Der er brug for et eftersyn af vores fokus

Egnet, måske egnet eller uegnet - tre betegnelser vi i min tid brugte til at sortere unge mennesker efter, i forhold til om de skulle videre i gymnasiet efter folkeskolen. Betegnelserne i sig selv var efter min mening en hån, uværdige for os at bruge om hinanden, og det gjorde ondt på alle dem, der ikke fik stemplet egnet på deres papirer.

I har nok gættet det - ja, jeg var en af dem, der fik et af de dårlige stempler. Jeg var urolig, snakkede for meget og var ikke interesseret i andet end drenge og makeup, sagde de. Jeg tror ikke, min mor havde sat sine ben på den skole i årevis, men da det skete, marcherede hun derop og fik dommen omstødt. DET ville hun alligevel ikke finde sig i.

I dag siger man uddannelsesparat eller ikke-uddannelsesparat. Det lyder måske lidt pænere, men meningen er mere eller mindre den samme. Her til morgen læste jeg så en lille artikel i Politiken om otte elever, der blev erklæret ikke uddannelsesparate, men alligevel fik lov til at starte i gymnasiet for tre år siden. Fem af dem klarede den ikke, men tre af dem fik studenterhuen på før sommerferien. Og tænk, hele artiklens fokus var på de fem, der ikke klarede den! Jeg var målløs. Landets gymnasierektorer blev som følge af denne lidt flossede statistik anklaget for at være beregnende og for at tage uegnede unge ind, KUN for at score penge. Samtidig blev det slået fast, at gymnasierektorerne dermed havde svigtet deres opgave. For hvor var det synd for de fem, nu med dårligt selvværd, der ikke klarede den, og hvor var det spild af både deres tid og vores penge.

Og tænk sig, jeg sad bare der og glædede mig over de tre, der klarede den. Glædede mig over, at nogen alligevel så deres potentiale, og at de fik mulighed for at bevise, at de kunne. Glædede mig over, at selv om vi efterhånden har et system, der er stivere end stift, så har vi alligevel også mennesker derude, der forvalter det system med menneskelighed og omtanke. Mennesker der lader tvivlen komme den anklagede til gode. Vi har haft et 360-graders eftersyn af folkeskolen - kunne vi ikke snart få et 360-graders eftersyn af vores fokus? For når det er de fem, der ikke klarer den, der bliver fremhævet og dermed gjort til eksempel på, at systemet fejler - og de tre, der klarer den bliver ignoreret, så synes jeg, John Mogensens gamle sang om, at: "Der noget galt i Danmark, Dybbøl Mølle maler helt ad helved' til … " desværre får lidt ret?

Kærlig hilsen
Renée