Selvudvikling
28. maj 2016

Lensgrevinde Inga Lerche: Derfor bliver man ved

Inga Lerche fra Lerchenborg Slot var en af de mange kendte og ukendte danskere, der sad i Aller Huset lørdag og spillede bridge. Og umiddelbart havde hun ikke den heldigste hånd.
Af: Af Britta Bjerre
https://imgix.femina.dk/media/article/bridge_-_00747a_lerche.jpg

foto: Jeppe Michael Jensen

Lensgrevinde Inga Lerche fra Lerchenborg Slot var blandt de mange deltagere ved lørdagens bridgeturnering i Aller Huset.

Hun og hendes mand. lensgreve Christian Lerche, er begge entusiastiske bridgespillere og spillede begge med, da det gik løs i finalen i bridgeturneringen Prins Henriks Grand Prix i Aller Huset lørdag. Vi mødte hende i en pause i spillet. Og her fortæller hun om sin fascination af spillet:- Jeg har spillet bridge siden 1959. Men det betyder ikke, at jeg er dygtig. Slet ikke. Men det er en god måde at mødes med andre på. Vi bor ude på landet, og det gjorde vi også dengang, vi kom i gang med at spille, og det var ganske enkelt en måde, man kom sammen med hinanden på ude på landet.

Hvad skulle vi så lave?

- Vi kunne sagtens invitere hinanden på besøg lang vejs fra, fortsætter hun, - og være gæster hos hinanden, men hvad skulle vi så lave? Da var vi så nogle stykker, der kendte hinanden, og som fandt ud af, at vi kunne da spille bridge, for det er netop en uforpligtende måde at mødes på. Og ja, det har været sjovt lige siden.

Om arrangementet i Aller Huset siger Inga Lerche:
- Det er spændende og sjovt at møde andre mennesker, der har samme interesse som én selv. Og her møder man så mange søde mennesker. Selvfølgelig er det bare en hobby og en fritidsinteresse, vi har, men det skal man også have.

Dårligt resultat, men...

Bridgespillere bliver ofte meget dedikerede spiller og bliver grebet af spillet. Og den følelse kender Inga Lerche godt fra sig selv:

- Det fascinerende ved spillet er, at det er så forskelligt. Der er ikke noget, der gentager sig. Du sidder med en hånd kort, og de kan bruges på så mange forskellige måder, så det aldrig bliver ens. Det er hele tiden en ny udfordring. Og det er derfor, man bliver ved. Også selv om man har haft et dårligt resultat. Og det har jeg haft i dag. Men så siger man netop: Det skal vi gøre bedre i morgen. Det bliver motivationen.

God hjernegymnastik

Når Inga Lerche bliver bedt om at trække en salgstale frem og overbevise andre om bridgens glæder, fremhæver hun to ting:

- Bridge er god hjernegymnastik og godt tidsfordriv for ældre mennesker. Eller ja, for alle. Men jeg tror, det er svært at få de unge med. Jeg ved godt, at man forsøger fra Danmarks Bridgeforbund. Og det er også kun godt. Men de unge har jobs, og de har børn, og bridge er tidskrævende. Det kan vi ikke komme udenom.

Også med datter

Inga Lerches egen datter, journalist og filminstruktør Anna von Lowzow, er også en ivrig bridgespiller. Hun var ikke med lørdag. Men jo, jo, mor og datter spiller sammen ind imellem, fortæller Inga Lerche.

- Men min datter er bedst. Så absolut. Det er hende, vi spørger til råds, hvis vi sidder i problemer. Og det er kun hyggeligt.

Da vi sender lensgrevinden tilbage til spillebordet med et ”Held og lykke resten af dagen”, lyder svaret:
- Tak for det. Det har jeg også brug for!

Læs mere om:

Læs også