Min kæreste skiftede køn, og jeg blev lesbisk

Facts om Rebecca (tv. på billedet)
Navn: Rebecca (tidl Peter.)
Alder: 44 år
Job: Adm. direktør i sit eget firma
Privat: Kæreste med Helene, far til en søn på 11 og en datter på 16 år

Facts om Helene (th. på billedet)
Navn: Helene
Alder: 43 år
Job: Markedschef i sit eget firma
Privat: Kæreste med Rebecca og mor til to teenage-sønner fra et tidligere forhold

"Du må ikke tro, at du bliver kvinde bare ved at skære din penis af." Sådan sagde Peters svigermor, da han for to år siden fortalte, at han ville skifte køn, eller få lavet en kønskorrigering, som det egentlig hedder.
"Min 10-årige søn var bange for, at jeg ville dø, og spurgte, om jeg virkelig behøvede få operationen. Min datter , som var 15, forstod det på en anden måde. Min ekskone sagde: "Gør det nu, inden det er for sent, så jeg kan få et liv med en mand, og du kan finde kærligheden. Men hold mig ikke for nar fremover."

Hele livet havde Peter, som i dag hedder Rebecca og er 44 år, levet i skabet. Ingen havde troet, at den tidligere FN-soldat havde en kvinde inden i sig. Han havde ejet en Harley Davidson-butik og været administrerende direktør for et finansforetagende. Han var dobbelt svensk mester i jujutsu og havde fem potensforlængere i garagen - en Lamborghini Countach, en Ferrari 348 Cabriolet, en Porche Turbo og et par Harley Davidson motorcykler. Men jo ældre han blev, jo trættere blev han af at lyve for sig selv og andre.
"Jeg udnyttede enhver chance til at klæde om. Mit kvindelige jeg var altid i en taske. Jeg gemte tasken i fyrrummet, på loftet og i bilen. Spørg mig ikke, hvor meget jeg har betalt SJ (de svenske jernbaner, red.) for opbevaring. De burde forære mig et guldkort! Der ligger mange kvinder i SJ's opbevaringsbokse, kan jeg afsløre," siger Rebecca. Som far var han følelseskold og afvisende. Han lod ingen komme tæt på af angst for at blive afsløret som transseksuel. Håbløsheden tog overhånd. I 1993 forsøgte han at tage sit eget liv. En morgen kyssede han Victoria farvel og skrev et brev. Selvmordet skulle ske i bilen på vej til arbejde for at give fuld udbetaling af forsikring til børnene. I det fjerne så han en lastbil fyldt med tømmer og svingede over i den modsatte vejbane. Bilen blev totalskadet, men Peter overlevede.

Overvejede selvmord

I 2002 sad han ved et jagttårn i skoven med et jagtvåben i munden. Geværet var ladt og afsikret og afskedsbrevet lå i bilen, men han turde ikke trykke af. Ved en udklædningsfest nogle år senere krydsede Helenes vej Peters. Peter var klædt ud som forretningskvinde - og han havde Dolly Parton-bryster og paryk på. Helene havde to 10-årige forhold bag sig. Med sin første mand havde hun fået to sønner, og hendes andet forhold sluttede som et godt venskab. Hun arbejdede som kunstagent, havde været single i 1½ år og havde to dage inden erklæret, at hun ville leve alene resten af livet, og at hun ikke forstod sig på mænd. Alligevel sagde hun ja til at mødes med Peter igen.

"Jeg faldt for hans øjne og blødheden i hans stemme. Der var noget stilfuldt over Peter," siger Helene. De besluttede sig for at spise frokost sammen, og Helene beskriver manden, hun mødte, som "den smukkeste mand, jeg nogensinde har set." For Peter var klædt som en mand. Han bar et gråmeleret Boss jakkesæt, havde tilbagestrøget hår og skægstubbe. Parret spiste laks og dildstuvede kartofler på restaurant Ulla Winblad og talte uafbrudt i tre timer. En time efter Peter havde sluppet Helene af syne, ringede han til hende. "Du, jeg har ikke været ærlig over for dig. Kan vi spise en is sammen?" sagde han. 30 minutter senere sad de på en parkbænk. Samme aften mødtes de på ny, men denne gang var Peter omklædt - han bar guldjakke og paryk, og brysterne var igen Dolly Parton-store.

"Den nat vågnede jeg af og til, og det eneste, jeg tænkte på, var Peter. Kl. 8 ringede jeg til min ven og sagde: "For pokker, du må hjælpe mig. Den er helt gal med mig. Jeg er forelsket i en transvestit! Hvad skal jeg gøre?" Siden låste jeg mig bogstaveligt talt inde. I flere uger læste jeg alt om transseksuelle," fortæller Helene. Nogle uger senere spurgte hun Peter, om han ville være kvinde, hvis han fik muligheden. Han sagde: "Jeg ville så gerne, men det går ikke. Jeg er for stor, jeg har trænet for meget, jeg er for gammel, jeg har børn." "Et eller andet sted bestemte jeg mig der for, at det skulle være os. Hvorfor sige nej til kærligheden? Jeg har aldrig længtes efter en kvinde, men da jeg mødte Peter, var det som at komme hjem," siger Helene. Peters kone og børn rejste på ferie, og i den uge levede Peter som kvinde, dog uden Helene. Han fik påsat hår og gik i kvindetøj, helt ind til trusserne, og på den sidste aften traf han en beslutning. Han ville ikke skilles fra sit kvindelige jeg. Han var ikke transvestit, han var transseksuel, og han orkede ikke længere at leve på en løgn. Den uge tænkte Helene meget på Peter. Hun var overbevist om, at hun havde fundet den eneste ene. En måned senere samlede Peter sin familie og lod bomben sprænge. "En skilsmisse er dramatisk for børn, og når du krydrer den med et kønsskifte, bliver det endnu mere dramatisk," siger Peter.

I 2006 var Rebecca mand, men klædte sig ud som kvinde. Brystproteserne vejede et kilo hver, og hun bar paryk:

Operationen var sat til den 22. januar 2007

Peter havde fundet dr. Suporn, en kirurg i Thailand, som anses for verdens bedste. Prisen for en kønskorrigering er ca. 250.000 kr., operationstiden er 7½ time, og sværhedsgraden er meget høj. Klinikken ligger i Chouburi, en industriby en time syd for Bangkok. Parret griner og siger, at det er den eneste by, som mænd ankommer til, og kvinder rejser fra. Dr. Suporn bad Rebecca, som var Peters nye navn, om at rangordne sine nye kønsdeles tre vigtigste egenskaber. Rebecca ønskede for det første, at de skulle være følsomme, for det andet at de skulle have et naturligt udseende og for det tredje have en ordentlig dybde. Aftenen før operationen sad Rebecca og Helene på klinikkens balkon og så solnedgangen. De græd og holdt om hinanden. "Er det risikoen værd?" spurgte de hinanden, "er dette vores sidste aften sammen?" En kønskorrigering er en utrolig belastning for kroppen - kirurgen laver et 20 cm dybt hul i patienten. Rebecca talte i telefon med sine børn og sagde, at nu var det tæt på, og at han snart ville komme hjem.

"Narkoselægen dr. Dilika kiggede mig i halsen og sagde: "Rebecca, det her kommer til at gå rigtig godt, i morgen er din fødselsdag"," siger Rebecca. Helene og Rebecca krøb ned i samme seng. Rebecca tog beroligende piller og faldt i søvn med det samme, men Helene lå vågen hele natten. Kl. 6 vågnede Rebecca, og en time senere skulle hun hentes af sygeplejersken. "Rebecca sagde: "Nu vil jeg gå i bad, og så vil jeg gerne have, at du føntørrer mit hår," fortæller Helene, "jeg sagde: "Hvorfor det?! Føntørre dit hår? De sætter jo en hætte på dit hoved." Vi har et billede, hvor hun sidder nyfønnet og skal køres ind til operationen. Det, syntes jeg, var så morsomt. Da sygeplejersken kørte Rebecca af sted, kom personalet fra klinikkens restaurant ind i rummet for at trøste Helene. Helene gik til stranden og selvom det regnede, satte hun sig og græd og skrev. En time inden operationen var færdig, sad Helene igen på klinikken og ventede.
"Så hørte jeg sengen køre ind, og jeg gik i panik, da jeg så Rebecca, for hun så helt død ud," siger Helene, "hun vendte ansigtet og sagde "jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig." Bagefter sov hun. I to timer var hun næsten ikke til at kommunikere med.
Efter to timer råbte hun (her efterligner Helene Rebeccas jamrende stemme): "Helene, Helene, jeg har så ondt, jeg har så ondt!" "Hvor har du ondt," spurgte jeg meget uroligt. "Jeg har ondt i ryggen," sagde hun. Så forstod jeg, at hun ikke mærkede noget i kønsdelene, men en gammel diskosprolaps. Så blev jeg rolig." Allerede i Thailand var Rebecca meget stolt af sine bryster.

"Uanset hvor stolt du er, så kan du ikke gå og vise dine bryster!"

"Rebecca var sådan her hele tiden: "Åh, mine babser"," siger Helene og foregiver at stryge hen over sine egne bryster. "Jeg havde på fornemmelsen, at når vi kom hjem, så ville hun løbe rundt og vise sine bryster til alle. Jeg talte med hende: "Du ved godt, at man ikke viser sine bryster! Uanset, hvor stolt du er, så kan du ikke gå og vise dine bryster! Og du kan ikke gå og vise din tissekone. Det går simpelthen ikke! Det er privat. Det må du ikke." Og hvad sker der? Da vi kom hjem, kom Bjørn, Rebeccas mentor, forbi. Jeg gik på arbejde og nogle timer senere ringede telefonen. "Er han gået nu?" spurgte jeg. "Ja," sagde Rebecca med ynkelig stemme. "Er det gået godt?" spurgte jeg "Tja," sagde Rebecca. "Jamen, hvad er der da sket?" spurgte jeg. "Jeg viste ham brysterne …" indrømmede Rebecca. Jeg sagde: "Viste du ham brysterne?! Er du ikke rigtig klog!?" og så ringede jeg til Bjørn og sagde: "Jeg hører, at du kiggede på min dames bryster." Det er sådan noget, man må lære som nyfødt kvinde - at man ikke kan gå og vise sine bryster til alle." Det, Helene synes har været sværest, er, at hele fokus har ligget på Rebecca. "Rebecca er ikke en egocentrisk person," forklarer Helene, "men transseksuelles problematik indebærer stort selvfokus." Smerten, som varede ½ år, gjorde også sit. Rebeccas skede ville vokse sammen igen, hvis hun ikke holdt den udvidet, altså havde en stav i skeden fi re timer om dagen. Først nu synes Helene, at hun og Rebecca er jævnbyrdige. På mange måder fortsætter dagligdagen hjemme hos familien. Rebecca er formand i boligforeningen.

Hvordan så med børnene?

Børnene kalder Rebecca for "far". Victoria, som bor hos Rebecca og Helene, tager klassekammerater med hjem, og Rebecca går til forældremøder. "Selvom min mor bekymrer sig for, hvad omgivelserne vil tænke," siger Rebecca, "alle ved jo, at hun fødte en dreng og en pige, så hvad vil folk sige, når hendes dødsannonce er underskrevet af to døtre? Jeg har drillet hende med, at hun faktisk ikke behøver bekymre sig om det." Kønskorrigeringen har også betydet en stor forandring for Helene. For to år siden var hun heteroseksuel - nu er hun homoseksuel. Hvordan fungerer det seksuelle?

"For mig er det enkelt," siger Helene, "jeg elsker Rebecca, og det, som er på Rebeccas krop, elsker jeg også." Og hvad synes børnene om deres nye far? "Victoria ville aldrig bytte mig bort," fastslår Rebecca.
"Dit gamle jeg viste aldrig følelser," samtykker Helene. "Så snart Victoria ville kysses, sagde jeg: "Væk, væk, væk!" Jeg var bange for, at hun skulle se, at jeg havde haft mascara på. Nu slipper jeg for at lade som om og kan deltage mere i de ting, hun gør." Helene og Rebecca har planer om at gifte sig i kirken i to hvide kjoler, så snart den nye ægteskabslov går igennem i Sverige. "Mange har haft en mening om vores forhold, men for mig er vores kærlighed enkel og ren," siger Helene.

Af hensyn til Rebeccas og Helenes familier er visse personers navne i artiklen udskiftet med opdigtede navne. Denns artikel blev første gang trykt på Q.dk i 2008.