Selvudvikling
24. marts 2010

Mormor fylder for meget

Hvis jeg fortsætter med at være den super diplomatiske som hidtil, er jeg bange for, at jeg bliver kørt længere og længere ud på et sidespor
Af: René Toft Simonsen
https://imgix.femina.dk/media/75a12b4029934628a34f908437e08b1d.jpg

Modelfoto: Colourbox

Kære Renée. Jeg blev for to år siden farmor til den yndigste lille pige, som vi alle elsker højt. Min svigerdatter har taget godt imod mig og siger hele tiden, at jeg bare kan komme - jo mere samvær med bedsteforældre, der elsker hendes datter, jo bedre. Og hun mener det. Jeg er aldrig blevet afvist og har med stor tillid fået alt det samvær med mit barnebarn, som jeg kunne ønske mig. Alligevel mærker jeg det dér med mormor og farmor. I vores tilfælde er vi meget forskellige. Mormor er blevet enke for nogle år siden, og hun har - efter eget valg - ikke andre i tilværelsen end sine to børn og barnebarnet. Hvis hun ikke er sammen med dem, sidder hun hjemme med hænderne i skødet. Hun deltager i alt hos min søn og svigerdatter. Adventssøndage, jul, nytår, weekender, hverdage, ferie osv. Når min søn arbejder om aftenen eller i weekenden, er min svigerdatter hos hende - hver eneste gang. Jeg er anderledes aktiv og har et netværk af venner. Jeg er glad for, at min svigerdatter har et godt forhold til sin mor, og at mit barnebarn har en kærlig mormor. Men dette symbiotiske forhold virker på mig, som om det er min svigerdatter og hendes mor, der har fået barn sammen, og ikke min søn og svigerdatter. Det skal nævnes, at selv om han er ved at få fnat over det selv, kan han slet ikke trænge igennem. Jeg har indtil nu behersket mig, selv om jeg kan mærke, at det bliver sværere og sværere. Jeg synes simpelt hen, Mormor får alt for stor indflydelse på alt i den lille familie i stedet for at holde sig lidt tilbage.
Hvad synes du om dette fænomen ... om, at mor og datter er hinandens bedste veninder? Og hvor synes du min rolle i alt dette er? Hvis jeg fortsætter med at være den super diplomatiske som hidtil, er jeg bange for, at jeg bliver kørt længere og længere ud på et sidespor.
Venlig Hilsen
Farmor

Kære Farmor. Helt ærligt så håber jeg, at også mine døtre vil have lyst til, at jeg skal være en stor del af deres liv - hele deres liv. Og selv om jeg jo også har to sønner og i grunden har lyst til at være en lige så stor en del af deres liv, tror jeg måske ikke på, at jeg får så meget lov til det. Jeg vil dog gøre alt, hvad jeg kan, for at blive veninder med mine svigerdøtre. Det er nok den forskel, der er på, hvordan man forholder sig til éns sønner og éns døtre - pigerne ligner én selv, og man er deres rollemodel i langt større grad. Derfor tænker jeg, at farmor og mormor ofte har forskellige pladser i børnenes familie ... selvfølgelig med de undtagelser, der altid er fra enhver regel.
Hvordan skal du så forholde dig? Jeg synes, du skal lade din søn om at sige fra over for sin svigermor. Jeg tror, du kan komme rigtig meget i klemme, hvis du lufter dine tanker. Uanset hvordan du vender og drejer det, så er det hans problem, hvis han er ved at få fnat. Han er voksen og må selv tage sig af det. Spørger han dig til råds, skal du selvfølgelig give din mening til kende, men ellers skal du lade det ligge. I forhold til din egen plads så tænker jeg, du skal være lige nøjagtig den farmor, du ønsker at være. Faktisk synes jeg, det lyder, som om du er en helt eksemplarisk og dejlig farmor.
Til sidst vil jeg sige, at den dér med at sammenligne dig med Mormor og tænke, at én måde at være på er bedre end en anden, det er ikke nogen god vej. Sidst, men ikke mindst synes jeg, det er interessant, at du har tanker om, at du måske vil blive kørt ud på et sidespor, hvis du fortsætter med at være diplomatisk som nu ... måske er det den frygt, der får dig til at have de følelser, du har?
Kærlig hilsen
Renée

Kære Renée.
Tusind tak for dit svar, men jeg bliver nødt til at sige, at jeg ikke synes, du får fat i det, jeg spørger dig om. Din allersidste sætning om, at jeg bør tænke på det dér med at blive kørt ud på et sidespor - det er jo netop det, jeg har tænkt på og forsøgt at se fra mange forskellige vinkler, og netop det, der fik mig til at skrive til dig i første omgang. Det hjælper mig ikke at få at vide, at jeg skal tænke på noget, jeg allerede har tænkt på i flere år.
Jeg vil gerne understrege her, at jeg er lykkelig for, at min svigerdatter og hendes mor har et tæt og godt forhold sammen. Jeg kan godt leve med, at mit forhold til min søn er af en anden karakter - selv om jeg synes, at også det forhold, vi har, er tæt og fortroligt og med meget dejligt samvær. Hvad jeg derimod har svært ved at acceptere, er, at den kultur, som er min, og som er den, min søn er vokset op i, bliver tilsidesat og underordnet en anden familiekultur - nemlig den, min svigerdatter er rundet af. Simpelt hen bare ved at Mormor overhører og gør, hvad der passer hende selv og hendes datter. På alle områder. Med hensyn til hvordan man er sammen, hvad man laver, og hvorvidt barnebarnet skal have slik eller ej, og hvad hun skal spise og have på, hvordan man opdrager osv. Alt sammen noget, jeg - i overensstemmelse med min egen familiekultur - synes, de to unge skal finde ud af ved at finde deres egne kompromiser uden indblanding af os andre. Men sådan er det ikke.
Jeg er nået dertil, at jeg undrer mig over, at Mormor altid må sige og gøre, mens jeg skal være den diplomatiske og udglattende ... men hvorfor egentlig? Og selvfølgelig hænger det sammen med min følelse af (angst for) at blive kørt ud på et sidespor. Men det hjælper ikke at få at vide, at jeg skal fortsætte med at tænke over det ...
Venlig hilsen
Farmor

Kære Farmor.
Fair nok - jeg må have misforstået dig. Nu ser jeg, at det, du beskriver, er, hvordan Mormor og Mormors værdier fylder og får lov at fylde meget hos din søn og hans frue, mens de ting, du står for - de værdier, din søn er vokset op med - ikke får lov at fylde så meget. Til det vil jeg svare, at din frygt for at blive kørt ud på et sidespor er ganske velbegrundet, og du for mig at se er på vej ind i mineret område, hvilket vil kunne føre til, at der vil blive taget afstand fra dig. Det er din søns kamp, du påtænker at gå ind og kæmpe, og ham, som må føre den, hvis han synes, den er umagen værd ... under alle omstændigheder er det noget, der betyder rigtig meget for dig, og det kan du jo godt tage op ... måske få sagt til din søn alene, måske til din svigerdatter alene? Dog tænker jeg, du allerede har en forestilling om, hvordan det vil blive modtaget, siden du er bange for at blive kørt ud på et sidespor ...
Kærlig hilsen
Renée

https://imgix.femina.dk/legacy/media/f22c71648e58431caaceb356c9c5376b.jpg

Spørg Renée
Renée Toft Simonsen er Cand.psyk. Har du et spørgsmål til Renée, kan du skrive til hende på renee@femina.dk, så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.

Læs mere om:

Læs også