Dorthe Kandi - Curvy Kandi
Selvudvikling

Min krop skal ikke seksualiseres med tildækning!

11. april 2018
Af Dorthe Kandi (aka curvy_kandi find mig også på instagram)
Foto: Privat
Chefredaktør Dorthe Kandi havde ikke tænkt så meget over sin krop, som hun gjorde den uge, hun besøgte Iran og skulle dække den til. For hende er konstant bevidstheden om at dække sig til både hæmmende og ladet med 'farlig' seksualitet.

”Et tørklæde er en skønhed på en kvinde” – sådan sagde min svoger, under mit første besøg i min mands fødeland for nylig. Mit svar var - med et smil - ”Det kan du sagtens sige, det er jo ikke dig, der skal have det på”. Hvilket min iranske svoger tog med et tilsvarende smil - og ikke uden selvironi, svarede han: ”Det er da rart om vinteren”.

Og ja det er muligvis rart om vinteren – men jeg har aldrig tænkt så meget over min krop, som da jeg besøgte Iran i en uge – i hvert fald ikke siden jeg var teenager. Og hvordan kan det så være – ja for mig handlede det om, at jeg var gæst i landet for første gang, og at der findes en del regler for, hvordan man er klædt som kvinde.

I Iran skal kvinder bære tørklæde over deres hår – mange har en knold, som tørklædet hænger på, så det egentlig kun dækker håret delvist. Men mange bærer også hijab, som dækker alt håret – og nogle af dem har chador udover, så deres krop også er tildækket. Som gæst i landet skal man overholde reglerne med dækket hår – og lange ærmer på bluserne, der også skal dække bagdelen, samt lange bukser eller kjoler. Vi så ingen overhovedet i nederdele og strømpebukser – mest så vi kvinder i lange bukser – også stramme – og lange bluser og jakker.

Jeg havde kufferten pakket med løse bukser, lange bluser, kimonoer og så selvfølgelig tørklæder. Jeg har pandehår, så mit hår var aldrig helt dækket, og det blev der på ingen måde set skævt til. Faktisk blev der slet ikke set skævt til os på nogen måde. De eneste kommentarer vi fik til vores påklædning var venlige beklagelser over, at vi var nødt til at bære tørklæde.

(artiklen fortsætter under billedet)

Dorthe Kandi Iran

Men venligheden forhindrede ikke, at jeg blev ekstra kropsbevidst, på en måde som faktisk føltes lidt ubehagelig for mig. Jeg var hele tiden opmærksom på om mit tørklæde gled for langt ned i nakken, jeg tog mig selv i at hive mine ærmer op til albuerne, fordi det var lunt med et par og 20 grader, og jeg tjekkede ofte om kimonoen var gledet op foran, eller om blusen mon nu også dækkede numsen bagpå.

LÆS OGSÅ: Jeg elsker min krop - men det behøver du ikke

Det skyldes selvfølgelig først og fremmest at det er nyt for mig, og at jeg var gæst og ikke havde ønske om at fornærme nogen, selvom jeg på ingen måde støtter den form for regulering af kvinders (eller mænds) påklædning.

Men det skyldes også, at jeg synes den form for krævet tildækning er udtryk for en seksualisering af min krop, som er ubehagelig. Hvorfor skal jeg dække mine arme, ankler, nakke og hår – fordi mænd ellers kan se de dele af mig? Forventes det da, at mænd vil blive så tiltrukket af mine blege underarme, bløde nakke eller buttede ankler, at de lade alle hæmninger falde. Jeg tvivler. Men den bevidsthed, som den type regler fordrer, kan uanset, hvordan jeg vender og drejer det, aldrig blive andet end en begrænsning.

Så kan andre (mænd) kalde det en beskyttelse af mig, så meget de vil. Men de kunne jo tage bind for øjnene i stedet, hvis de ikke kan tåle synet af mit hår og min krop.

Det optager al for meget tankevirksomhed – og fordrer en stor bevidsthed om eget værd som andet end en krop, når kroppen skal gemmes af hensyn til mænd.

LÆS OGSÅ: Kvindekroppen er stadig ikke fri

Jeg er klar over, at det kan være anderledes for andre – selvfølgelig – og jeg vil absolut understrege, at jeg oplevede glæde og afslappethed ved kroppen, da jeg var i hamman med en hel masse kvinder, der daskede halvnøgne rundt, mens de snakkede, badede, sang og dansede.

Men jeg synes stadig, at den bevidsthed om kroppen, som blev nødvendig hver gang, der var en mand i nærheden er så hæmmende, at jeg ikke ville kunne bo i et land, hvor den slags regler hersker.

I det hele taget ønsker jeg for alle kvinder, at de kan bo i et land, hvor de kan gå klædt nøjagtig, som de vil med eller uden tørklæde, med eller uden bare ben, eller hvad de nu har lyst til. For jeg er overbevist om, at langt de fleste kvinder vil vælge friheden.

Læs også