https://imgix.femina.dk/media/jonprim.jpg
Selvudvikling

Når en mand får nok

28. januar 2013
af Lonnie Kjer
foto: PR
… ja, hvad gør han så? Dét stilles der skarpt på i forestillingen ’De kaldte ham mand’, hvor skuespiller Jon Lange, ene mand, har til at opgave at levere svaret. Selv forbeholder han sig retten til ét enkelt budskab: Lad manden være mand!

Der er bløde værdier, quiltede vattæpper, modermælk og brækket hvid ud over hele samtalekøkkenet. Det feminine førergreb har taget overhånd, og manden sidder snart helt ude på sidesporet og dør af lav sædkvalitet og ADHD, før han lærer at stave til sit eget navn. Sådan lyder en del af pressemeddelelsen på 'De kaldte ham mand', og man bliver da ualmindeligt nysgerrighed efter at høre de kære mænds svar og krydser nærmest fingrene for et lille, velment - men håndfast - klap fra det maskuline til de feminine.

Hvem har bukserne på?
For har vi kørt dem ud på et sidespor? Erobret verdensherredømmet … eller i hvert fald statsministerposten - også i hjemmet? Dét - og meget mere - kommer 'De kaldte ham mand' rundt om. Med Jon Lange som manden på scenen skal vi lægge øre til de syv forfatteres undren. Over mænd, kvinder, kærligheden, karrieren … livet. Men svarene får du ikke hos Jon Lange, der netop har haft premiere på forestillingen, der nok skal få kvinderne til at styrte afsted i teatret.
"Ja, det skal jo opleves … og hvornår er nok nok? Det er jo dét, vi har spurgt de syv tekstforfattere om, og vi kommer altså ret godt rundt omkring, " lyder det fra skuespilleren.
"Vi får jo også nok af os selv … af samfundet … af politik … der er så mange emner at tage fat på og masser at debattere."

Tid til maskulin (selv)udvikling!
Dét gør de i 'De kaldte ham mand', hvor vi møder manden, der af gode grunde har det 'på mange forskellige måder', når han hopper ud og ind af tekstforfatternes maskuline universer. Vi hilser på både Knud Romer, mandeforsker Kenneth Reinicke og Simon Emil Ammitzbøl, så posen bliver rystet godt og grundigt, når alle syv stemmer taler gennem én mund - Jon Langes, og når menuen pludselig står på maskulin selvudvikling. For er det ikke dét, det er … og er det egentlig mændenes tur til at dykke ned i dén afdeling, den moderne kvinde har boet i årevis?
"Ja, det er det nok. Men det er et tveægget sværd, for selvfølgelig skal mændene også selvudvikle, og de generationer af mænd, der er opdraget til at være empatiske og lyttende, lever et mere nuanceret liv, synes jeg. Men altså … vi skal også huske at være mænd!"


Når en mand er en mand …
Og nej, det handler selvfølgelig ikke kun om mandehørm, fodboldkampe og dåsebajere … men det handler også om dét ...
"I elsker os jo lidt mere, når vi insisterer på at være mænd, og når I ikke bliver inviteret med til hvad som helst. Det er skønt, når kæresten er med i Parken til fodboldkamp … men I skal også blive hjemme af og til, så vi kan snakke med vores venner om jer. Ligesom I selv gerne vil gøre det. Så vi skal holde fast i vores forskelligheder, fordi det skaber en vigtig dynamik … hvis den Bengalske Tiger bliver udryddet, bliver verden til et mindre sted, og lige sådan skal I lade os være os."

Tudekiks, nej tak!
Og vi skal ikke nødvendigvis forvente os selvynk og smalle skuldre i 'De kaldte ham mand'. I hvert fald ikke fra skuespilleren selv, der fra sin egen personlige skuffe ikke disker op med posen med selvmedlidenhed. For det er slet ikke synd for manden.
"Det ville kun være synd for os, hvis nogen havde taget noget fra os og eller bestemte hvilken måde vi skulle opføre os på. Det er svært at være til, for os allesammen, og vi skal hele tiden forsøge at blive bedre mennesker, og så er det lidt ligegyldigt, hvilket køn du er. Vi skal ikke spilde vores kræfter på de forkerte kampe," siger han og slutter af med en opfordring til både mænd og kvinder om at suse i teatret. For 'De kaldte ham mand'. Og dét bliver vi forhåbentlig ved med.

Læs også