Selvudvikling

På kendis-Cruise i Scientology!

af Lonnie Kjer 11. juli 2012
foto: All Over
Så hører vi om dem igen. Scientology. Som vi ofte gør det, når kendte tilhængere af bevægelsen gør sig bemærket. Lige nu er der skilsmisse og stjernestøv på menuen … og Tom Cruise.

Der blev skrevet under med navnene Tom og Katie, og blækket på skilsmissepapirerne var dårligt nok tørt, før kritikken væltede ned over Scientology, der, ifølge The Daily Mail, får skylden for Hollywood-skilsmissen. Katie Holmes var nemlig alt andet end begejstret for Scientologys indflydelse på familiens liv, og nu har hun altså fået nok og har forladt vores alle sammens Tom C, der har smeltet pigehjerter verden over, siden han shakede drinks og flashede tandpastasmil i firserfilmen Cocktail.

Hvad er Scientology?Smilene er til at overse lige nu. Både hos hr. Cruise og hos Scientology-bevægelsen, der ikke ønsker al for stor opmærksomhed omkring kendis-parrets farvel til hinanden. Men dét får de nu alligevel. Ligesom de har fået det flere gange før, når deres kendte eller højtstående medlemmer har forladt bevægelsen eller kritiseret dem. Imens sidder du måske også og tænker på, hvad Scientology egentlig er for en størrelse? Vi har hørt om bevægelsen 'altid', men hvad står de for, og er det så mystisk, som det af og til kan virke?

Velkommen her!Egentlig ikke. I hvert fald ikke når man læser bevægelsens egen trosbekendelse, der byder os alle sammen velkommen, også selvom efternavnet klinger mere af dansk kaffebord end Hollywood-stjernestøv. Og uanset om du er kristen, muslim eller noget helt tredje. Det er nemlig for alle. Religionen mener også, at dine evner er helt ubegrænsede - også selvom du ikke har selv har opdaget det endnu. Så langt, så godt. Og det bliver bedre endnu. For mennesket er et udødeligt, åndeligt væsen, hvis erfaring rækker langt længere, end hvad der kan nås i et enkelt liv, siger de. Blandt meget andet, som du selv skal læse og lære dig frem til med hjælp fra 'Det højeste væsen', Gud, som er selve uendeligheden.

Sandheden for 8 millionerDet er der mange, der er begejstrede for, for siden den nyreligiøse bevægelse blev skudt i gang af den amerikanske filosof, Ron. L. Hubbard, har over 8 millioner mennesker i 165 lande verden over kastet sig i armene på bevægelsen, der bl.a. i USA og Sverige er anerkendt som en religion, mens det ikke er tilfældet her til lands. Alligevel er der 5000 tilknyttede medlemmer af Scientology-kirken i Danmark, hvis første møde med bevægelsen sandsynligvis har været den personlighedstest, der er en del af Scientologys visitkort.

Traumer i metervisDet hele handler om hundrede procent åndelig frihed, og dén hjælper Ron L. Hubbards terapi dig med at finde. Terapien er et selvhjælpssystem, der blev til selve Scientology, og som bruges til at finde frem til åndelige traumer, terapien kan befri dig for. Så kan du nemlig, med lidt held, opnå tilstanden 'Clear' - en tilstand med fuld kontrol over dine tanker. Når du dét niveau, siges det, at du ikke længere vil være præget af fortidens knapt så gode ting. Og måske er du stødt på en scientolog i gadebilledet? Måske har du 'set en tanke' eller hørt om et E-meter, som bruges til at finde frem til de problemer, du måtte ha'. Scientology mener nemlig, at traumerne kan findes og måles gennem de elektroder, man holder om, og som er forbundet med E-meteret, der fortæller om ... dig.

Kunst, Cruise & KatieNår der er masser af kendte, der står ved deres forhold til Scientology, er det ikke så underligt. Stifteren selv havde en stor kærlighed for kunsten og dens bagmænd, som han anså for meget værdifulde mennesker. Så meget, at han oprettede et antal 'Celebrity Centre', hvor kendisserne kunne få råd og vejledning, som de senere kunne profilere både sig selv og bevægelsen med. Og det er ofte, når den røde løbers stjerner drysser sladder ned over os, at vi hører om religionen, der har været involveret i tusindvis af retssager, og som af kritiske tunger beskyldes for at være en manipulerende pengemaskine. Dét har tilsyneladende aldrig skræmt Tom Cruise, som fortsætter sit liv i Scientology, mens Katie Holmes kan glæde sig over at være tilbage i den katolske kirke. Imens kan vi andre vente på næste afsnit af Scientology, skilsmisser og stjernestøv. Og gerne Tom Cruise selv, hvis han trænger til en skulder at græde ud ved. Bare kom, Tom.

Kilder: Wikipedia, Religion.dk

"Dræb svinehunden" sammen med Pernille!

"Vind en GPS til kærlighed" - noget for dig?

Shop sommeren ind her!