Selvudvikling
10. oktober 2012

Kvinde til kvinde-netværk - det er da fint!

Et kvinde til kvinde-mentor-mentee-forhold er en super nem, billig og effektiv måde at hjælpe en medsøster på
Af: af Renée Toft Simonsen
https://imgix.femina.dk/media/a76dce6ff187468dbbac6f910b618beb_10.jpg

Da Elisabeth Møller Jensen i 2003 fik ideen til et kvinde til kvinde-mentornetværk, havde hun nok aldrig drømt om, at den 10 år senere skulle eksporteres til andre lande. Hendes idé opstod ud fra et ønske om at hjælpe indvandrerkvinder i Danmark til at komme ind på det danske arbejdsmarked og ind i det danske samfundsliv. Ideen var enkel, nemlig at de fleste kan overskue at hjælpe et enkelt menneske, og det var det, der blev grundtanken. Man fik hurtigt støtte til at oprette et netværk af mentorer og mentees, og en koordinator matchede derefter gennem personlige interviews de to parter via deres uddannelsesmæssige baggrund.

Selv meldte jeg mig faktisk til netværket for en del år siden, efter at jeg var blevet opmærksom på det ved uddelingen af årets integrationspriser. I dag har jeg stadig kontakt til min mentee fra Iran, og selv om det ikke er ofte, vi ser hinanden, da hun har fået både uddannelse og nu vikariat, og jeg selv har alt for travlt, så er det alligevel hyggeligt lige at drikke en kop kaffe indimellem og høre, hvordan det går. Og jeg må bare sige, at jeg glæder mig helt ind i hjertet over hendes succes med at få en uddannelse og på den måde blive en aktiv del af det danske samfund.

Renée i sidste uge: Der er brug for et eftersyn af vores fokus

Et kvinde til kvinde-mentor-mentee-forhold er altså en super nem, billig og effektiv måde at hjælpe en medsøster på, og nu er den altså også blevet eksporteret. For den er blandt andet nået helt til Marokko, hvor de har etableret netværket "Résaau de femme pour le mentoring/networking", et netværk hvor kvinder i erhvervslivet skal hjælpe andre kvinder med at komme ind i erhvervslivet, Og så har den også bredt sig til Jordan, hvor etablerede kvindelige politikere skal være mentorer for andre kvinder, der ønsker at få foden indenfor i politik. Og faktisk ved jeg, at den også har bredt sig til Kalundborg, hvor min partner i delebarn.dk, Helle Laursen Petersen, har etableret et lokalt netværk, Q4400, hvor danske kvinder i Kalundborg hjælper indvandrerkvinder i Kalundborg med at blive en del af lokalsamfundet (se mere på q4400.dk).

Mentorskab handler dybest set om empowerment: At støtte og styrke en anden kvinde positivt i hendes liv, indgyde hende selvtillid og nære hendes tro på sig selv, samt inspirere hende og støtte hende i, at HUN har noget at byde på - det er da så fint, som det kan blive, er det ikke?

Kærlig hilsen
Renée

Læs også