Kirsten hjælper voldsramte børn og unge: Jeg ville gerne have taget dem alle med hjem

Kirsten Hermansen hjælper voldsramte børn og unge

I 2002 stiftede Kirsten Hermansen på 77 år organisationen Bryd Tavsheden, som hjælper voldsramte børn og unge. Det havde altid ligget i kortene, at hun skulle lave velgørende arbejde en dag. Hun kom fra reklamebranchen, hvor hun havde sit eget bureau, men hun vidste også, at det ikke var dér, hun skulle være for altid.

– Jeg havde besluttet, at når jeg blev 60, ville jeg ikke være i bureauet længere. Men jeg vidste også, at jeg ikke bare kunne gå derhjemme og ikke lave noget. Jeg havde også besluttet, at jeg gerne ville arbejde for børn, så jeg satte mig til at finde ud af, hvem jeg kunne hjælpe, og hvor mine kvalifikationer kunne gøre størst nytte. Så fandt jeg ud af, at der aldrig var blevet gjort noget for voldsramte børn, hvor nogle rent faktisk koncentrerede sig om barnet. Det var altid forældrene, man talte til og sørgede for, siger Kirsten.

Mens Kirsten stadig var på bureauet, lavede hun bogen ”Det gør ondt, når far slår mor”, som henvender sig til børn, der har oplevet vold i hjemmet. Kort efter blev hun inviteret i ”Snurre Snups Søndagsklub” til en snak med Bubber om at bryde tavsheden.

– Efter interviewet var der 176 mennesker, der ringede privat til mig og bad om bogen. Det er altså ikke en bog, man rekvirerer for sjov. Så vi sendte den ud i anonyme kuverter, og så gik det op for mig, at der var brug for det – vores arbejde. Og så startede jeg op.

LÆS OGSÅ: Direktøren fra krisecentret: "De kvinder, der kommer her, er stærke"

Vi véd, vi gør en forskel

Da Kirsten startede sit arbejde i Bryd Tavsheden, havde vi ikke ordet kærestevold i det danske sprog. Og selv om det er en skam, at vi har brug for et begreb for vold mellem to partnere, betyder det alligevel, at Kirstens arbejde ikke er ligegyldigt.

– Det er helt klart det, der motiverer mig til at blive ved. At folk kommer tilbage til mig og siger, at deres liv ikke havde været det samme, hvis Bryd Tavsheden ikke havde været der. At deres liv er blevet anderledes. Det er det bedste – at se de personer, der har klaret sig takket være os.

Det er vigtigt at gøre noget, mener Kirsten. Hvis man hører om noget, skal man også reagere. Og det er også dér, hun selv føler, hun personligt har gjort den største forskel.

– Jeg får tingene gjort i stedet for bare at tale om det hele tiden. Jeg havde engang en ung fyr, som var udsat for vold af sine kæreste. Han ville gerne gå fra hende, men han turde ikke. Så han og jeg lavede en plan. Han skulle stille sig ved sin kærestes gadedør og ringe til mig for at få nogle gode råd. Så skulle han gå op til hende, gøre det forbi og komme ned og ringe til mig igen. Derefter aftalte vi, at han ringede mig op hver anden time, så jeg kunne sikre mig, at han var okay, og at han ikke gik tilbage til hende. Han havde været ude for grufuld vold. Men han klarede sig, og det er en af de små sejre. Han har senere takket mig og fået sig en skøn kæreste. Hvis vi ikke havde været der, ved jeg ikke, hvordan det så var gået med ham, siger hun.

Liv og arbejde smelter sammen

Bryd Tavsheden har både en chat, en telefon og en brevkasse, som de unge kan kontakte. Hvis de har brug for det, kan de også møde op i Basen i København.

– Fordi vi ikke er så store, skal vi kunne noget andet, end de store kan – vi både føler og får at vide, at vi kan handle lige med det samme. Hvis der kommer et barn ind nu, tager vi en beslutning med det samme. Vi kan reagere hurtigt, og det er en enorm fordel hos os.

Men det betyder også, at det er Kirsten, der sommetider har siddet og trøstet børn, fordi de havde fortalt om deres grufulde oplevelser for første gang overhovedet. I dag har hun ikke længere den personlige kontakt med børnene, det er der folk, som er uddannet til.

LÆS OGSÅ: Mor til 5 fik en plejedatter: "Hun gik direkte i hjertekulen på mig"

– Når jeg efterforsker, hvorfor så mange er kommet til mig, så er det nok, fordi mange har tænkt, at jeg kunne være en slags mormor for dem. De har trygt kunnet fortælle det hele til mig. Når jeg har været ude og fortælle om vores arbejde, har jeg altid fortalt, at de altid kunne komme til mig. Jeg er hverken psykolog eller lærer. Jeg er ingen rolle, jeg er bare mig. Men jeg véd, hvordan jeg skal hjælpe, siger hun.

Har det ikke været hårdt – netop fordi du ikke har hjulpet som en rolle?

– Jo, det har det. Meget. Jeg har også skullet lære at kunne glemme det, når jeg kom hjem. Der har også været nogle gange, hvor jeg har taget børnene for tæt til mig, og de nærmest er blevet mine egne. Det er vigtigt at adskille følelser fra det professionelle.

Har du lært det?

– Nej, jeg tror aldrig, man lærer det éthundrede procent. Selvfølgelig har jeg lært det lidt. Ellers kunne jeg ikke sidde her i dag.

Har du været ude for ikke at kunne hjælpe, som du ville?

– Ja, når der er en for langsom reaktion fra kommunen. Det har jeg været ulykkelig over. Jeg har følt mig magtesløs, og jeg bliver vred og ked af det. Så må jeg til sidst sige, at jeg har gjort, hvad jeg kunne. Bare jeg véd, jeg har gjort mit bedste – bare jeg kan se mig selv i spejlet og sige, at jeg ikke kunne gøre mere. Men jeg må indrømme, at jeg gerne ville have bygget mit hus om og taget dem alle med hjem. Det havde passet mig fint.

Kirsten Hermansen

• 77 år
• Stiftede i 2002 organisationen Bryd Tavsheden, som hjælper voldsramte børn og unge.
• Mange af os husker nok også Kirsten Hermansen som den højtsyngende sopran fra TV-serien ”Matador”: Elisabeth Friis og Kresten Skjern får et upassende latterudbrud under en operakoncert, og de bliver nødt til at forlade stedet.

Kirsten Hermansen, 77 år

Stiftede i 2002 organisationen Bryd Tavsheden, som hjælper voldsramte børn og unge.