Interview

Lotte Andersen fik nok af skuespil i sine 40'ere: "Pludselig syntes jeg, det var kunstigt og falsk"

af Jacob Wendt Jensen 23. marts 2021
Foto: Robin Skjoldborg, Henrik Petit/TV 2
Lotte Andersen har sunget og spillet sig gennem teaterverdenen og frem i tv-serier og film. Siden fik hun nok af skuespilleriet for en tid og begyndte at instruere dokumentarfilm. Det seneste år er hun kommet tilbage på skærmene i ikke mindre end tre tv-serier. Først og fremmest ”Sommerdahl”.

Hvis man ikke har mødt Lotte Andersen et eller andet sted i underholdningsverdenen de seneste godt og vel 30 år, har man boet under en sten.

Hun sang nogle af de vigtige sange som ”Kloden drejer stille rundt” og ”Som et strejf af en dråbe” i Dr. Dantes Teaterkoncerter.

Og hun var med i den uhyggeligt store succesfilm ”Nattevagten”, hvor Ole Bornedal viste, at man godt kunne lave genrefilm herhjemme.

Siden blev det til adskillige teaterstykker, tv-serier og film.

Senere kom en ulyst til at fortsætte som skuespiller på samme måde suppleret med en lyst til at grave sig dybere ned i emner og temaer og selv tage mere hånd om den kunstneriske karriere.

Lige nu er det, som om Lotte Andersen bor i vores tv-skærme, og vi er mange, der hilser hende velkommen tilbage til sendefladen.

Rollen som politichef Hanegaard i TV 2 Charlies ”Sommerdahl” var oprindeligt skrevet til en mand.

Serien er dog produceret af det feministiske filmselskab Sequioa Global Alliance med Janni Helleskov og Lolita Bellstar i spidsen, og de valgte at ændre karakteren til en kvinde.

Og der er da rigtignok også rigeligt med mandehørm på politistationen i Helsingør, hvor Peter Mygind som hovedpersonen Dan Sommerdahl huserer med blandt andre makkeren Flemming Torp (André Babikian).

– Hanegaard er et meget maskulint navn, og selv om rollen ikke er vanvittigt stor, sagde jeg ja til at spille den. Netop fordi den er lavet om fra at være en mand, så kan man som kvinde give den en anden flavour. En anden smag. En maskulin kant.

– Det betyder, at Hanegaard er blevet sådan en lidt kantet og uempatisk kvinde, og den side af hende kommer endnu tydeligere frem i anden sæson. Hun opfører sig af og til som en elefant i en glasbutik.

Den genre, ”Sommerdahl” befinder sig i, kaldes af de skabende mennesker på settet for ”Blue Sky”.

Et begreb, der er opfundet som modstykke til ”Nordic Noir”. Der er altså godt nok tale om en kriminalserie, men den er lysere i sit anstrøg og mindre rå end meget af det, vi har set fra den danske serieverden det seneste årti.

Første sæson af tv-serien var baseret på Anna Grues bøger, men efterhånden er serien blevet til noget mere selvstændigt, hvilket betyder, at en fortsættelse af serien ikke kan udelukkes, nu da man er fri af bøgerne.

– Serien indeholder selvfølgelig vold, men det er ikke brutal vold. Der er altid en grund til det, når der slås på tæven, og serien bliver aldrig splatteragtig. Lad os bare kalde det for en slags mormor-krimi.

Fik nok af sit fag

Lotte Andersen har også været at se i ”Friheden”. En serie på Viasat, hvor Lars Ranthe og Lene Maria Christensen spiller hovedrollerne som et svindlerpar.

For ikke at nævne DR-serien ”Når støvet har lagt sig”.

Der har med andre ord været godt gang i tv-serierollerne for Lotte Andersen, der fylder 58 i denne måned.

At kalde det for et comeback er nok lidt for vidtløftigt, for hun har ikke rigtigt for alvor været væk fra hverken lærreder, skærme eller scener i længere tid.

Men Lotte Andersen havde på et tidspunkt en periode, hvor hun fik nok af sit fag.

Lotte Andersen

Født i Rødovre 18. marts 1963.

Har været med i godt og vel 50 teaterstykker.

Har spillet med i tv-serier som ”Forbrydelsen”, ”Rita”, ”Broen”, ”Når støvet har lagt sig”, ”Friheden” og ”Sommerdahl”.

Har hele tre jule­kalendere på sit CV, nemlig ”Juletestamentet” (1995), ”Jul i Valhal” (2005) og ”Kometernes Jul” (2021).

Blandt mange film er for eksempel ”Nattevagten”, ”Se til venstre, der er en svensker” og ”Ditte og Louise”.

– Det opstod, da jeg var omkring de 40 år. Jeg havde lidt af en krise, hvor man sådan lige stopper op og prøver at finde motivation til at komme videre. Jeg havde puklet og lavet det, jeg ville, siden jeg var ung, og så nåede jeg til et sted i livet, hvor spørgsmålene begyndte at melde sig. Hvad skulle jeg nu?

- Jeg blev meget tænksom og spekulerede på, hvordan pokker jeg kunne genstarte motoren. Det var, som om lysten til at spille skuespil ikke rigtig var der længere. Så jeg fik gravet tilbage og fik tænkt over, hvad der egentlig fik mig i gang til at begynde med.

Som skuespiller er man populært sagt afhængig af, at telefonen ringer, og der står en i den anden ende og vil bruge dit talent.

– Som skuespiller er du jo meget afhængig af andres forestillinger om, hvad du kan, og af deres gode idéer. Du er fuldstændig i andre menneskers vold. Det virker naturstridigt, når du samtidig bliver ældre og mere rutineret.

– At du stadig skal sidde som en skolepige og vente, til nogen kommer og byder dig op. Det passede i hvert tilfælde ikke ind i mit selvbillede.

Ned på jorden

Ikke-så-meget-længere-skuespilleren gravede sig tilbage i tiden og huskede på, at hun var begyndt med selv at være skabende. Begyndt med sine egne projekter.

– Jeg tillod mig et ret langt ophold, hvor jeg lavede ingenting. Måske i et halvt år. Jeg havde samtidig haft rimelig meget at lave, og pludselig stoppede det, samtidig med at jeg selv havde lyst til at puste ud.

- Jeg tog mig med andre ord i nakken og sagde til mig selv, at jeg blev nødt til at tænde gnisten igen med ting, jeg selv skabte.

- Det blev til en musikproduktion, hvor jeg skrev mine egne tekster og endvidere skulle synge dem. Og det var ret fedt at lave noget fra det første ord til det helt færdige udtryk. Følelsen af at have fået noget til at ske kunne virkelig mærkes.

– Jeg var også fiktionstræt. Det hele var blevet skabelonagtigt, og det var, som om jeg med mit blik på branchen kunne gennemskue det hele og fandt fiktion for plat og for firkantet, siger Lotte Andersen og fortsætter:

– Jeg fik lavet en dokumentarfilm for at få kontakt med virkeligheden og jorden igen. Jeg tog til Grønland og lavede et projekt med fire unge grønlændere. Et fantastisk projekt, som virkelig gav mig et rush af at have startet noget selv, samlet penge ind og fuldført det, og jeg fik det vist på DR. Jeg var i den syvende himmel. Det var meget tilfredsstillende.

Siden har hun også skrevet en bog om kunstnerparret Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen. I dag kalder hun sig for både skuespiller, instruktør og forfatter.

Sådan var det i 1990’erne

Lotte Andersen er ikke uddannet skuespiller. Hun var som selvlært og sanger med i Dr. Dante-teatergruppen, allerede fra dengang de holdt til i Allerød, hvor Mungo Park Teatret ligger nu.

Med debut helt tilbage i 1984 og stribevis af teaterroller op gennem 1980’erne og 1990’erne.

– Jeg var med helt fra starten, men ofte var jeg bare ensembleskuespiller. Sangen var min adgangsbillet, for det var jeg dygtig til, og så lærte jeg langsomt af de andre skuespillere og instruktørerne, når det gjaldt kunsten at spille skuespil.

- Vi var faktisk nogle stykker, som ikke havde skuespilleruddannelsen. Sofie Gråbøl, Lars Brygmann og Sidse Babett Knudsen, der dog har en uddannelse fra Frankrig, og det tror jeg var kendetegnende for den tid. Det var stadig muligt at blive skuespiller uden uddannelse, fordi vi ikke var så mange om buddet. I dag ville det være sværere.

Den syngende skuespiller nævner selv en forestilling som ”The Act” af Nikolaj Cederholm som en slags gennembrud.

Et vendepunkt, hvor hun følte, hun ankom som skuespiller. Et punkt, hvor tingene begyndte at hænge sammen på scenen.

– Og så selvfølgelig Line Knutzons ”Snart kommer tiden”, hvor jeg havde nogle gode og sjove monologer, og jeg kan huske, mange ting faldt på plads for mig.

Ole Bornedal gav hende den første filmrolle som hendes navnesøster Lotte i ”Nattevagten” (1994). En kvindelig præst.

Det er her, Lotte Andersens navn bøjes i en form for neon over hele landet med mere end 465.000 solgte biograf-billetter. Det betyder dog ikke, at hun husker rollen som noget særligt.

– Lige da jeg fik rollen, opdagede jeg, at jeg var gravid. Så jeg skulle overbevise Ole Bornedal om, at karakteren godt kunne være gravid. Man ender nemlig med at se, at hun er gravid til sidst i filmen.

– Jeg må så sige, at jeg var meget præget af min graviditet og derfor ikke rigtig kunne hidse mig op over så meget ved filmoptagelserne. Det var spændende nok, men mentalt var jeg bare et helt andet sted.

Oprindeligt kom Andersen fra Odense, og da hun mødte legekammeraterne på Dr. Dante, vidste hun, det var der, hun ville være.

– Jeg murede mig inde med mit eget projekt om at blive dygtig og komme til at mestre mit fag, og så kørte det bare af sted. Selv om teatret, som det var konstrueret i begyndelsen, stoppede, har vi jo lavet ”Gasolin” igen, ”Come Together” og ”Mozart” siden da.

- Derfor har Dr. Dante været en stærk puls gennem min karriere. Gennem 15 år har jeg hængt 15 meter over scenegulvet og sunget, og hvor har det været fedt, og hvor har jeg dog elsket det. Det har været en stor gave til min karriere, siger Lotte Andersen og fortsætter:

– Undervejs begynder jeg så med mine egne ting, og i dag vil jeg kalde mig for skuespiller halvdelen af tiden. Jeg har to teaterprojekter i støbeskeen. Det ene ligger i den naturvidenskabelige verden, for det er simpelthen så skidespændende stof. I 2015 lavede jeg en forestilling om grundstoffet radium, hvor jeg optrådte sammen med astrofysiker Anja Cetti Andersen.

– Jeg fatter egentlig ikke en bjælde, men synes, det er vanvittigt spændende at formidle den slags stof. Man bliver jo klogere!

– Det andet projekt handler om de forskellige kredsløb, der er forudsætningen for liv her på Jorden. Vi har både en filosof, en geolog, en biolog og en astrofysiker tilknyttet.

Lotte Andersen arbejder også sammen med Teater Sort/Hvid, hvor hun er ved at researche i flere tusinde år gamle gudinder og gudekultur. Noget tyder på, at kvinder ret akut i historien gik fra at være dyrket som guder til ikke at bestemme ret meget og nærmest blive en slags slaver.

– Endnu en gang vil Lotte Andersen afdække sagen og måske skabe et teaterstykke ud fra det, hun forsker sig frem til.

Jeg fik simpelthen nok af det og syntes pludselig, det var kunstigt og falsk.

Men det er ikke altid, hun er så teateraktiv, selv om man som skuespiller skal være fremme i skoene i 2021.

– Jeg har sagt til min søn, at man skal skrive til dem, man gerne vil arbejde med. Også selv om jeg aldrig selv har gjort det på den måde.

Louis Bodnia er søn af Lotte Andersen og Kim Bodnia. Louis blev færdiguddannet som skuespiller i 2019 og har siden blandt andet været med i ”Robin Hood” på Folketeatret.

Tør satse noget

I lange perioder af hendes liv interesserede det overhovedet ikke Lotte Andersen at føre samtaler med folk, der ikke havde noget med teater at gøre. Den lyst kom først senere.

– Det kørte egentlig ret godt indtil omkring de 40 år, hvor jeg udviklede en lede, et ubehag ved skuespilfaget. Også ved mine kolleger. Jeg fik simpelthen nok af det og syntes pludselig, det var kunstigt og falsk.

- Det var blevet for overfladisk. Jeg var også blevet et kendt ansigt og skulle deale med, at folk kiggede og hviskede. Alt det har jeg det bedre med nu, men dengang havde jeg behov for at tage afstand fra det hele, siger Lotte Andersen og fortsætter:

– Men min lyst til at spille skuespil har jeg absolut fået fornyet i dag. Flere roller på Aarhus Teater fik mig lidt på skinner igen sammen med teaterkoncerterne. Og så har mødet med sådan en som Christian Lollike også genstartet min lyst til at spille skuespil. Vi mødtes på ”Erasmus Montanus”.

Hos Dr. Dante genopfandt vi på en måde dansk teater efter 1970’ernes debatteater. Og siden vi stoppede på Dr. Dantes Aveny (Aveny T) har jeg kigget mig omkring efter noget nyt i dansk teater.

Der er langt mellem snapsene, men Christian Lollike og Liv Helm på Husets Teater er absolut nogle af dem, der har fornyet teaterscenen.

Corona i ro og mag

Hun ville ikke have egnet sig som politiker, men et politisk menneske – det er hun til gengæld sikker på, hun er.

– I øjeblikket ser jeg mange bekymrende ting i samfundet. Nogle mennesker er meget vrede over noget, som jeg har svært ved at forstå. Det siger lige så meget om mig, som det siger om dem. En form for rasende utilfredshed med tingenes tilstand. En følen sig overhørt.

– Jeg ser jo, at vanvittige konspirationsteorier lever i bedste velgående. Hvorfor? Det er jo teorier, der er helt ude i galaksen. Samtidig tænker jeg, at vi bliver nødt til at lytte efter og forsøge at finde en fælles platform, et fælles udgangspunkt. For frustrationer findes i næsten hele den vestlige verden.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det hjælper ikke, at corona har sat turbo på almindelige menneskers vrede. Er det rimeligt?, spørger hun og fortsætter:

– Selv synes jeg, at corona er blevet håndteret fuldstændig perfekt i Danmark. Jeg tror ikke, jeg kunne have gjort det bedre. Kan man kalde den måde, politikerne har reageret på, for rettidig omhu? Måske endda førtidig omhu? Der er ikke så meget at diskutere, og på den baggrund har jeg svært ved at forstå vreden.