Selvudvikling

Kvindekamp uden floskler og fordomme

af Renée Toft Simonsen 23. september 2009
Kvindesagen lever og er fulgt med tiden ganske som alt andet – og rigtige kvinder gider simpelt hen ikke høre mere ævl om flæsetrusser og rød neglelak

Overskriften lyder "Kvindekamp i flæsetrusser", og jeg må indrømme, at allerede dér bliver jeg træt. For hvad pokker er det for et levn, vi bærer rundt på om kvindekampen? En totalløsning i stereotypi, en forestilling om, at kvindekampen skal være klædt i ganske bestemte gevandter (og gro hår) for at kunne kalde sig kvindekamp. Så lidt som muligt, hvad angår det første, og så meget så muligt, hvad angår det sidste, og slet, slet ingen bh - niks, den har vi smidt ud, brændt af, gjort os fri af - ØH ja, korrekt: Sådan gjorde vi i 60'erne, men det er altså mange år siden! Tænk lige over det ... tsk, tsk. Det var FØR internettet og mobiltelefonen, bh'en havde noget at sige i og om kvindekampen. Bevares den var vigtig way back then, for den strammede i mere end én forstand.Men siden er kvindens krop jo blevet udstillet noget så eftertrykkeligt alle tænkelige steder, helst uden en trevl på, så nu vil jeg nærmest mene, at kvindekampen SKAL være iført bh (eller andet kluns) for overhovedet at have noget væsentligt at sige om det at være kvinde - hvilket efter min mening blandt andet indebærer at have råderetten over egen krop uden at måtte tåle indblanding fra nogens side på nogen måde (dette set i kulturhistorisk perspektiv har ikke været nogen let manøvre og er det den dag i dag, sørgeligt nok, stadig ikke utallige steder i verden). At bh'en er tilbage, kan man tydeligt se på stranden, ingen går længere topløse, det er passé og yt. Og man forstår det så godt: Prøv at lægge dig i det hvide sand, kun iført et par små trusser til at dække trekanten (eller hvilken frisure du nu har valgt), og du vil blive overdænget med sultne og nærgående blikke fra øjne, der desværre ikke helt kan kende forskel på den overseksualiserede kvindekrop, medierne elsker at overdænge os med, og så den krop, du tilfældigvis har med på stranden den dag! Det er næsten deprimerende for én som mig, der elsker brune bryster.Men endnu mere deprimerende er det altså, at man ikke engang kan skrive om Femølejrens (70'er-rødstrømpebevægelsens kvindepolitiske sommerlejr) overlevelse og alt det, den kan og står for den dag i dag, uden at man skal stilles spørgsmål som: Kan man overhovedet kæmpe for kvindesagen iført rød neglelak og flæsetrusser? Hør her: Kvindesagen lever og er fulgt med tiden ganske som alt andet - og rigtige kvinder gider simpelt hen ikke høre mere ævl om flæsetrusser og rød neglelak, for også det er kommet for at blive. Kvindekamp er bl.a., at vi gerne vil respekteres og tages alvorligt, at vi bare gerne vil nyde samme rettigheder og muligheder som mændene, at vi gerne vil have samme løn (hallo-o-o-o!) og indtage samme positioner i samfundet. Og det nye er for mig at se bl.a., at vi ikke ønsker at ofre vores afkom på det elendige alter, der hedder ligestilling, hvilket er et af de frygtelige dilemmaer, de brændte bh'er og maskuliniseringen af kvinden har ført med sig. Ingen krige uden ofre, kunne man indvende, men ærlig talt - visse ting er hellige, og barnet, der skal føre slægten videre, er altså én af dem, og vi ER blevet klogere, og det eneste, vi mangler, er bare lige, at lovgivningen følger med tiden også. Nå, men da jeg spurgte min mand, om han havde læst artiklen, var hans svar: "Niks, det gad jeg ikke.Hvad nyt kan der være fra den front ... ud over at de sikkert alle sammen barberer deres kusser i dag?" Det var lige før, han havde ret - hvilket var forbandet deprimerende.Kærlig hilsenRenée