Læserne fortæller: Det pinligste, jeg har oplevet
Prutten
For nylig skulle min kæreste og jeg ud og spise. Jeg var utrolig oppustet, og da vi ankommer til restauranten, og tjeneren viser os ned til vores bord, sker det, der bare ikke må ske. Idet jeg går forbi et andet par, slår jeg en prut, som dog ikke lød som en prut. Da min kæreste spurgte, hvad det var for en lyd, panikkede jeg og sagde, at det var gulvet, der knirkede, da jeg trådte på det. Han hoppede på den, men jeg er ikke sikker på, at parret, der måtte sidde i min prutlugt, gjorde.
- Julie
Vildbassen
I en alder af næsten 43 var jeg blevet droppet af en mand – og var jævnt skuffet. Jeg trængte til lidt trøst og gik på en datingside, hvor jeg hurtigt fik en aftale med en ung gut på 26. På dagen for daten sender jeg min søster en SMS: “Skal på date med 26-årig vildbasse – du hører nærmere!” I samme øjeblik jeg trykker “Send”, går det til skræk og rædsel op for mig, at jeg har sendt SMS’en til min 20-årige datter! Der kom prompte svar tilbage: “Godt scoret, mor, bare gi’ den gas!”
- Mette
Indremission
Det er den første gang, jeg er alene med min daværende svigermor. Vi taler om religion, da min kæreste har fortalt mig, at hans forældre er kristne. Vi snakker lidt om forskellige niveauer af religiøsitet, og på et tidspunkt spørger jeg så: “Nå ... men de der indremissionske folk, det er dem, der er helt ude i hegnet ikke?” Hvortil svigermor svarer: “Neeeej, altså ... VI er jo indremissionske ...”. Behøver jeg at skrive, at den ikke kunne reddes?
- Bettina
Du tisser på mig!
Min kæreste og jeg har med tre børn svært ved at finde tid til at dyrke sex. Så en aften, hvor børnene legede, og vi sad alene i stuen, kom lysten. Problemet var lidt, at jeg skulle tisse, men jeg tænkte, at jeg var nødt til at holde mig nu, hvor vi lige havde chancen for en “quickie”. Der sker så det, at vi sniger os ind i soveværelset og lægger os i sengen – med mig oven på ham. Han synes så åbenbart, at dynen under os ligger forkert, så han hiver i den. Med det resultat, at vi begge falder ned af sengen og ender i klemme mellem seng, radiator og væg. Min fod sidder fast i radiatoren og hans arm sidder fast mellem sengen og sengebordet, og vi kan ikke komme fri. Jeg begynder at grine, og der sker så det mest pinlige – jeg griner så meget, at jeg kommer til at tisse. Han råber højt: “Ad! Du tisser på mig ...”. Så ikke nok med, at vi fik afbrudt vores quickie, så fik jeg en øm fod, han fik en øm arm, og vi måtte begge i bad, da vi havde tis på os. Heldigvis opdagede børnene ikke noget.
- Helle
På toilettet
Jeg var engang på studietur og boede på et værelse med to piger, jeg ikke kendte. Min mave gik helt i stå indtil fjerde dag, vi var der. Jeg ville ikke gøre det på det meget lydte værelse, så jeg listede ned på et af fællestoiletterne. Efter en kamp fandt jeg ud af, at toilettet simpelthen var for lille til at skylle DEN ud. Fuck! Hvad skulle jeg gøre? Hente en fra hotellet? Lade den ligge? Ingen af delene kunne jeg få mig selv til. Jeg valgte at samle DEN op, med posen fra toiletspanden, putte posen i min håndtaske og så gik jeg ned i byen og efterlod den i en offentlig skraldespand.
- Marie
Læs også: Læserne fortæller: Vores liv bedste (og sværeste) beslutninger
Læs også: Læserne fortæller: Sådan fandt vi kærligheden