Øretævernes vendeplads

Jeg tror på, at er der nogen, det er vigtigt at være tro mod, er det én selv. Der er ting, man ikke må gå på kompromis med, og da slet ikke fordi man er bange. Derfor tror jeg også på, at det er vigtigt at stå ved, hvem man er, hvad man tænker, og hvilke holdninger man har. Det prøver jeg at efterleve, og jeg tror, jeg med sikkerhed kan sige, at nej - jeg er ikke nogen nikkedukke. Helt ærligt. Det er jeg altså ikke. Jeg er sådan én, der har selvstændige meninger, og som også siger dem højt. Jeg debatterer, slår i bordet og er ikke bange for at sige, hvordan jeg mener tingene hænger sammen. I hvert fald er det sådan, jeg meget gerne vil se mig selv. Problemet er, at det koster, det dér med ærligheden. Det koster også, selv om man ikke er så ærlig, at man stiller sig op i storrumskontoret og råber op om, at kollegaens nye kjole får hende til at se underlig skæv ud, og det koster, selv om man inden hver eneste parmiddag husker at minde sig selv om at undgå at komme til at give udtryk for, at man synes, venindens kæreste er en smule mindre begavet end hun selv.

For ikke så lang tid siden kom jeg til at sige, at jeg ikke er tilhænger af, at voksne kvinder med to børn og et samliv, der strækker sig over mere end et årti, nødvendigvis behøver at blive givet bort af deres far i en kirke. Og det mener jeg jo sådan set. Imidlertid mente hende, jeg sad over for, ikke det samme. Nej, hun var faktisk i gang med at planlægge sit bryllup. Endelig. Efter at hun havde boet sammen med sin kæreste i mere end 10 år, og efter at hun havde fået to børn med ham. Host. Når jeg siger, at det ikke er nemt at padle hjem efter den sandhed, så siger jeg vist ikke for meget. For ærlighed sårer, og det kan edderrøveme føles dumt, når man sidder dér som afsender. Og vi skal være enige, vi kvinder - når vi sidder mere end to sammen, får vi på en eller anden måde og ved stor fælles indsats vendt og drejet alle samtaler, så de bliver sikre; så ingen rejser sig fra fællesskabet og mener noget, de andre ikke kan erklære sig enige i. Vi undgår de konfliktfyldte emner, og holder os til det hyggelige - i hvert fald søger vi fællesskaber, hvor andre på forhånd er enige med os. Vi stryger hinanden med hårene i lange, bløde, blide strøg, og noget af det værste, man kan sige til en medsøster, er, at hun må tage sig sammen. At hun må hanke op i sig selv og bide tænderne sammen, for vi skal være søde, og blide og bløde. Samtidig går vi kvinder ned med stress og mavesår, fordi vi ikke får sagt fra, og fordi vi ikke tør stå ved os selv. Selv i de næreste venindekredse er der emner, man undgår, fælder, man ikke tillader sig selv at stikke tåen i, fordi vi skal hygge os, passe på hinanden og være omsorgsfulde.

Alle forhold skal kunne bære et vist mål af, at man er sig selv - at man står ved, hvem man er, og de holdninger, man har. Problemet er bare, at vi kvinder tror, hygge er lig med, at ingen bliver udfordret; at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved hinandens levevis, og at vi endelig, endelig ikke støder hinanden. Vi skal være enige, og vi tør ikke vove pelsen for en holdning; vi glider af og kigger væk - samtidig med at vi undrer os over, at der ikke er ligeløn i Danmark endnu. Men pointen er og bliver, at den vigtigste troskabsed, vi kan aflægge, er den, vi aflægger over for os selv. Om, at vi passer på vores holdninger, at vi husker at mærke, hvad vi for alvor mener, og at vi tør læne os tilbage i en eller anden stille vished om, at dem, der elsker os, også gør det, selv om vi ikke mener det samme som dem - og at det er vigtigere at være sig selv end at være præcis, som de andre ville have lettest ved man var. Og det prøver jeg så selv at holde fast i, når jeg står dér med holdningerne i postkassen og holder fast i alt det, der for alvor betyder noget for mig. Det mest mærkelige er, at hver gang jeg tror, jeg er helt alene, er der altid én fra bageste række, der stikker fingeren i vejret og hvisker: "Sådan har jeg det også."

Tine Bendixen: Alt er forbudt