Selvudvikling

Må jeg låne dit diadem?

af Tine Bendixen 18. januar 2012
FEMINAs journalist Tine Bendixen var i den usædvanlige situation at skulle med til fejringen af Dronning Margrethe. Men hvor går man hen nu om dage og finder et ordentligt diadem?

"Diadem kan bæres." Det stod i invitationen under "påklædning." Jeg var i den usædvanlige situation, at jeg skulle med til fejringen af Dronning Margrethes 40 års regentjubilæum i DRs koncerthus. Men hvor går man hen nu om dage og finder et ordentligt diadem? BRs prinsessede børnediademer er trods alt lige en tand for tacky til en visit i de royale kredse, ikke? Og hvis "Dansk diademudlejning" findes, så har jeg i hvert fald ikke fundet det. Tiffanys i London skulle efter sigende have et pænt udvalg, men garanteret også i en voldsomt pæn prisklasse, og jeg skulle trods alt kun bruge det én gang.Min mand mente ikke, der var nogen som helst grund til at lede efter et diadem. "Dét gør du bare ikke!" sagde han, da jeg nævnte, at jeg muligvis ville ta' diadem på. Han var nok bange for, at jeg ville blive "for meget." (Som om jeg nogensinde har været andet…) Men det kløede altså i mit indre smykkeskrin. Hvem ved: Måske ville det være første OG sidste gang jeg fik chancen for at have et halvt kilo flitterstads på hovedet! Og når der nu stod "Diadem kan bæres," så var der tale om en TILLADELSE. Jeg havde RET til at bære diadem. UDEN at nogen ville pege fingre af mig og hviske: "Hvem tror hun, at hun er?" Problemet var bare, at jeg ikke havde noget diadem.Krise. Indtil min meget foretagsomme veninde ringede: hendes mands søster kendte sørme en mand, der SAMLEDE på vintage diademer. Fire styks ankom. Tre af dem mest i similiafdelingen. Og så et enkelt i filigran. Jeg valgte det sidste. Det var ligesom det, der var mindst wannabe over…Skønne Jesper fra salon K20 i Bredgade tog det som en udfordring at få det bakset på plads. Min mand hentede mig - det føltes alligevel lidt grænseoverskridende at skulle tage bus 1A hjem iført jeans, ørkenstøvler og diadem. Da han så mig, sagde han grinende: "Du ligner den græske gudinde Athene." Jeg tror faktisk, det var ment som en kompliment. Så skiftede vi tøj og drog til regentjubilæum. Resten er historie.Og hvad kan vi så lære af det? At livet er kort, og det er sjældent, man ligefrem bliver opfordret til at være langt ude. Så gi' den gas, når chancen byder sig!PS. Næste gang du skal have gæster, KUNNE du jo invitere til at "Diadem kan bæres." Midt i en krisetid er det godt at huske hinanden på, at der ikke er nogen grund til at gå ned på udstyret! Især ikke hvis man kan låne sig til det...LÆS OGSÅ: