger til dem”.

– Og da var jeg altså bare 17-18 år! Så lærer man at tage en telefon og bruge den. Og man lærer, at hvis folk siger nej, stopper man ikke bare der. ”Don’t take no for an answer”, dét lærte jeg. Og det har jeg brugt meget i livet siden.

Merete Pryds Helle

Født 30. oktober 1965 og vokset op i Værløse.

Har været gift med forfatter Morten Søndergaard, som hun har en søn og en datter med. Siden 2015 kæreste med oesteopat og læge­eksamineret rygterapeut Omid Hodabakhshi.

Debuterede i 1990 med novellesamlingen ”Imod en anden ro”. Fik sit folkelige gennembrud med romanen ”Folkets skønhed”, 2016, som efterfulgtes af ”Vi kunne alt”, 2018, og nu ”Det vågne hjerte”, der udkommer 2. juni på Lindhardt og Ringhof.

”Folkets skønhed” blev tildelt ”De Gyldne Laurbær” og ”Politikens Litteraturpris” i 2016.

Første skillevej

Vi taler om veje og skilleveje denne her dag. For det handler hendes nye roman ret meget om. Romanen er en selvstændig fortsættelse af hendes to forrige, ”Folket skønhed” fra 2016 og ”Vi kunne alt” fra 2018.

At hun flyttede hjemmefra så tidligt, ser hun som sit livs første skillevej.

– Det var jo skelsættende. Jeg gjorde det for at kunne blive mig selv. Jeg er vokset op meget gammeldags og meget autoritært. Jeg kunne ligesom ikke være den, jeg er, i det. Men det blev meget hårdt. Set i bagklogskabens klare lys ville jeg måske ønske, at der var nogen, der havde grebet ind.

– Jeg blev f.eks. ikke student. Jeg kunne ikke passe gymnasiet, samtidig med at jeg skulle forsørge mig selv. Jeg arbejdede, den disciplin havde jeg med mig hjemmefra, men ellers tumlede jeg rundt. Man skulle feste, besætte huse, gå til koncerter, holde møder i Kvindehuset. Der var ingen grænser.

– I starten af 80’erne kom jeg så ind dér i halen af rødstrømperne i det, der hed ”Unge kvinder”, hvor det var moderne at være lesbisk. Selv om det måtte man ikke sige, vel?

Det var en fantastisk tid for de kvinder, som var lesbiske. Og så var der en masse af os rundt omkring, som tog det lesbiske på os, fordi miljøet var spændende.

Det blev også godt for mig på den måde, at al den kvindekærlighed og den rummelighed, der var, gav noget ro. Jeg fandt noget dér, som jeg havde manglet.

Jeg fik også kærester, i syv år havde jeg kvindelige kærester, indtil jeg mødte ham, der nu er min eksmand, men som jeg var sammen med i 25 år.

Jeg er ret indadvendt. Eller måske særligt sensitiv. Jeg tog engang en test i et dameblad. Der var 20 udsagn, man kunne sætte kryds ved. Jeg satte kryds ved de 19.

I ”Det vågne hjerte” er det hovedpersonen Lis, der både er aktiv i rødstrømperne, på den politiske venstrefløj og i BZ-miljøet, der gennemlever nogenlunde det, Merete oplevede. 

– Da jeg skrev bogen, tænkte jeg, om folk ville synes, at det er mærkeligt og forkert, at Lis møder en mand. Men det er jo MIN rejse. Og manges rejse. Og det, jeg oplevede, var, at det var svært. Det var chokerende for mig. Mange af de lesbiske veninder, jeg havde – mange, men ikke alle – blev virkelig vrede.

– En af mine mandlige, homoseksuelle forfatterkolleger sagde ligeud: ”Du har forrådt sagen!” Det var voldsomt. Det kræver mod at springe ud som homoseksuel, men det kræver faktisk også mod at gå den anden vej. Eller krævede. Jeg ved ikke, om det er anderledes i dag.

merete pryds helle

Kantet og besværlig

Alle tre romaner er fiktion, men de er også alle inspireret af Meretes egen familiehistorie, og den ”Merete”, der optræder i romanerne, ER den Merete, der nu sidder her ved spisebordet og forklarer:

– Merete i bogen er ikke mig, men hun er også mig. Hun kan nogle ting, jeg ikke kan, og hun gør nogle ting, jeg ikke gør. Jeg skriver fiktion, ikke autofiktion. Jeg tror på, at alle forfattere trækker på deres eget liv og det liv, der udfolder sig ved siden af, og at litteraturen bliver stærk af, at den er erfaret og følt.

– Men jeg skriver ikke autofiktion, fordi jeg er alt for glad for at skrive historier og at finde på. Jeg ville føle mig begrænset af, at det, jeg skriver, skulle være sandt og være sket. Nu har jeg så til gengæld lavet denne her hybrid, hvor jeg bruger mig selv og min egen families historie som en slags brønd, jeg hiver noget op af hele tiden.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– I bøgerne har jeg gjort Merete kantet og besværlig og ret øretæveindbydende, ikke? Helt med vilje. Der er en tendens til, når mine kolleger skriver om sig selv i bøger, at de altid er meget søde ved sig selv, og det irriterer mig lidt.

I ”Det vågne hjerte” er Lis med til at forsøge at besætte Marienborg ved en aktion, der rent faktisk skete tilbage i 1984.

I virkeligheden var det Merete selv, der stod på Marienborg dengang og endte på Ekstra Bladets spiseseddel på et billede, hvor hun blev anholdt og holdt fast af to betjente.

– Når jeg tænker tilbage på mig selv dér i sommeren 1984, tænker jeg, at jeg på en eller anden måde var radikaliseret. Og hvordan i alverden gik det til? Det har jeg ikke svar på.

– Jeg var med i BZ-bevægelsens allerførste besættelse af rugbrødsfabrikken Rutana i 1981, hvor vi blev båret ned ad en snoet metaltrappe af betjente, mens vi sang ”Vi er et træ med dybe, dybe rødder”. Det var før, det blev voldeligt. Det blev det senere.

– Og det kom også bag på mig. Jeg er pacifist helt ind i sjælen og var slet ikke med på den aggressive stemning, der pludselig også opstod som optakt til Marienborgs besættelse. I dag er jeg glad for, at der var nogle forældre dengang, der overhørte deres børn tale om aktionen og ringede til politiet.

– Samtidig får det mig også til at tænke på, at vi dengang blev mødt med meget lidt forståelse, ligesom jeg også synes, der er alt for meget afvisning af de unge i dag, der er ”woke” og har et nyt syn på køn. Er man dreng? Er man pige? Hvad ER man?

– Det er svært at forstå for mange. Der er også meget i det, jeg ikke forstår. Men jeg vil gerne lytte. Man behøver ikke at være enig i alting. Men man kan lytte. Og tænke. Hvis man skal bryde noget ned, må man nogle gange starte med en meget stor hammer.

– Og det er det, der er spændende. Alle mine tre romaner her handler i virkeligheden om forholdet imellem historiens bevægelser, det, vi måske kalder tidsånden, og det enkelte individ.

Jamen, kærligheden har bare altid været det vigtigste for mig! Der er heller ikke noget praktisk involveret i, at Omid og jeg skal giftes nu.

Nødt til at vælge

Nogle gange passer vi ind, nogle gange passer vi ikke ind, og man er bare heldig, hvis man passer ind.

At finde sin vej og blive forfatter repræsenterer også en skillevej for Merete.

– På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg jo ikke havde en uddannelse, og at jeg dermed risikerede altid at være den, der skulle arkivere og hente kaffe til sidst. Da begyndte jeg så på HF.

– Jeg fik en god eksamen og kom på Forfatterskolen og gik der i to år og kom derefter på universitetet, hvor jeg læste litteraturvidenskab.

– Det var alt for teoretisk og slet ikke mig. Efter et halvt år fik jeg øje på klassisk arkæologi, men måtte droppe det igen, fordi jeg ikke havde haft græsk og latin og ikke kunne overskue at læse op på det.

– Så gik der fem år, hvor jeg i mellemtiden havde skrevet en bog om Mesopotamien, og i den forbindelse opdagede jeg ”Nærorientalsk arkæologi”. Hvis der var nogen, der havde fortalt mig det, da jeg var 20, var jeg straks sprunget til.

– Nu var jeg 30, da jeg begyndte. Jeg studerede det på fjernstudie og fortsatte, mens jeg boede i Italien i otte år sammen med min mand og vores to børn, og jeg var også med på udgravninger dernede. Jeg var i det hele taget meget, meget lykkelig i de år, hvor jeg studerede det.

– Da jeg var 40, indså jeg, at jeg var nødt til at tage et valg: Ville jeg være arkæolog, eller ville jeg være forfatter? Jeg kunne ikke begge dele. Jeg havde også mine to børn at tage mig af. Og så valgte jeg – ja, forfatterskabet. Men jeg har stadigvæk også mit hjerte i arkæologien.

merete pryds helle

– Forfatterlivet passer mig også godt. For jeg er ret indadvendt. Eller måske særligt sensitiv. Jeg tog engang en test i et dameblad. Der var 20 udsagn, man kunne sætte kryds ved. Jeg satte kryds ved de 19. Det sidste var jeg lidt i tvivl om. Og så stod der: ”Hvis du har sat kryds ved mindst seks udsagn, er du særligt sensitiv”!

Hun ler højt og smittende og fortsætter:

– Da vi valgte at sige vores lejlighed i København op og flytte herop på landet, var det også for at passe på den der lidt sensitive side af mig. Nu kan jeg vælge det sociale til og fra, som det passer mig. For jeg elsker også mennesker og er også meget social.

– Jeg glæder mig altid til fester og kommer gerne som den første og er med til at lave maden, for det er jeg god til. Men jeg kører også tidligt. Når festen når dertil, hvor folk virkelig har det sjovt, har jeg fået fest og mennesker nok og triller glad hjemad.

Det var også af økonomiske grunde, indskyder hun, at hun og hendes kæreste Omid skiftede livet i København ud med landlivet i Tisvilde.

Corona-nedlukningerne ramte både hende og hendes kæreste. Hendes kæreste, der er osteopat, måtte lukke sin klinik, og med ét forsvandt alle Meretes foredrag.

– En dag stod Omid med et meget ubehageligt excel-ark og sagde: ”Du kan se, vi har ikke råd til det her”. Vores lejlighed var dyr, og vi havde også et sommerhus at betale til. Men for én som mig, der kommer fra en arbejderfamilie, er et sommerhus til enhver tid en luksus.

– I den retning er jeg meget pragmatisk. Det sommerhus måtte vi bare skille os af med. Og derefter opstod ideen om at skippe både lejlighed og sommerhus og flytte.

– Ved skæbnens gunst fik vi solgt vores sommerhus så godt, at det kunne lade sig gøre at købe det lidt slidte hus her i Tisvilde. Jeg har mange lyse sommerminder herfra.

– Min tante havde sommerhus i Tisvilde, og vi var her meget, da jeg var barn. Så da Omid første gang kiggede på huspriserne her, sagde han: ”Kunne det ikke blive et andet sted?” Men nej, det kunne det ikke!

Lige om hjørnet venter sommerbrylluppet. Merete og Omid har været kærester siden 2015, men de lærte hinanden at kende tidligere, da hun gik til rygbehandlinger hos ham.

Dengang var hun gift. Men nogle måneder efter hun var blevet skilt, skrev han til hende og inviterede hende med til en yoga-workshop i Paris.

– Det ville jeg rigtigt gerne. Jeg havde jo ligesom – set ham. (Latter) Og vi har været sammen lige siden. Jeg kan enormt godt lide at se ”Gift ved første blik” i tv. For hvad er det, vi tænder på? Og hvem er vi i forhold til vores drømme og længsler?

– Der var aldrig nogen, der ville have lavet det match mellem Omid og mig. Altså, Omid er ni år yngre end mig. Han er kommet hertil fra Iran som flygtning og er fra anden kultur. Vi laver slet ikke det samme. Men sagen er, at vi alligevel er meget ens og laver vores ting på samme måde.

– Eller med samme energi. Al sin uddannelse har han selv betalt, og han har arbejdet, mens han studerede. Man skal være dedikeret og have vilje. Og det gælder også for en forfatter. Man kan ikke gøre noget halvt, for så bliver resultatet også halvt.

merete pryds helle

– Jeg havde ingen betænkeligheder ved forholdet. Overhovedet. Vi flyttede sammen med det samme. Jeg kender folk, der møder kærligheden med forbehold, men det tror jeg ikke, den har godt af. Kærligheden har heller ikke godt af at blive kombineret med angst for at være alene.

– Og her taler jeg af personlig erfaring. Det har jeg prøvet. Jeg skulle have forladt mit ægteskab noget tidligere. Men jeg var bange for at blive alene. For jeg trives ikke med at være alene. Det er der nogen, der gør. Men det gør jeg altså ikke. Jeg kan godt lide at være alene hjemme, og det er dejligt i hverdagen, når Omid kører på arbejde, og jeg går ovenpå for at skrive. Men jeg er også rigtig glad for, at han kommer hjem igen hver aften.

– Hvad kærligheden betyder i den del af livet, hvor jeg er nu? Jamen, kærligheden har bare altid været det vigtigste for mig! Der er heller ikke noget praktisk indblandet i, at Omid og jeg skal giftes nu. Vi holder fest for at fejre vores kærlighed, og det bliver en stor fest, hvor vi skal vies ude i skoven.

Da vi har sagt farvel, og jeg på vej ud lige indskyder: ”I krydser nok fingre for godt vejr på jeres bryllupsdag”, lyder det afslappet fra hende dér med det lyseblå hus i baggrunden: – Selve festen skal være indendørs. Så pyt med hvis det skulle regne den halve time, vi er ude i skoven for at blive viet. Vi bliver tørre igen.

Typisk Merete Pryds Helle.