Min familie dræner mig for energi

Kære Renée.
Jeg er så træt af min familie. De er nogle sortseere, der altid brokker sig over arbejdet, samfundet og alle de andre "idioter". De kigger aldrig indad og prøver aldrig at få det bedste ud af noget. Jeg føler mig altid som en tumpet jubeloptimist sammen med dem, i hvert fald den første time - så får de langsomt drænet mig for energi og livsglæde. Jeg besøger sjældent mine forældre, for jeg orker ikke høre på alt deres brok og beklagelser over alt, lige fra evig sygdom til livet helt generelt. Min bror er ligesådan - og måske derfor også stadig single i en alder af 42. Ud over at det dræner én for al energi, føler jeg mig også altid uendelig ensom sammen med dem, fordi vi ikke har noget at tale om, som vi på "begge sider" synes er interessant og givende. De interesserer sig hverken for bøger, film eller kunst. De gider ikke høre om mit job, som jeg elsker, eller min kæreste, som er skøn. Jeg er 32 år og kan sagtens klare mig uden familie - og jeg overvejer seriøst at holde op med at se dem. Er det mærkeligt eller ondskabsfuldt?
Dina

Kære Dina.
Når jeg læser dit brev og hører, hvad der sker med dig, når du er sammen med din familie, er det jo hverken mærkeligt eller ondskabsfuldt, at du overvejer at cutte forbindelsen. Det virker derimod naturligt, at du får lyst til at komme væk fra noget, der får de følelser frem i dig - det er et godt og sundt instinkt at ville passe på sig selv. Dog synes jeg, det virker som en lidt drastisk handling helt at droppe kontakten, og tænker, om en så radikal løsning virkelig er nødvendig? Hvis det er sådan, du har det, kan jeg jo hverken gøre fra eller til, men måske kunne du lige reflektere over følgende: Der ligger ofte "ting" gemt i vores relationer, som har noget med os selv at gøre. Og det er lige nøjagtig dér, du kan sætte ind. Det vil nemlig være muligt for dig at reflektere over, hvorfor deres adfærd gør dig så utilpas, uden at du samtidig behøver at flygte fra det, som er for hårdt. Jeg tror, det vil blive uendelig svært og hårdt at droppe din familie helt, og jeg synes, du skal prøve at tænke på, hvad det er for en historie, I har sammen - jeres fælles baggrund og alt det stof, du er gjort af, er jo til dels hængt op på din familie. En helt konkret ting, du kan gøre, når I er sammen, er at tale til dig selv indeni. Slå en usynlig, psykisk jernring om dig selv, en beskyttende hinde, og beslut dig for ikke at lade dem trænge ind til dig.
Måske kan du have medlidenhed med dem, måske kan du endda udtrykke det venligt og kærligt, og måske kan du overveje at fortælle dem, hvad der sker inden i dig, når de brokker sig hele tiden. Alternativt kan du spørge dem, om de for at imødekomme dig vil være med til, at der bliver afsat tid til brok, og at der ud over den afsatte tid ikke må forekomme brok: En positiv dagsorden. Det her var bare et par strøtanker ... måske du selv kan tænke dig andre måder at ændre jeres samvær på. For hvorfor ikke prøve at gøre noget ved det, før du løber fra det? Kærlig hilsen
Renée

Spørg Renée
Renée Toft Simonsen er Cand.psyk. Har du et spørgsmål til Renée, kan du skrive til hende på renee@femina.dk, så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.