Konflikter i parforholdet er ofte styret af disse ting – som vi slet ikke er bevidste om

Vi har en tendens til at måle alting etisk i forhold til intentionen. Altså, så længe intentionen var god, så har det meste det med at være i orden: ”Jamen, det var ikke min hensigt ...”, eller ”det var slet ikke for at …”

Dagligdagsvendinger, der netop vidner om, at vi selv synes, at vi må meget, så længe det ikke var med vilje. Men hænger det nu også sådan sammen?

Kan vi bare joke løs, hæve stemmen, glemme aftaler, såre, tromle hen over andre, have for travlt til at hjælpe eller sågar – i yderste konsekvens – slå andre ihjel og så gemme os bag, at det ”ikke var vores mening”?

Uanset, hvor rene vores hensigter er, kan vores handlinger gøre meget stor skade. Det ved enhver, der er kommet til at råbe ad sine børn, være sjov på venners bekostning eller glemme at tage hensyn til sin partner.

– Du møder en veninde. Der sidder en flue på hendes pande. Så du hiver en hammer frem og smadrer fluen. Men du er samtidig kommet til at slå hende ihjel.

– Bagefter siger du: ”Jamen, jeg ville bare fjerne den irriterende flue fra din pande.” Det er et ekstremt eksempel. Men det illustrerer, hvorfor forholdet mellem intention og handling er svært.

– I eksemplet vil vi næppe sige, at den gode hensigt er tilstrækkelig. Men i dagligdagen er der masser af eksempler, hvor man kan diskutere, om intentionen kan forsvare vores handlinger, siger Thomas Søbirk Petersen, der er ph.d., dr.phil. og professor i etik og moralfilosofi ved RUC og også tidligere medlem af Etisk Råd.

Der er en grund til, at dét at slå et andet menneske ihjel er et godt eksempel, når vi diskuterer hensigt op mod konsekvenser af vores handlinger.

De færreste af os kan identificere os med lige netop den handling, men den siger alligevel noget om, hvilken rang intentionen har i vores samfund. Den spiller nemlig en stor rolle i vores straffelov. Etikprofessor Thomas Søbirk Petersen er også ekspert i retsfilosofi.

– Hele det juridiske system bygger på, at for at få en straf skal man have gjort en handling, der skader andre. Juraen arbejder med ”mens rea”, som er den skyldige bevidsthed, og ”actus reus”, som er den skyldige handling.

– Jeg kan altså godt skade en person – actus reus – uden at have intentionen om det – mens rea. For at blive dømt for en forbrydelse skal begge dele være til stede, forklarer Thomas Søbirk Petersen og konkretiserer det med et eksempel:

Du står og skærer brød i dit køkken. Mens du gør det, glider du i noget på gulvet og kommer i faldet til at stikke kniven i hjertet på din mand.

– Det er en forfærdelig handling, men set med juridiske briller, ville man ikke sige, at der var en bevidst intention bag. Havde du planlagt at slå din mand ihjel, havde du et skyldigt sind, og så ville det være strafbart.

– Så i retslig sammenhæng ville du ikke blive dømt for den handling. Som samfund har vi altså gjort det klart, at intentionen betyder noget, når vi vurderer vores handlinger moralsk og juridisk, forklarer Thomas Søbirk Petersen.

Bare for sjov

Men eksemplerne står sådan set også på række i det helt almindelige hverdagsliv. På jobbet, i parforholdet, blandt venner. Et eksempel, de fleste vil genkende, er småsexismen i hverdagen, påpeger Thomas Søbirk Petersen.

Dér, hvor en kvindelig kollega forventes at grine af en sexistisk vittighed, eller en homoseksuel kollega skal lægge øre til en homofobisk bemærkning.

– Måske siger vedkommende fra: Jeg bliver faktisk lidt såret over, at du siger sådan. Og vedkommende, der har gjort det, svarer så: "Ej, det var da bare for sjov."

Eksemplet er interessant, fordi det afslører, hvor svær – og også hvor dagligdags – den moralske kamp mellem intention og handling er.

For rent moralsk er der noget formildende ved, at det bare var for sjov. Omvendt er vi jo ikke i tvivl om, hvor amoralsk det ville være, hvis personen havde sagt: "Yes, du er såret, så virkede min joke."

Men fordi det ”var for sjov”, kan vi ofte formilde krænkelsen ved at forklare, at det ikke var vores plan at gøre nogen ondt.

– Men der er jo stadig et stort etisk problem i, at vi har det med at affeje personer, der føler sig krænket af en sexistisk joke. Især når det fremgår af samtalen og den andens reaktion, at det nok er noget, de tit har oplevet. Der bliver det jo en dobbelt krænkelse at få at vide, at man bare ingen humor har, forklarer Thomas Søbirk Petersen og fortsætter:

– Der er plads til, at vi forbedrer os. Vi kunne alle sammen godt gøre noget mere ud af at sige: "Min intention var ikke at skade dig, men jeg anerkender, at du er blevet krænket."

Når vi mennesker er så optaget af, om vi har gode intentioner, er det først og fremmest, fordi vi er meget optaget af ”skyld” og ”skam”, påpeger autoriseret psykolog og psykoterapeut Signe Hegestand, der blandt andet arbejder med psykisk vold.

– Skyld og skam fylder rigtigt meget hos mange mennesker, og med skyld og skam følger også, at man har et ansvar. Vi mennesker vil gerne undgå at føle skyld og skam, for der findes nærmest ikke værre følelser. Derfor gør vi meget ud af at tale om, at det ikke var med vilje ... Det er ikke tilfældigt, at man siger, at vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, lyder det fra Signe Hegestand.

Ikke fuldt bevidste

Set fra et psykologisk perspektiv er intention interessant, fordi mennesker faktisk sjældent er fuldt bevidste om deres hensigter.

Med andre ord: Vi undskylder os med, at vi slet ikke ville noget ondt, eller at vi måske ligefrem ville det bedste. Men har vi selv fuldt overblik over, om det nu også er helt rigtigt?

– Hvis man skal tage intentionen for gode varer, så skal man jo gøre det ud fra en antagelse om, at vi altid er fuld bevidste om, hvad vi er i gang med.

– Når man arbejder i en psykologisk praksis, som jeg gør, så oplever man rigtig mange mennesker, som ikke altid er særligt bevidste om sig selv. Derfor kan man sagtens have gang i alle mulige ting, som man ikke selv er særligt bevidst om, lyder det fra psykologen.

Det findes der flere gode eksempler på. Særligt tydeligt bliver det, når der sidder to mennesker sammen i parterapi.

Konflikter i parforholdet er ifølge Signe Hegestand ofte styret af hensigter, værdier og normer, som parterne slet ikke selv er bevidste om. Det kan for eksempel være angsten for at blive forladt eller ikke føle sig god nok.

– Det er helt ubevidste ting, som kan ligge til grund for alt muligt, man gør i forhold til sin partner. Måske noget, vi gør for at teste, om partneren virkelig er der for os. Eller måske fortolker vi vores partners handlinger ud fra et meget ubevidst filter i os selv.

En klassisk dynamik i parforholdet er, at den ene i konflikter bliver den opsøgende part, og den anden bliver den tilbagetrukne part. Den opsøgende part oplever den tilbagetrukne part som ligeglad eller kold i konflikten.

Men måske bliver vedkommende i virkeligheden totalt overvældet følelsesmæssigt i konflikter og mangler et sprog for, hvad der sker indeni.

Den opsøgende part tænker omvendt: Åh, nej, nu forsvinder du og har efterladt mig her helt alene – og bliver måske bange for at blive forladt, men skælder i stedet for den anden ud for aldrig at ville tale om tingene.

– Men deres underliggende hensigter med at trække sig eller skælde ud, er parterne ofte ikke selv bevidste om.

– I den psykologiske praksis handler det om at gøre partnerne bevidste om, hvad det egentlig er, de er bange for. Når de hører det fra hinanden, så opdager de for alvor, at ”nå, okay, jamen det var virkelig ikke min hensigt at få dig til at føle dig forladt eller forkert”. Men det starter med, at vi bliver mere bevidste om, at vi mennesker altid har noget for, når vi gør noget, lyder det fra Signe Hegestand.

Altruisme er en moralsk grundholdning, der er kendetegnet ved, at man fremmer andres ve og vel uden tanke for egne interesser og behov. Men om det findes i ren form, er nok tvivlsomt.

Reciprocitet er nemlig også et psykologisk begreb og betyder gensidighed: At vi mennesker hele tiden forpligter hinanden til at gengælde gaver, tjenester og så videre.

– Det handler om, at dét at give til andre er en udveksling. Så når jeg har gjort noget for dig, sker der det inden i dig, at du føler dig forpligtet til at gøre noget for mig en anden gang, siger Signe Hegestand og forklarer også, at den mekanisme har givet rigtig god mening evolutionært, for mennesket har kun overlevet som art ved at hjælpe hinanden.

Desuden er der den bieffekt ved at hjælpe andre, at det giver en god følelse indeni. Men hvad ville der ske, hvis vi ikke fik den payoff selv? Ville vi så hjælpe andre?

– Derfor bliver det jo noget mudret og grumset, når vi forsøger at finde frem til vores egne hensigter, siger Signe Hegestand.

Intentionen kan altså bruges som en dårlig undskyldning, som vi selv er overbeviste om, er sand. Også her er straffeloven et godt eksempel.

I hvert fald påpeger etikprofessor og ekspert i retsfilosofi Thomas Søbirk Petersen, at loven tager stilling til forsætlighed, uagtsomhed og grov uagtsomhed. Hvis en fører af en bil tjekker sine sms’er under kørslen, og derved forårsager en trafikulykke med dødelig udgang, men ikke havde til hensigt at slå nogen ihjel med sin handling, kan det dømmes med den mildere straf for uagtsomt manddrab.

Men her vil det ofte blive diskuteret i retten, om ikke den, der valgte at læse sine sms’er under kørsel, burde vide på forhånd, hvor alvorlige konsekvenser den handling kan have.

Hvis retten finder, at det måtte vedkommende kunne regne ud, kan vedkommende blive straffet for grov uagtsomhed.

Også her kan der laves en pendant til hverdagslivet, for eksempel til sexistiske jokes på arbejdspladsen, eller når forældre kommer til at råbe højt ad deres børn.

– Når du godt kan lide at fyre sexistiske jokes af, eller du kommer til at råbe for højt ad dit barn, så kan man godt argumentere for, at du også burde vide, at du kan krænke andre og gøre dem kede af det, når du gør det. Og på den måde er ”det var bare for sjov” eller ”det var ikke min mening” jo ikke et argument, der holder, siger han.

Hvad er så løsningen på, at vi mennesker måske lidt for ofte forsøger at undvige ansvaret for vores handlinger ved at gemme os bag de gode hen­sigter?

– Man må nok spørge sig selv, hvad det er for værdier, leveregler og normer, man står på? Det kan både være værdier, man har fået fra samfundet eller hjemmefra, forklarer Signe Hegestand.

Er man for eksempel en forælder, der ofte siger: ”Mine børn er det vigtigste i hele mit liv”, men alligevel har børnene det ikke rigtig godt …

– Så kan man med fordel kigge på, hvad børnenes behov egentlig er? Lidt frækt kunne man sige: Er det otte timer i institution hver dag? At vi arbejder 50 timer om ugen? Og dyrker ekstremsport, når vi har fri? Nogle vil svare: Det gør jeg for mine børns skyld.

– Jeg vil vise dem, at man kan gennemføre alt, hvad man sætter sig for trods smerte og alt muligt. Men måske arbejder man sig snarere halvt ihjel, fordi det er en leveregel om arbejdsomhed, man har lært hjemmefra, lyder det fra Signe Hegestand.

For at fjerne tågen omkring ens sande intentioner og hensigter med det, man gør, kan det ofte kræve hjælp.

Og som professor Thomas Søbirk Petersen siger:

– Man kan starte med at blive bedre til at sige undskyld og anerkende den anden persons oplevelse. Også selv om man ikke mente noget med det.

Artiklen blev udgivet i femina uge 25, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: