Selvudvikling

Mine børn behandler mig dårligt

af Renée Toft Simonsen 20. december 2011
Hvad gør man som mor, når man gang på gang bliver såret af sine voksne børn?

Kære Renée, Jeg skriver til dig i håb om, at du kan hjælpe mig. Det drejer sig om, at min voksne datter har afbrudt kontakten med mig. Efter at hun har fået barn med en gift mand, er hendes liv blevet meget svært. Jeg har altid gjort alt, hvad jeg kunne, for at hjælpe og støtte hende. Dog har jeg selv ikke så mange kræfter. Jeg er indvandrer og har en uddannelse, men desværre ikke så meget arbejdserfaring. Jeg har været udsat for vold og mishandling, har været deprimeret og meget alene. Min datter er ca. 40 år, alenemor med tre børn, kun folkeskoleuddannelse. Hun ønsker førtidspension, lægen mener, hun har ADHD.Jeg har også en voksen søn, som klarer sig fint, er højtuddannet, bor papirløst med kvinde (skolelærer) og har et barn. Sidste gang jeg var på besøg hos dem, kom jeg med min anden datter, som er verdens sødeste pige, har job og klarer sig godt. Men min søns kone er altid meget uvillig til at tale med mig, på trods af at jeg har taget uddannelse i Danmark og har fået 10 i dansk. Hun elsker at rette mig, og hun serverer aldrig noget for os, når vi kommer på besøg, på trods af at det altid er aftalt og med lange mellemrum. Hun siger, at "enhver skal passe sit".Kære Renée, kan du hjælpe mig med at acceptere, at min ene datter ikke ønsker kontakt med mig, at min søn kun serverer te, og at min svigerdatter er uvenlig og ingen pli har. Jeg vil gerne lave om på mig selv, men ved ikke på hvilket område. Hvad gør jeg forkert?Venlig hilsenDen sårede AKære sårede A. Det er mange små ting, du bringer op i dit brev. Store og sårede følelser er på spil, tror jeg, og for alle parter, både du og dine børn og svigerbørn. Hvorfor det lige netop er blevet sådan mellem jer, er virkelig svært for mig at sige. Ud fra dit brev er der jo intet, der ligesom åbenlyst fortæller, hvad du skulle have gjort galt, så de ikke har lyst til at være sammen med dig.Men jeg fik nogle tanker, og måske de kan hjælpe dig? Måske er de helt hen i vejret og har intet med virkeligheden at gøre, men nu deler jeg dem med dig alligevel. Du fortæller bl.a., at du har sagt noget nedsættende til din datter om det, at hun er på kontanthjælp og nu ønsker at komme på førtidspension. Det i sig selv er for mig at se en stor kritik af hendes liv og af, hvad hun evner eller ikke evner, og den kritik ville de fleste mennesker ikke have lyst til at være sammen med, den er sårende og gør ondt - uanset om den er berettiget eller ej. Så måske er det ikke dig, hun undgår, men den kritik, du retter mod hende? Og i forlængelse af den tanke var der måske noget for dig at arbejde med i forhold til ikke at være kritiserende, men derimod inkluderende og positiv.I forhold til din søn og svigerdatter fortæller du, at du har visse forventninger, og at der skal noget helt bestemt til, for at du kan føle dig hjemme og velkommen - her tænker jeg igen, at deres modvilje kunne have noget med en eventuel kritik af dem at gøre? Jeg ved det ikke, men hvis man gennem sine ord eller sin måde at være på får folk til at tænke, at man er offer for dem og deres dårlige måde at være på, så ligger der jo en kritik gemt dér, og igen: Folk har ikke lyst til at være sammen med nogen, de bliver kritiseret af. Kritik gør ondt og føles ikke rart. Det er muligt, din svigerdatter og søn gør tingene på en anden måde, end du er vant til, eller at de er gæstfri på en anden måde, end du selv ville være det, men jeg tænker, det er rigtig vigtigt at være accepterende og rummelig over for, at man kan være gæstfri på forskellige måder. Måske skulle du prøve, næste gang du er sammen med din søn og svigerdatter, ikke at være kritiserende overhovedet - heller ikke inden i dig selv i stilhed - og i stedet fokusere på, hvad der er af positive ting. Og i forhold til din datter synes jeg, du skal prøve at kontakte hende igen. Sig, du savner hende, sig, du savner dine børnebørn, og spørg, om ikke nok du må komme forbi med et stykke kage eller invitere dem på middag - og hvis de siger ja, så lov dig selv hverken at sige eller fokusere på noget som helst negativt. Ikke noget med at se tilbage og bringe tristheden over afvisningen op, se fremad, og vær glad, hvis hun igen vil være sammen med dig.Kærlig hilsenRenéeMin datter er misbrugerMin venindes kæreste sender signalerJeg vælger altid den forkerte mand