Kim Fupz Aakeson
Selvudvikling

Kim Fupz Aakeson: ”Jeg skal altid lige varme op, når jeg besøger min far”

24. august 2018
af Thora Bruun Makita
Foto: Robin Skjoldborg
Forfatter Kim Fupz Aakeson er vokset op i parcelhus i Albertslund med sin mor og sin stedfar. Hos dem er der orden i tingene, masser af kærlighed og rummelighed, hos faren er stemningen ofte lidt underlig. Da Kim er 11 år får han at vide, at hans biologiske far ikke længere ønsker kontakt med ham.

Jeg bliver født 12. september 1958 på Sct. Josephs fødeklinik i København.

Jeg bor på Westend på Vesterbro med min mor og far, men jeg kan intet huske derfra. Min mor er sekretær for børneforsorgen, min far er konditor. Da jeg er fem år, flytter vi til Hvidovre i lejlighed. Mine forældre bliver skilt, mens vi bor i Hvidovre, og min mors nye mand flytter ind i lejligheden. Min mor er udadvendt og vil altid snakke med fremmede folk i Brugsen. Det, synes jeg, er flovt. Min stedfar er mere indadvendt. Min stedfar er jurist og sidder med nogle gule ringbind hver aften og ordner papirer.

Min far får sin egen lejlighed i Hvidovre.

Og jeg ser ham hver anden weekend. Jeg skal altid lige varme op, når jeg besøger min far. Jeg kommer lørdag formiddag, og der er altid sådan en lidt underlig stemning mellem min far og mig, vi ved ikke rigtig, hvad vi skal sige. Vi er altid hjemme i lejligheden. Om søndagen plejer det altid at blive bedre mellem min far og mig, men så skal jeg hjem til min mor. Min far er rastløs, underholdende, talende og jokende. Senere flytter han og får en ny kone, der har et barn i forvejen, Torben. Ham leger jeg med.

Efter noget tid skal vi flytte til Albertslund.

Der kan vi få have og parcelhus, men for mig er det en katastrofe, hvorfor skal jeg flytte? Jeg kender karreen i Hvidovre, hvor alle dem, jeg leger med, bor rundt omkring. Så skal jeg bo på en villavej med stikveje, hvorfor? Samme eftermiddag vi flytter, får jeg dog en ven fra vejen, Stig.

Da vi flytter til Albertslund kommer jeg på Egelundsskolen.

På et tidspunkt begynder de andre drenge i skolen at klatre på kanten af betonelementerne ved tunnelen, der er en del af Vestskoven, som er nyplantet. Det kan jeg ikke. Så er jeg ude. Jeg bliver mobbet med, at jeg er lille og svag af de større drenge. Jeg synes, at det er flovt, for jeg ved godt, at jeg ikke er så stærk og stor. Jeg fortæller ikke om det hjemme, men trækker mig ind i mig selv og holder mig for mig selv. Heldigvis mister de store drenge interessen og laver andre ting.

Selvom jeg er lille af bygning,

får jeg alligevel hurtigt status i klassen, fordi jeg er god til at finde på lege, og jeg er sjov. Jeg er mester i en kvik bemærkning og er megairriterende, især i matematik, der ikke interesser mig, og jeg bliver tit smidt udenfor døren. Så står jeg der og håber, at vicedirektøren eller skoledirektøren ikke kommer forbi og skælder mig ud.

Jeg er selv med til at mobbe.

Jeg går i klasse med en dreng, der kommer fra en belastet familie: Han bliver kanøflet, fordi han ikke er så hurtig i hovedet. Vores tysklærer går med på den foran hele klassen. ”Nå, Jens har ikke forstået det?” Så går han ned til Jens’ bord og rækker armen ind over hans hoved, knytter hånden, mens han siger ”Der, die, das” over Jens’ hoved, og lader, som om han banker tyske bøjninger ind i hovedet på ham.

Mine skole-hjem-samtaler er ofte skizofrene.

Min dansklærer siger: ”Kim er helt fantastisk”, og matematiklæreren siger: ”Kim er helt vildt irriterende!” En dag får jeg en note med hjem i kontaktbogen fra matematiklæreren: ”Kims aktivitet i klassen er efterhånden kun af forstyrrende art.” Min mor tager det pænt, hun er meget rummelig overfor det barn, jeg er.

LÆS OGSÅ: Pelle Hvenegaard: "Min barndom sluttede med Pelle Erobreren"

”Vil du have en sodavand?”,

spørger min stedfar en dag. Det undrer mig, for jeg må normalt aldrig få sodavand på en onsdag. Jeg får min sodavand, og så siger han til mig: ”Din far vil ikke se dig mere”. Jeg kigger bare ned på sodavanden og tænker: Er der noget galt? Hvorfor vil han ikke se mig? Betyder det aldrig? Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. De voksne aftaler, at min stedfar skal adoptere mig. Jeg begynder at kalde ham for far, og det er han også for mig. Han er der hver dag.

Til mine kammerater siger jeg, at jeg ikke rigtigt gider at se min biologiske far mere, hvis de spørger til det.

Jeg fortrænger det, der er jo min stedfar i huset. Det popper først for alvor op, da jeg er i puberteten og undrer mig over, hvem han er, hvor jeg kommer fra. Og så forsvinder det igen. Jeg hører ikke fra min far i 20 år. Da jeg er 31 år, ringer han og spørger, om jeg vil mødes med min farmor og farfar? Jeg har heller ikke set dem i alle årene, da de i misforstået loyalitet også stopper kontakten. Det siger jeg ja til, og da det går godt, aftaler vi at mødes, min far og jeg. Vi går en tur, og det er som at gå en tur med en fremmed mand, da vi ikke har haft kontakt alle de år. Han prøver at forklare sig med, at han dengang , han afbrød kontakten, gjorde det, fordi hans daværende kone var jaloux. Det er dog svært at knytte bånd, og vores kontakt er ikke tæt siden. Jeg har bevidst været en anderledes far med mine egne døtre, hvor jeg har gået hjemme og passet dem og knyttet et bånd.

Der er meget ordnede rammer i hjemmet i Albertslund.

Min barndom er ret tryg, min mor har et humoristisk blik og radikalt frisind. Da jeg plastrer mit værelse til med Che Guevara, så er det også i orden og eksotisk. Min mor og min stedfar er ordentlige mennesker – man skal følge reglerne, og man skal passe sit job. Min stedfar kører kun 40 km på vejen, hvis der er skilt med 40 km.

Jeg får tit skældud, fordi jeg kommer for sent hjem, når jeg er ude at lege.

En dag siger min mor: ”Nu kan det være nok! Hvis du kommer et kvarter for sent hjem igen en dag, så skal du komme et kvarter tidligere hjem den næste dag.” Så kommer jeg igen et kvarter for sent hjem, og så siger hun: ”Nu kommer du et kvarter tidligere hjem i morgen”. Og så svarer jeg: ”Nej, for i morgen går jeg slet ikke ud og leger – så kan jeg nemlig komme for sent hjem flere gange.” Så stopper den regel.

LÆS OGSÅ: Kira Eggers om sin barndom: "Min mor svigtede"

Selvom jeg tit leger med mine venner, så spiser vi aldrig hos hinanden, og vi kender knap nok hinandens forældre.

Vi siger bare ”hej” til hinandens mor og far og går ind på værelset og leger. Børn får lov til at passe sig selv – og det forventes også. Når jeg er med mine forældre ude på besøg, får jeg at vide, at jeg skal klare mig selv, hvis jeg keder mig. Det er meget anderledes end med mine egne børn, hvor de bliver stimuleret, og jeg kender alle deres venner, og hvor de ofte spiser og sover hos hinanden.

Mit første kys er med en, der hedder Karen.

Det er i sjette klasse under konfirmationsforberedelsen. For mig er det ikke så vigtigt, hvem jeg kysser med, jeg er bare vild med, at være en af dem, som pigerne gerne vil kysse. Jeg er efterfølgende med i kærester-kysse-ordninger på kryds og tværs, og så kan jeg være med i samtalen med de andre drenge om, hvem jeg har snavet med – og om man har været i bukserne på en pige.

Jeg ryger majspibe fra sjette klasse, og det er mine forældre okay med.

De andre børn må ikke ryge, så jeg skal altid holde mine venners cigaretter, så de ikke bliver opdaget. En dag siger min mor: ”Nu får du lov at drikke lidt alkohol sammen med os herhjemme, så du kan prøve, hvordan det er at være lidt fuld.” På det tidspunkt har jeg allerede prøvet at drikke mig fuld mange gange.

Min barndom stopper med, at jeg får øje på nogle hippier på skolen med langt hår, der står i skolegården og ryger cigaretter.

Jeg vil gerne være som dem. Derfor begynder jeg også at gro langt hår selv og gå med hippietøj. Min mor er imod, at jeg får langt hår, jeg må kun have det til hen over ørerne – vi kæmper om længden, og det får langsomt lov at blive længere. Da jeg endelig får langt hår og bliver hippie selv, er de andre hippier ikke mere på skolen. Jeg er den eneste, men jeg føler mig som en stærk outsider, jeg er ligeglad hvad andre siger om mit oufit, og jeg kan mærke, noget andet end Albertslund hiver i mig. Dér er jeg ikke barn mere.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov om sin barndom: "Min mor græd meget"

Hvordan ser du din barndom i dag?

Jeg ser den som en god barndom. Mine forældre – min stedfar og min mor – så mig som et helt menneske. Min mor var meget rummelig og fuld af kærlighed. Min biologiske far svigtede, men det, tror jeg, har været sværest for ham selv – at skulle leve med det. Jeg havde jo en anden far i min hverdag, så jeg savnede ham ikke. Jeg kan ikke forstå, hvorfor han behøvede at lukke så hårdt i – det kunne godt være gjort mere uproblematisk. Selvfølgelig har jeg tænkt på, hvordan bruddet har påvirket mig, uden helt at blive klogere på det. Måske ville jeg i mit voksne liv have haft mindre behov for at præstere og råbe ”se mig” og være på vagt følelsesmæssigt, hvis han ikke havde stoppet kontakten så brat.

Kim Fupz Aakeson

Kim Fupz Aakeson er forfatter, tegner og manuskriptforfatter. Han debuterede med børnebogen ”Hvem vover at vække guderne?” Siden har han skrevet et væld af børnebøger, og har også skrevet noveller og romaner, senest ”Bådens navn.” Privat er han gift med filminstruktøren Pernille Fischer Christensen. Sammen har de en datter. Han har desuden en datter fra et tidligere ægteskab.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/py02-abobanner-6430x2052.jpg

Læs også