Line Hoffmeyer
Bikinikrop

Line Hoffmeyer er færdig med at gemme maven væk: "I år har jeg en bikinikrop med til Mallorca"

23. juni 2022
Af Aviaya Hansen
Foto:
Det er ikke altid nemt at praktisere det, man selv prædiker. Det har influencer Line Hoffmeyer måttet sande.

En bikinikrop er en krop i bikini.

Det ved Line Hoffmeyer egentlig godt. Men det har ikke været nemt for hende selv at føle sig tilpas i en bikini, fordi hun med egne ord har vejet mere end hun bryder sig om de seneste par år.

Derfor har influenceren valgt badedragt frem for bikini for at skjule sin mave.

Det fortæller hun i et langt Instagram-opslag, som du kan læse i sin fulde længde herunder:

– Jeg synes, at alle andre kvindekroppe uanset højde og drøjde er flotte i bikinier, og vil til hver en tid brøle til alle, at en bikinikrop er en krop i bikini – men jeg har ikke kunnet finde ud af at sige det til mig selv, skriver hun og fortsætter:

– Jeg har talt så grimt til mig selv over de ekstra kilo, der i høj grad har sat sig på mavsen, og overbevist mig selv om, at det så for grimt ud til, at jeg kunne vise min mave til andre.

Faktisk har hun ligefrem været bange for, at hendes omgangskreds ville synes mindre om hende, hvis de så hendes mave, røber hun.

– Det hænger nok sammen med at være vokset op med en tankegang om, at det at være slank er proportionelt med, hvor meget man er værd. Det duer simpelthen ikke, og jeg gider ikke længere, for det er så idiotisk forkert, som noget kan være, og det skal være slut, slår hun fast.

Ferien står for døren, og den holder hun i år i det spanske ferieparadis på Mallorca. Og når hun pakker kufferten, må den sorte badedragt således vige pladsen for bikinien.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

For hun har taget en stålsat beslutning om, at hun vil ændre måden hun taler til sig selv.

– Så i år har jeg en bikinikrop med til Mallorca. En krop i bikini. Og jeg ved det bliver en overvindelse at tage den på, og jeg har bedt dem der kommer og besøger mig om, at der ikke bliver taget billeder af mig i den, for det er jeg alligevel ikke helt klar til, skriver Line, som er klar på at få sol på maven for første gang i to år.

Ovenstående har fået hendes følgere til at juble – inklusive eksmanden Lasse Rimmer.

– Bravo, skriver komikeren i kommentarsporet.

Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.