https://imgix.femina.dk/media/d9219c56e955489984934d42006de395.jpg
Selvudvikling

Opfør dig ordentligt – det’ jo Sankt Hans!!

22. juni 2012
af Lonnie Kjer
foto: All Over
Det er ikke bare Sankt Hans i morgen. Det er karmatid, og hvad du sår nu, vil du høste. Hvis du spørger hekse, altså. Det gjorde vi …

Det kan godt være, du tror, at Sankt Hans bare er endnu en regnvejrsaften med lidt bål, lidt midsommervise og en fin anledning til at se vennerne. Dér tager du fejl. Den er så meget mere end det. For det er faktisk nu, du kan bestemme, hvordan dit næste år skal blive. Og alt afhænger af din opførsel. Og forklaringen er simpel. I en hekseverden, i hvert fald. Solen flytter sig nemlig ikke i tre dage, så tiden står stille - og dét forpligter. Hvis du ikke opfører i ordentligt, får du "tordenvejr under høsten". Eller på godt dansk … det kommer lige tilbage til dig.
"Det er nu, det er tid til at vise respekt for dine medmennesker, behandle dem kærligt - eller lade dem være, hvis det er dét, de har brug for, " fortæller heksen Dannie Druehyld.

Sankt Hans med heksene
Der er måske lidt langt fra edderkoppesuppen, trylledrikken og kosteskaftet til almindelig regnvejrs-sniksnak med en vaskeægte heks, man bare lige kunne google sig frem til. Men hun er altså heks. Dannie Druehyld. Og hun skal ikke sidde og mikse slangedrikken, mens vi andre synger midsommervisen. Hun skal heller ikke brændes af. Hun skal mødes med nogle stykker fra sin gamle heksegruppe og gøre, som de gør hvert eneste år: Samle blomster ind. Ni forskellige slags, ni forskellige steder. Og i dybeste tavshed.

Ingen hokus pokus
"Det er ikke for at være mystisk overhovedet," forklarer Dannie Druehyld i telefonen.
"Det er bare for at indstille hjernen på, at vi ikke skal tænke på noget som helst, men bare finde blomsterne og så hjem og lægge dem under hovedpuden, så vi kan drømme om fremtiden," fortæller hun. Og dét er der egentlig heller ikke noget hokus pokus over.
"Når du er bevidst om dine drømme, kan du automatisk huske dem," siger Dannie, der sammen med hekseveninderne selv fanger og plukker Sankt Hans-menuen … fisk med urter.

Magi med måde
Efter måltidet kommer ønsketimen, hvor problemer kan løses, kort kan lægges og magiske konsultationer arrangeres - efter behov.
"Det er jo en magisk nat i morgen, hvor man siger, at man kan se elverfolket danse, og det kan jeg selvfølgelig også," fortæller Dannie, der ikke undrer sig over, at vi andre ingenting kan se.
"Når man ikke engang kan se, at naturen er ved at forsvinde fuldstændig fra os, kan man selvfølgelig heller ikke se bagved naturen. Det er en evne, man skal oparbejde og træne … en forståelse for sammenhænge og følelser," slutter Danmarks heksemutter nummer et.

Læs også "Til Bloksbjerg … eller helvede?"

"Slip af med din jalousi" - læs artiklen!


Hvordan bli'r året? Læs dit horoskop!

Læs også