Må vi ikke selv bestemme, hvad vi vil dø af?

TV Avisen viser et indslag fra en bodega et sted i provinsen. Bodegaens gæster nægter at bøje sig for rygeloven, som bl.a. foreskriver, at i beværtninger på over 40 kvadratmeter må der ikke ryges. Ja, og det gør ejeren af bodegaen forresten også - altså nægter at lyde loven. Gæsterne, fordi alternativet er at sidde derhjemme og ryge alene, og det er ikke særlig hyggeligt - mange er pensionister eller førtidspensionister, og de vil gerne have lidt selskab, forståeligt nok. Og ejeren? Tja, han véd, at hvis han håndhæver forbuddet, så mister han grundlaget for biksen, eftersom kunderne i så fald vil blive væk. Så han meddeler resigneret nyhedsreporteren, at det bedre kan betale sig for ham at betale de bøder, eventuelle besøg af tilsynet vil afstedkomme, end at følge loven.

I avisen dagen efter læser jeg så, at man fra politikerside vil stramme op, for den lov skal håndhæves, koste, hvad det koste vil. Rygning er en stor dræber, og folk må ikke selv bestemme, hvad de vil dø af. Basta. Faktum er imidlertid, at vi faktisk ikke på forhånd kan vide, hvem der kan tåle at ryge, og hvem der ikke kan. Nogle mennesker kan ryge et helt liv uden at tage skade af det.

Som f.eks. den 79-årige taxachauffør, jeg kørte med forleden dag. Han fortalte, at han bagefter skulle til kaffe med en gammel kollega. Det gjorde de ofte, og de havde kendt hinanden i en menneskealder. Det var godt nok altid ham, altså chaufføren, der måtte tage forbi vennen, for han var ved dårligt helbred. Jeg spurgte, om vennen var ryger. - Det ved jeg ikke, svarede han. - Selv har jeg røget i 71 år - siden jeg var otte - og jeg har det da fint ... Det fik mig straks til at spørge, om han så havde levet sundt på andre områder, f.eks. motioneret meget og spist broccoli hver dag? Næ, han havde aldrig motioneret i sit liv ... havde derimod siddet ned som chauffør det meste af tiden, og grøntsager sagde ham ikke noget.

Og så var det, jeg tænkte, at det er muligt, at rygning er en stor dræber, men det er bare ikke alle, den dræber. Hvorvidt man kan tåle det eller ej, er åbenbart individuelt. Spørgsmålet er altså, hvorvidt dem, som tåler røgen, skal mødes med forbud, fordi andre ikke tåler den? Jeg synes virkelig, den er svær - måske vi i stedet skulle sætte et stort skilt op foran beværtninger, hvis ejere tillader rygning, så folk, som ikke har lyst til røg, bare kan gå et andet sted hen og så ellers glemme det lidt perfide kvadratmeter-demokrati?

Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

Camillas hjørne:
2012 - vær velkommen

Jul i dit hjerte - hvordan ser den ud?

Hvorfor og hvordan vælger vi mænd