Sorg

Maria Lucia: "Jeg har gået over mine egne grænser, selv om jeg altid har haft den store kærlighed til min far"

af Susse Wassmann 12. marts 2021
Foto: Heidi Maxmiling
Maria Lucia har kæmpet med både sorgen over sin fars død og de angst­anfald, hun fik i årene efter. Det var først, da hun mødte sin nuværende kæreste, Albin, som hun har bygget en solid bund af kærlighed op sammen med, at hun landede trygt på begge sine ben.

Det er i 2012, to et halvt år efter hendes fars død.

Maria Lucia er vendt tilbage til sin hjemby, Aarhus, for en stund for at spille hovedrollen i musicalen ”Chess”. Aarhus, som hun kender så godt – og alligevel er alting vendt på hovedet, fordi hendes far ikke er der længere.

Under prøverne forsvinder hendes stemme pludselig. Hun bliver ikke syg, hæs – der er ikke noget i vejen.

Stemmen er bare væk. Helt væk.

– Jeg går til lægen, som godt kan se, at jeg er hævet, men jeg har altså sunget med den slags før – jeg har sunget på halsbetændelser! – så det er helt uforståeligt. Jeg går til healing og massage og zoneterapi og alverdens ting og sager, men intet hjælper.

- Til sidst kontakter jeg en anden læge, og mens vi sidder og snakker om det, får jeg et kæmpe panikanfald. Jeg følte bare, at jeg faldt og faldt – blev suget ned i et stort hul.

Lægen får Maria Lucia op på briksen og beroliger hende. Det skal nok gå. Stemmen skal nok komme tilbage, hun har ”bare” blokeringer i kroppen. De blokeringer viser sig at være starten på nogle år med angstanfald.

Jeg blev ikke samlet op af nogen, så jeg måtte selv prøve at stykke tingene sammen, og jeg brugte lang tid med mig selv på at finde vejen.

– Det var noget, der havde bygget sig op i min krop siden min fars død, men jeg forbandt det ikke med det samme, fordi det jo var lang tid siden, min far døde. Jeg var i chok i to et halvt år, før jeg fik en fysisk reaktion.

– Og da havde jeg virkelig brug for hjælp. Men systemet er indrettet sådan – og det er en stor fejl, synes jeg – at du kun får tilbudt psykologhjælp op til et halvt år efter, nogen dør fra dig, for det er jo meget forskelligt, hvordan vi reagerer. Jeg blev ikke samlet op af nogen, så jeg måtte selv prøve at stykke tingene sammen, og jeg brugte lang tid med mig selv på at finde vejen.

– Det, der hjalp mig meget, var at skrive alle mine tanker ned. Nogle gange systematiserede jeg dem, andre gange skrev og skrev jeg bare og kiggede aldrig på det igen. Men så fik jeg det placeret et andet sted end i mit hoved.

Set af hele Danmark

Vi sidder i et værelse på Det Ny Teater, hvor prøverne til den romantiske musical­komedie ”Waitress”, som Maria Lucia spiller hovedrollen Jenna i, er i fuld gang.

Maria Lucias forlovede er lige trillet af sted med barnevognen med lille Per Fredy – opkaldt efter hendes far og Albins morfar.

Hun ser lykkelig ud, stråler ligesom. ­Måske på grund af det babykram, hun lige har fået af lille Per, måske nærmere – finder jeg ud af, efterhånden som Maria Lucia fortæller sin historie – fordi hun omsider er landet i en dyb ro i sit liv.

Men sådan har det ikke altid været.

Første gang, danskerne stiftede bekendtskab med den 37-årige musicalstjerne, var i 2003, da hun som 19-årig vandt talent­programmet ”Popstars”.   

– Lige siden jeg var lille, har jeg drømt om at stå på de store scener og optræde. Jeg var otte år, første gang jeg var med i en musical, og jeg har altid danset og sunget og spillet klaver, både i og uden for skolen.

– Det var meget tydeligt for mig, at jeg skulle synge og stå på en scene, men hvordan jeg kom dertil, vidste jeg ikke. Da jeg så fik mulighed for at prøve det i ”Popstars”, stod jeg jo alene på scenen, og da kunne jeg mærke, at det var meget ensomt for mig.

– Siden har jeg opdaget, at jeg er meget mere en hold­spiller. Det dér med at være så meget i front hele tiden, og at folk skulle se på mig, Maria – årh, jeg følte mig meget nøgen.

– Det var første gang, man så sådan et live talentshow, hvor folk sad derhjemme og stemte og havde en mening om mig. Det slog mig først rigtigt, da jeg var ude i byen med mine veninder, som man jo er i den alder.

– Jeg brugte rigtig lang tid på at forsvare mig selv og programmet, og der er mange ting, man skal forholde sig til, når man indgår i sådan et koncept. Det var ikke altid supersjovt for en ung pige, som bare havde haft en fed oplevelse.

– Men jeg fortryder ingenting. Der er jo gode og dårlige ting ved næsten alt, det er meget sjældent, at noget kun er godt eller dårligt. Der er lys og mørke overalt, det er det smukke ved livet og det, der udvikler os. Og det udviklede mig meget at være med i sådan en produktion; jeg så nogle sider af mig selv, jeg aldrig har set før.

– Men det kan også få et ungt menneske til at vakle lidt, fordi man prøver at please andre i stedet for at være tro mod sin kerne. Jeg havde i hvert fald nogle år, hvor jeg kropsmæssigt og vægtmæssigt følte, at det blev et emne for mig. Fordi det var det for andre.

- Jeg vejede lidt mere dengang – uden at jeg var en tyksak. Jeg så bare lidt buttet ud, fordi jeg aldrig har trænet en dag i mit liv. Og så stod jeg der, 19 år gammel og blev set af hele Danmark ...

Da ”Popstars” rullede over skærmen dengang for 18 år siden, sad casteren fra Det Ny Teater helt tilfældigt og zappede på sit tv.

Da hun så Maria Lucia optræde, ringede hun til hende og spurgte, om ikke hun ville komme til audition på forestillingen ”Beauty & the Beast”.

– Der har været nogle tilfældigheder, som har betydet, at mit liv har rullet, men jeg har været til, jeg ved ikke hvor mange auditions, og har hele tiden skullet bevise mit værd, så det er ikke, fordi det bare har været en nem vej for mig.

- Sådan er det, når man er autodidakt. Jeg kan ikke fremvise et diplom – mit ”diplom” er de tidligere forestillinger, jeg har lavet, siger Maria Lucia, som heller ikke har haft en helt nem vej privat.

Bare et menneske

Hun er vokset op i Risskov ved Aarhus med sin ældre bror og moren, som var filmklipper, og faderen, der var skolelærer.

– Det var en dejlig solid opvækst med meget plads og masser af forskellige oplevelser. Vi børn blev både set og hørt, jeg ved, at min mor gik meget op i det, fordi hun ikke rigtigt selv blev set som barn.

Forældrene blev skilt, da Maria gik i 3. g., og da moderen flyttede til København, valgte hun at blive boende i Risskov sammen med sin far. Han var kærlig, sjov, klog og altfavnende – alle holdt af ham. Men han havde også et alkoholproblem.

– Min fars misbrug fyldte ikke noget, da jeg var barn. Jeg kan ikke huske, om det er min mor, der har skærmet mig, eller min far, der var god til at vælge sine perioder – det eneste, jeg kan forholde mig til, er, hvordan jeg selv har oplevet det.

– Og det er klart, at der er nogle oplevelser imellem, som man ikke burde have som barn, men jeg har bevidst valgt at bevare de positive minder om min far. 

– Når jeg kigger tilbage, er det meget tydeligt, at jeg gerne ville hjælpe ham, være noget for ham – på godt og ondt. Men det er ikke altid, man kan det. At man skal det. I den forstand, at misbrugere altid selv skal erkende, at de har et misbrug, før de kan hjælpe sig selv. Så min opgave var faktisk bare at stå på sidelinjen og guide ham, snakke, være til stede.

– Men også indimellem at sige til ham: ”Jeg kan ikke snakke med dig, når du er fuld, men jeg vil gerne snakke med dig, når du er ædru.” 

– Jeg kunne godt se, at han kæmpede, så for mig er alt omkring min far stadig så fyldt med kærlighed. Han havde bare ikke redskaberne til at finde ud af, hvordan han skulle komme ud på den anden side. Han gik i terapi, han fik hjælp, så hvad kan man gøre mere end at prøve at stå på sidelinjen og give kærlighed?

– Selvfølgelig var der nogle svipsere indimellem, som ikke var med hans gode vilje, men jeg kunne ikke være sur på ham, for han kunne ikke gøre det anderledes. Og jeg vil ikke være et offer, for jeg føler mig ikke som et offer. En misbruger er jo ikke kun misbruger, det er også et menneske som du og jeg. Og min far var et af de fineste af slagsen.

Farens død

Det er ikke alle børn af misbrugere, der har overskud til at være så voksne i deres refleksion over det – hvor har du det fra?

– Jeg ved ikke, om jeg har fået den modenhed med, netop fordi jeg har været igennem de ting, eller om det er en del af den pakke, som jeg er blevet givet.

- Det er nok en blanding af det hele, som har gjort, at jeg altid har haft en ekstrem empati for mine medmennesker. I en grad, hvor jeg også har tilsidesat mig selv. Det har så været noget, som jeg har skullet arbejde med de seneste mange år – især efter chokket over min fars død. 

– Når man er sådan skruet sammen, er det vigtigt, at man passer på sig selv og mærker efter: Okay, hvor langt over min egen grænse går jeg egentlig nu? For jeg har gået over mine egne grænser, selv om jeg altid har haft den store kærlighed til min far. Det har jeg.   

Maria Lucia er 25, da hendes far dør pludseligt i en alder af kun 56. Han går og venter på en hjerteoperation, da han får den fjerde blodprop efter tre mindre.

Den sidste dør han af.

Da Maria Lucia senere opsøger en læge, finder hun ud af, at faderen også havde galopperende lungekræft, som han nok ville være død af et halvt til et helt år efter.

– På det tidspunkt var vi lige begyndt at finde hinanden igen, efter jeg var flyttet hjemmefra. Han havde fået en ny kæreste og talte om at flytte sammen med hende – der er pludselig spiret noget håb.

- Vi taler meget sammen, går til  koncerter sammen, gør en masse ting sammen, som gør, at vi kan møde hinanden som voksne mennesker og ikke som far og datter. Og så bliver man pludselig frarøvet alt det.

Alene i New York

Trods sorgen fortsætter Maria Lucia med at arbejde, og året efter tager hun alene til sin fars yndlingsby, New York, og går rundt i gaderne og bare kigger. Føler. Skriver sange.  

– Jeg havde brug for at komme væk. Fra forestillinger, mennesker, det hele. Jeg har altid haft brug for ensomheden. I stedet for at løbe fra smerten, fra det, der gør ondt, så har jeg haft brug for at stå midt i orkanens øje og finde roen i det.

– Og for mig var det ultimative at tage til New York. Jeg havde været der før for at arbejde, og jeg bookede det hotel, min far boede på, da han besøgte mig. Normalt booker jeg altid hele mit ophold, men denne gang valgte jeg for første gang kun at booke de første fire dage og så tage den ad hoc.

– Jeg havde så ikke tænkt over, at det var påske, hvor alle skal opleve foråret i New York, så efter de fire dage var der ingen pladser nogen steder. Jeg sad med min computer på værelset og søgte desperat og faldt så over et opslag – en enlig dame havde et ledigt værelse.

- Jeg ringede med det samme, og damen var totalt overrasket, for hun vidste ikke, at opslaget stadig lå der. Hun havde taget det ned for mange år siden. ”Men kom bare!”, sagde hun.

To timer efter stod Maria Lucia og græd på den ukendte dames altan. 

– Det viste sig, at hun kendte min far helt tilbage fra 1970’erne, hvor han var meget aktiv i alt muligt – han var hippie med stort H, og det miljø var hun en del af. Da jeg fortalte om min far, var hun ved at falde ned af stolen: ”Oh! Er det Per?!” Hun havde et gæsteværelse til familien, som jeg kunne leje, og jeg var der resten af mit ophold, og vi har holdt kontakt siden. Det var så flippet! Der var et eller andet, der guidede mig dér, det er jeg sikker på.

Sang sig ud af angsten

Først halvandet år senere får Maria Lucia så de angstanfald, som relaterer sig til sorgen over hendes fars død.

– Jeg har kæmpet en del med angst og vejrtrækning, og det er ikke supersmart, når man lever af at stå på en scene. Men på en eller anden måde har jeg næsten altid formået at synge mig ud af det.

– Forstået på den måde, at selv om man har en dårlig dag, så går man jo ind på scenen og smiler alligevel. Og synger videre.

– Det handler om at lære sin angst at kende, så man kan prøve at tage den i opløbet – det lærer man med tiden. Men siden jeg mødte Albin, er det blevet bedre og bedre. Fordi jeg er landet trygt på mine fødder. Og det har nok noget at gøre med den solide bund af kærlighed, vi har bygget op.

– Jeg fandt også ud af, at jeg er hypersensitiv, og da det gik op for mig, gav alle de reaktioner, jeg har, pludselig mening. Alle mine sanser er ligesom forstærkede – lyde, dufte, synsindtryk, smage, følelser – og jeg kan mærke, hvis en i rummet har det dårligt, det distraherer mig.

– Så man skal lære at skærme sig selv og passe på sig selv. Der er mange grænser, man skal lære, som jeg først har lært de sidste fem år.

Selv om vejen har været lang og bumlet, er det i dag den store kærlighed til faren, der overstråler alle de traumatiserende ting, Maria Lucia gik igennem efter hans død. Det ses også tydeligt, for hver gang vi taler om ham, lyser hun op i et kæmpe smil. 

– Der er mange ting, der gør, at jeg vælger at tænke tilbage på ham, som jeg gør, og alle de oplevelser, jeg også har haft med ham, bliver til små bump på vejen. For han var en mand, der kæmpede til det sidste. Han var så livsglad. 

– Alle, der har mødt min far, taler så pænt om ham. De nævner altid det glade og smilende og varme og imødekommende og åbne, for alle var altid velkomne hos min far. Men med skyggesider kommer man uvægerligt til at gøre andre mennesker ondt – det er næsten uundgåeligt. Men det åbne sind … det genkender jeg så godt fra mig selv. Og der følger nogle ting med.

Hvilke ting er det?

– Jeg har for eksempel brug for dage, hvor jeg er alene og kan lukke døren og sidde for mig selv og læse en bog eller måske gå en tur. Eller bare være sammen med min mand og dreng – uden andet selskab. Jeg har brug for at absorbere og gøre noget for mig selv for at rumme alt det, jeg tager imod.

Jeg landede med Albin

Maria Lucia møder den svenske sanger Albin Fredy Ljungqvist første gang i 2013, da han deltager i Dansk Melodi Grand Prix, og hun sidder i fagjuryen.

Siden bliver de venner på Facebook, begynder at følge hinanden på de sociale medier og rende ind i hinanden til forskellige arrangementer. Året efter bliver de kærester.

I kraft af min store empati er jeg også nem at ”jonglere” med, så jeg har været i nogle forhold, hvor jeg følte, at jeg blev misforstået, og så blev jeg en undskyldning for mig selv.

– Jeg mødte mange søde mænd inden Albin, men jeg var slet ikke klar til at binde mig. Jeg følte, at det var meget nemmere at være min egen herre, og tanken om at åbne mig for en mand, som så kunne forlade mig igen, kunne jeg slet ikke overskue.

- Så frygten for at blive forladt var der også – så var det nemmere at beskytte mig selv og overbevise mig selv om, at jeg ikke havde brug for nogen.

– I kraft af min store empati er jeg også nem at ”jonglere” med, så jeg har været i nogle forhold, hvor jeg følte, at jeg blev misforstået, og så blev jeg en undskyldning for mig selv. Der var nogle energier, der ikke passede sammen, så der kom en ubalance i magtforholdet.

– Især efter min fars død kunne jeg slet ikke finde ud af det med relationer. Jeg opdagede hurtigt, at jeg slet ikke var klar til at rumme det dér give and take – indtil jeg mødte Albin. Da landede jeg bare på en eller anden måde.

Hvad er det, I to kan sammen?

– Der er bare en ro. Og jeg tror, det hænger sammen med, at jeg selv havde brugt så meget tid på at skrælle alt andet fra og finde ind til min egen ro, så jeg var klar til at imødekomme hans ro. Jeg var åben for at tage imod den kærlighed – klar til at rumme alt det, der følger med et seriøst forhold.

– Havde vi mødt hinanden tidligere i livet, er det ikke sikkert, det havde fungeret. Der er meget timing i, hvem man ender sammen med. Jeg har nok aldrig rigtigt troet på den eneste ene, og indtil Albin friede, tænkte jeg heller aldrig over, at jeg ville giftes.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

I har været forlovede siden 2018 nu – er det ikke snart på tide?

– Ha ha, jo, det er det nok. Men det bliver først, når der er tid og økonomisk råderum. Og når vi kan holde en ordentlig fest!