Selvudvikling
8. november 2014

Mor til snart to: Hold så op med at skælde ud på os forældre!

Det kommer til at ende helt galt med vores børn. Det kan vi lige så godt se i øjnene. I hvert fald hvis man skal tro på de tonsvis af formaninger, irettesættelser, kritiske røster og løftede pegefingre, som vælter ned over forældre disse dage. Anne Barslev fik nok!
Af: Malene Fich Weischer
https://imgix.femina.dk/media/websites/qmag-dot-dk/website/engangsbilleder-2014/maj/perfektprim.jpg

foto: Shutterstock & Privat

Kære Information
Jeg er så træt af at få skæld ud. Jeg er så træt af kritik, løftede pegefingre og fejlsøgning.
Du skriver at vi har mistet familiebalancen. Nævn mig en generation, et årti, et øjeblik hvor der har været familiebalance. Et øjeblik hvor mødre, fædre og børn har gået hånd i hånd, uden stress og velafbalancerede mod solnedgangen. Det er en utopi. En myte vi bruger til at dunke hinanden i hovedet med.

Sådan starter 39-årige Anne Barslev sit indlæg på sin private facebook-side. Anne er ikke kendt, hun er ikke børnepsykolog, hun er ikke debattør, blogger eller noget som helst. Hun er en helt almindelig mor, der prøver at få børn, liv og arbejde til at gå op i højere enhed. Ikke desto mindre fik offentligheden hurtigt øje på hendes indlæg, og i løbet af ganske kort tid, var det blevet delt mere end 3000 gange. Tv-stationer og aviser kimede hende ned for at få hende til at stille op i diverse debatter, men hun sagde nej til det hele. For det var ikke det, der var målet.

Nedladende, fordømmende og bedrevidende


Anne Barslev

- I virkeligheden var det jo bare et indlæg, som jeg skrev til mine venner på facebook, men lige pludselig blev det bare delt og delt. Det var både overvældende og underligt, og jeg fik pludselig mange mails og folk genkendte mit navn til fester og den slags, fortæller Anne Barslev nu til Q.
Hun fik med andre ord pustet ild i en glød, der tilsyneladende har ligget og ulmet hos mange, der ligesom Anne bare har fået nok!

- Det handler jo ikke specifikt om Information, selvom det var en artikel hos dem, som jeg tog udgangspunkt i i mit indlæg. Det er jo alle steder. Den måde, der bliver talt på til familier i dag, er jo forfærdelig. Den er så nedladende, fordømmende, hård og bedrevidende. Sådan var det ikke før - selvom vores børn har det bedre end nogensinde.

Helt ude af proportion

Og det er præcis dét, der er pointen for Anne Barslev.
Vi får hele tiden at vide, at vi ikke gør det godt nok. Vores børn er for længe i institution, de sidder for meget med ipad'en, vi dyrker karrieren for meget, er for selviscenesættende, for selvoptagede, for lidt nærværende - men samtidig pakker vi også vores børn for meget ind, passer for meget på dem, hjælper dem for meget.

- Den måde, der bliver talt på til familier i dag, er jo forfærdelig. Den er så nedladende, fordømmende, hård og bedrevidende.

Anne Barslev

- Det er så forkert, og samtidig så proportionsforvrængende, og det er faktisk dét, der gør mig mest rasende. Der bliver brugt så meget spalteplads på, at fortælle nogle allerede ganske velfungerende forældre med gode job, penge til at købe ipads for og mulighed for at give ungerne en tryg og god opvækst, at de ikke gør det godt nok.

- Det betyder så, at vi står nede i børnehaven og peger fingre af dem, der henter en time senere end de andre i stedet for at bruge tiden på at hjælpe de familier, der slet ikke har råd til en ipad. Eller hjælpe de børn, der bare 800 km syd for vores grænse ligger og dør på gaden, mens alle er ligeglade. De fordømmende indlæg og de mange formaninger har taget fuldstændigt overhånd, og det er så snæversynet, at jeg slet ikke kan holde det ud, siger Anne Barslev.

> Læs også: Hvem gider egentlig være perfekt?

Vores børn har det SÅ godt!

- For bare en generation siden, gik børnene i langt højere grad for lud og koldt vand. For to generationer siden var det endnu værre. Helt ærligt, vores børn har det SÅ godt. De har aldrig haft det bedre, og det er så småt og snævert at bruge så lang tid på at diskutere, om de må sidde en time med en ipad eller ej, når de på så mange måder ligger blandt de børn i verden, der har det absolut bedst på alle fronter.

Anne er selv mor til en dreng på 4 år og er i øjeblikket gravid med nummer to.
- På et tidspunkt i starten af min graviditet begyndte jeg pludselig at bløde og blev meget forskrækket. Jeg kom direkte på skadestuen, hvor en sød sygeplejerske holdt mig i hånden, og derfra videre ind til lægen, som scannede mig. Halvanden time senere var jeg hjemme igen og havde fået at vide, at alt var, som det skulle være. Og dér stod jeg med tårer i øjnene. For hver er det et fantastisk samfund, vi har, hvor dét er muligt. Vi er så privilegerede, vores børn har så meget - og i stedet for at bruge det overskud, det giver os, på at hjælpe, hvor der er behov for det, så bruger vi i stedet tiden på at puste små bitte ting op til at blive kæmpestore. Det er jo latterligt.

Ja, der foregår også shit i Danmark

- Selvfølgelig er jeg klar over, at der foregår shit i Danmark. Der er også børn i Danmark, der har det rigtigt skidt, ligesom der selvfølgelig også er forældre, der kunne gøre det bedre. Det er ikke det, jeg anfægter, og jeg synes netop, at vores tid og overskud som samfund skal bruges til at tale om, hvordan vi hjælper dem fremfor om et barn må sidde med en ipad i en time eller to i løbet af lørdagen. Den gennemsnitlige forælder forstår jo fuldt ud sit ansvar overfor børnene og møder deres behov langt mere end nogensinde før. Så stop nu al den nedladenhed og brug kræfterne på at hjælpe dér, hvor der virkelig er behov for det!

Eller som Anne slutter sit indlæg på facebook af:

Vi gør FOR HELVEDE hvad vi kan for at gøre alt det rigtige. Ligesom alle tidligere generationer. Under de omstændigheder, der er os budt.

Der en er ingen børn i min omgangskreds, der ikke er æltet ind i kærlighed. De bliver forældre-slikket i hovedet i det øjeblik, de kommer ud af udflytterbussen med en regnorm i baglommen af voksne, der blå i hovedet har forceret byen i et forsøg på at være der til tiden. Ingen børn før disse, er blevet hørt, set eller mærket som dem.

Hold så op med at skælde ud på os.

Læs mere om:

Læs også